Et liv i balance
At få balance i de mange daglige krav er en af livets største opgaver
Da vores familie for nogle år siden var på ferie, fik vi problemer med vores bil. Stor var vores lettelse, da mekanikeren kunne fortælle os, at der ikke var noget alvorligt galt. Karburatoren skulle bare justeres en smule, så der kom en mere velafbalanceret blanding af benzin og ilt igennem den.
I de år, der er gået siden, har jeg ved flere lejligheder erfaret, at den rette balance ikke blot er vigtig for maskiner, men også i vores egen tilværelse. Ved med mellemrum at foretage en evaluering af vores personlige prioriteter og regelmæssigt at efterse vores livs retning og ønskede mål, kan vi sikre os mod timelige, følelsesmæssige og åndelige sammenbrud.
At få balance i de mange daglige krav er en af livets største opgaver. Fra tid til anden føler vi alle, at der trækkes i os fra alle retninger. Vi kan måske endda blive så overivrige efter at efterleve evangeliets principper trofast, at vi forskyder balancen i vores liv og derved ødelægger vores sjælefred og harmonien i familien.
Min hustru, Wendy, har været ude for den vanskelige situation. For nogle år siden var hun ved at køre sig selv ned, fordi hun følte, at hun skulle være den fuldkomne hustru og mor, det fuldkomne medlem af Kirken, og den fuldkomne nabo og samfundsborger. I stedet for at føle glæde, følte hun sig ofte overvældet og modløs. Hendes fortvivlelse blev blot forværret, når velmenende ledere og venner syntes at antyde, at hvis hun bare havde tro nok, så ville hun kunne klare det hele. Først da hun havde været igennem en personlig krise med depression og dårlige nerver, forstod hun til fulde årsagen til sine lidelser. Det var en hård tid, ikke kun for hende selv, men også for hele familien. Vi er blevet styrket og har lært en del af det. Men måske kunne vi være blevet skånet for en del smerte, hvis vi helt klart havde forstået behovet for at bevare en timelig og åndelig balance.
Mens jeg virkede som biskop, opdagede jeg, at min hustrus oplevelse ikke var et enestående tilfælde. Og ældste Dean L. Larsen, der er emeritusmedlem af De Halvfjerds, har også bemærket: »Det synes mig, som om jeg oftere og oftere på mine besøg blandt Kirkens medlemmer, møder mennesker, som oprigtigt stræber efter at undgå synd, som virkelig gør deres bedste, så godt som de kan, for at leve i overensstemmelse med evangeliets principper, men som i væsentlig grad er ulykkelige, fortvivlede og desillusionerede.«1
Kong Benjamin advarede sit folk mod at gå til yderligheder, selv når det gjaldt det gode: »Og se til, at alt dette gøres med visdom og orden; thi det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til« (Mosiah 4:27).
Bevar en balance i det timelige
Ubalance mellem det timelige og det åndelige er et ældgammelt problem, som blot synes at blive værre i vore dages øgede materialisme. Ældste M. Russell Ballard fra Det Tolv Apostles Kvorum har bemærket: »Der er muligvis ingen, der har mere brug for princippet om balance i tilværelsen, end dem, der jager efter at samle på denne verdens ›ting.‹«2 Desuden bejler utallige gode og ædle sager til vores tid og energi. Hvad enten det nu er af selviskhed eller uselviskhed, kan vi erhverve og bruge, fare og flintre, komme og gå og senere opdage, at vi har udtømt vores følelsesmæssige og åndelige styrke og vendt vores hjerter mod noget, der i den sidste ende ikke betyder ret meget. Profeten Jakob fra Mormon Bog advarede med en let omskrivning af Esajas: » Brug derfor ikke penge til det, som ikke er af nogen værdi, brug heller ikke jeres arbejdskraft på det, som ikke kan tilfredsstille jer« (2 Nephi 9:51; se Es 55:2).
Det er let at få en følelse af, at vi for at ære vore kaldelse skal tjene, lede eller rådgive konstant. Men vi kan tjene mere effektivt og udvikle større åndelighed ved at holde færre møder og aktiviteter. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) opfordrede de hellige til at søge tilbage til det, som han kaldte »stilfærdig og fornuftig levevis«.3 For ikke så længe siden har ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum sagt: »Husk, man skal ikke øge omfanget af det arbejde, som skal gøres – man skal forenkle det.«4 Vores liv er ude af balance, hvis vi tillader ydre affærer at erstatte indre godhed.
Når vi skal skabe timelig balance, tvinges vi ofte til at træffe vanskelige valg mellem meget, der er godt og ønskværdigt. For eksempel kan forskellige uddannelsesmæssige og kulturelle oplevelser være velegnede til at fremme vore børns talenter og vækst. Tjeneste i Kirken og lokalsamfundet kan give os store og berigende oplevelser. Men selv når vi overvejer så ædle sager og aktiviteter, skal vi, som ældste Ballard har rådet til, »huske på, [at] for meget af hvad som helst i livet kan forskubbe vores balance. Det samme kan for lidt af det, der virkelig har betydning.«5 I nogle tilfælde kan det værste, vi kan give vore børn, være det at deltage i flere sportsaktiviteter, spillelektioner eller andre aktiviteter, som koster penge og tærer på familiens tid sammen. Noget af det bedste, vi kan gøre for vores børn i disse forjagede sidste dage, kan være at lære dem at leve »stilfærdige og fornuftige liv«.
Til tider formår vi ikke at modstå alt det, der gør krav på vores tid, fordi vi er bange for at virke selviske. Men selv Frelseren trak sig til tider tilbage fra skarens presserende behov (se f.eks. Luk 5:16). Det gav ham bestemt fornyet styrke til at tjene andre.
