2005
Talsmanden
April 2005


VI LYTTER TIL PROFETENS RØST

Talsmanden

For flere århundrede siden førte Frelseren sine disciple ind i Getsemane have for sidste gang. Jesus var klar over den frygtelige pine, som ventede ham. Han udbrød forpint: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg« (Mark 14:34).

De elleve apostle kunne formentlig fornemme – men ikke forstå – at noget betydningsfuldt var i vente. Jesus havde talt om at forlade dem. De vidste, at Mesteren, som de elskede og stolede på, skulle rejse et eller andet sted hen, men hvorhen vidste de ikke. De havde hørt ham sige: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse … Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer« (Joh 14:18, 26).

Jeg vil gerne gøre de unge opmærksomme på denne særlige Helligåndsgave. Den styrkende Helligånd kan være hos os 24 timer i døgnet; når vi er på arbejde, når vi leger, når vi hviler os. Dens styrkende indflydelse kan være med os år ud og år ind. Den opbyggende indflydelse kan være med os i sorg og glæde, når vi jubler, så vel som når vi sørger.

Denne Talsmand kan være hos os, når vi søger at forbedre os. Den kan være en kilde til åbenbaring, som vil advare os om forestående farer og hjælpe os til at undgå fejltagelser. Den kan styrke vores naturlige sanser, så vi kan se klarere, høre tydeligere og huske det, som vi skal huske. Det er en måde at øge vores glæde på.

Når vi i dette liv ikke kan leve i Frelserens nærhed, sådan som Simon Peter, Johannes, Maria, Martha og andre gjorde, så kan Helligånden dog være vores Talsmand og vejviser.

Fra en tale holdt ved aprilkonferencen 1989.