»Et vidnesbyrd er som …«, Til styrke for unge, juni 2024.
Et vidnesbyrd er som …
Mens han levede, underviste Frelseren i sin lære til folk gennem lignelser og historier. Nogle gange brugte han flere historier til at formidle det samme budskab (som i Luk 15).
Det kan være nyttigt at se på et evangelisk princip fra mange forskellige vinkler. Her er et par måder, hvorpå I kan se på et vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium, heriblandt nogle fra skrifterne.
Et vidnesbyrd er som …
Et frø
Når I villigt planter et frø, eller Guds ord, i jeres hjerte, kan I se det vokse og producere god frugt. Med andre ord så vokser et vidnesbyrd til tider bedst, når I er villige til at forsøge at leve, som Gud har anvist, selvom I kun har et lillebitte ønske om at tro. Så kan Gud vise jer de frugter, eller velsignelser, som følger med, når I følger ham. Jeres vidnesbyrd vil vokse, når I fortsætter med at give det næring. (Se Alma 32:28-43).
Har jeg bemærket gode frugter, der er kommet af at nære mit vidnesbyrd?
En stenmur
Når en person bygger en mur af sten, er alle sten ikke af samme størrelse eller form. Nogle gange passer en sten måske ikke endnu, men det betyder ikke, at I bør skille jer af med den. På samme måde kan der være noget i evangeliet, som I ikke forstår endnu. Bliv ved med at opbygge jeres vidnesbyrd en sten ad gangen, og til sidst vil det stå stærkt for jer.
Hvilke sten kan jeg være tålmodig med, når jeg bygger min vidnesbyrdsmur?
Olie i en lampe
I lignelsen om de ti jomfruer havde fem kvinder ikke deres egen olie. De kunne ikke låne fra andre, da det var tid til at møde brudgommen, som repræsenterer Jesus Kristus. De, der havde deres egen olie, kunne følge brudgommen. Når det gælder vidnesbyrd, så har I på et tidspunkt brug for jeres eget. I kan fylde jeres vidnesbyrd dråbe for dråbe som olie i en lampe. Så når store beslutninger skal træffes, så kan jeres vidnesbyrd oplyse vejen for jer. (Se Matt 25:1-13.)
Hvad gør jeg for at øge mit vidnesbyrd dråbe for dråbe? Hvad kunne jeg begynde at gøre?
Et kæledyr
Hvis I ikke fodrer og passer et dyr, der har brug for jer, vil det opleve sult, sygdom og svaghed. Hvis I ikke fodrer jeres vidnesbyrd med åndelige oplevelser og opmærksomhed, bliver det måske også svagere.
Hvilke åndelige ting kan jeg »fodre« mit vidnesbyrd med for at bevare dets styrke?
Planter i en have
Hvis en plante i en have har problemer, betyder det ikke, at hele haven er usund. Så hvis en del af jeres vidnesbyrd er stærkere end en anden, så er det okay! Fortsæt med at passe de planter, der er sunde og blomstrende, og når I er klar, kan I også fokusere på dem, der har brug for hjælp.
Hvilke dele af mit vidnesbyrd er stærke og blomstrende? Hvilke dele kan jeg udvise mere kærlighed og opmærksomhed, når jeg er klar?
Et hus
Det betyder noget, hvor I bygger jeres hus. Det samme gælder for jeres vidnesbyrd. Hvis I bygger det på et fundament af sand, så holder det måske ikke så lang tid i dårligt vejr. Men hvis I bygger det på en klippe, eller Jesus Kristus, så kan jeres hus stå fast selv i de vildeste storme. (Se Matt 7:24-27; Hel 5:12).
Hvilke sandheder bygger jeg mit vidnesbyrd på?
Et puslespil
Vi har alle de samme brikker, som udgøres af evangeliske sandheder, at arbejde med, men den måde hver enkelt person samler dem på, kan være forskellig. Smid ikke en brik væk, bare fordi I ikke kan se, hvor den skal være lige nu. Vær tålmodig, mens Gud gradvist hjælper jer med at sætte tingene i et større perspektiv.
Hvordan ser billedet af mit vidnesbyrd ud lige nu?
En spand
Dråbe for dråbe fyldes den op af de åndelige oplevelser, I har. Men vær forsigtig. Nogle gange opdager I ikke engang, at jeres spand langsomt bliver fyldt op. Hvis I bliver utålmodige og tømmer jeres spand helt, fordi I ikke føler, at I har et vidnesbyrd om noget bestemt, så ignorerer I de oplevelser, der langsomt får jeres vidnesbyrd med at vokse. Lad jeres spand med vidnesbyrd blive fyldt.
Hvad tror jeg allerede på, som jeg ikke bør smide væk?