Hvis vi skal bevare en timelig balance i vores liv, bliver vi måske nødt til at sige nej til de aktiviteter, som vi ikke har tid, ressourcer eller energi til. Vi bør ikke få skyldfølelse eller føle os selviske, fordi vi til tider trækker os tilbage for at omgruppere, for der ligger en styrke i til tider bare at være hjemme sammen med sine kære.
Bevar en balance i det åndelige
Ligesom ubalance i det timelige kan påvirke vores følelsesmæssige og åndelige fred, kan åndelig ubalance have en nedbrydende virkning på alle aspekter af vores tilværelse. For at bevare en god åndelig balance, skal vi huske på, at Herren ikke forventer, at vi opnår fuldkommenhed i dette liv. En urealistisk forventning om, at vi skal være fuldkomne i alt, hvad vi gør her og nu , hæmmer faktisk en sand efterlevelse af evangeliet og ødelægger vores åndelighed. Når vi ikke kan leve op til vores forudindtagede opfattelse af fuldkommenhed, hegler vi os selv igennem med ufortjent selvkritik og skyldfølelse eller udmatter os selv med en helt urealistisk indsats for at arbejde os frem til fuldkommenhed.
Kong Benjamins råd, om ikke at løbe stærkere end man har kræfter til, har ligeså stor betydning, hvis ikke større, når det gælder det åndelige, som når det gælder det timelige. En vigtig vending i kong Benjamins råd er vær »flittig« (se Mosiah 4:27). Vi skal huske på, at megen åndelig vækst ikke opstår pludseligt, men kommer med tiden og erfaringen. Evangeliets opmuntrende budskab er, at Gud ofte ikke forventer, at vi skal udføre sensationelle eller usædvanlige handlinger, men blot stræbe efter at klare os lidt bedre i dag, end vi gjorde i går. Han kender vore ønsker, vores beslutsomhed og vores mål lige så godt, som han kender vore behov.
Hvis vi skal bevare en balance i det åndelige, skal vi hyppigt evaluere vores åndelige fremgang. En oprigtig vurdering af vores hjertes ønsker og den retning, som vores liv bevæger sig i, kan være en hjælp til at overvinde utilstrækkelighedsfølelsen. Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostels Kvorum har givet os dette inspirerende råd:
»Vi kan skelne tydeligere mellem guddommelig utilfredshed og djævelens dissonans, mellem selvutilfredshed og selvforagt. Vi har brug for det førstnævnte og skal sky det sidstnævnte, idet vi husker på, at når samvittigheden kalder på os fra det næste åndelige plateau, er det ikke kun for at skælde ud, men også for at vinke os frem.
… Vi kan se på, hvor langt vi allerede er nået ad vejen til fuldkommenhed. Det er ofte meget længere, end vi normalt erkender …
… Vi kan foretage en stilfærdig, men mere ærlig vurdering af vore stærke sider … De fleste af os er uhæderlige bogholdere, som har brug for udefrakommende revisorer. Han, som satte sin første prøvestand over styr, nyder at få os til at nedgøre os selv. Selvforagt stammer fra Satan. Det findes ikke i himlen. Selvfølgelig skal vi lære af vore fejltagelser, men uden hele tiden at se dem i langsom gengivelse, som om de var selve livet.«6
En af hindringerne for åndelige balance er »pseudo-uafhængighed«. Robert L. Millet har påpeget faren ved at forlade os alt for meget på vore egne begrænsede evner. Han har sagt, at nogle medlemmer af Kirken, som er hæmmet i deres fremgang og tynget af skyldfølelse, »søger at fordoble deres indsats – at arbejde endnu hårdere. Hvis deres nuværende tempo ikke fjerner problemet, så beslutter de at løbe endnu hurtigere. Det medfører alt for ofte et aftagende åndeligt udbytte i form af udmattelse og yderligere fortvivlelse. Løsningen på alle problemer ligger ikke nødvendigvis i mere og hårdere arbejde, især ikke i åndelige anliggender. Løsningen er ofte at lære vore begrænsninger at kende og gøre, hvad vi kan, og så søge Herrens hjælp.«7
Anvend forsoningen
Mens min hustru kæmpede for at slippe fra en fortsat spiral af trofast indsats fulgt af fortvivlelse og modløshed, hviskede Herrens Ånd til hende, at det, hun krævede af sig selv, ikke var velbehageligt i Herrens øjne, for hun lod ikke forsoningen få lov at virke fuldt ud i hendes liv. Det er ikke et tegn på svaghed at drage nytte af forsoningen. Det er tværtimod et udtryk for mod, tro og taknemlighed. Forsoningen gør det ikke alene muligt at omvende os fra synd, men også at modtage en udgydelse af Frelserens nåde, som kan styrke os, når vi simpelthen ikke har kræfterne til at overvinde vore menneskelige svagheder. Det giver Frelseren mulighed for at få del i vore byrder og kompensere for vore mange ufuldkommenheder (se Matt 11:28-30; Ether 12:27).
Der findes ingen fred for dem, hvis liv er timeligt eller åndeligt i ubalance. De kan kastes hid og did af skuffelsens vinde og fortvivlelsens storme. Men ligesom Frelseren stillede uvejret på Galilæa Sø (se Matt 8:26), kan han velsigne os med sin beroligende, trøstende og vejledende indflydelse, hvis vi vil sætte farten ned og ikke løbe hurtigere, end vi har kræfter til, og dog stræber trofast fremad i Kristus (se 2 Nephi 31:20).
Brent L. Top virker som missionspræsident i Peoria Missionen i Illinois.