FRA VEN TIL VEN
Begyndelsen til et vidnesbyrd
»Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting« (Moroni 10:5).
Jeg har altid været fascineret af naturen. Jeg elsker bjergene. Jeg elsker havet. Jeg elsker floderne. Jeg elsker dyrene. Jeg synes, at Guds skaberværker overgår enhver beskrivelse i deres skønhed og værdi.
Da jeg var 16 år gammel, ville jeg gerne se mere af naturen, så min mor gav mig lov til at arbejde i Alaska den sommer. Jeg fløj derop i et gammelt propelfly, og jeg fandt et job hos en købmand.
Jeg arbejdede sammen med en lægpræst, der var meget interesseret i at omvende mig til hans tro. Hver eneste dag drøftede vi skrifterne, men jeg havde svært ved at forsvare min tro, for jeg må indrømme, at jeg ikke kendte den godt nok. Jeg havde svært ved at fortælle Joseph Smiths historie og de åbenbaringer, han havde modtaget, på en måde, som præsten kunne godtage.
Til sidst indså jeg, at jeg havde brug for hjælp. Så jeg opsøgte fuldtidsmissionærerne i området og spurgte, om de ville undervise mig i evangeliet. Den sommer tilbragte jeg ofte en time eller to med missionærerne, inden jeg talte med præsten, som var blevet min rigtig gode ven.
En bestemt nat vågnede jeg op af min søvn. Jeg var bekymret, fordi jeg ikke var særlig god til at forkynde evangeliet, selv om jeg var begyndt at finde ud af, at det var sandt.
Udenfor sendte sommersolen sine smukke, skinnende stråler ned over bjergene i Alaska. Skyerne svævede et stykke under bjergtinderne, så det så ud, som om bjerget svævede i luften. Det var et af de smukke syn, jeg nogensinde havde set. Det er svært at beskrive den skønhed, og den ærbødighed, som jeg følte for vor himmelske Faders skaberværk.
Jeg faldt ned på knæ og bad min himmelske Fader om at høre min bøn. Jeg ønskede oprigtigt at vide, om Mormons Bog var sand, og jeg ønskede oprigtigt at vide, om det, som min mor havde fortalt mig i alle disse år, virkelig var det, som jeg skulle tro på. Jeg ville så gerne vide, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige var Guds sande kirke på jorden.
Den nat – skønt det stadig var lyst oppe i Alaska – fandt jeg ud af, at Kirken er sand. Jeg fandt ud af, at Mormons Bog er Guds ord. Jeg fik vished om betydningen af de evige forhold til min mor, min afdøde far og andre slægtninge.
Da jeg stod op næste morgen, var jeg et andet menneske, for jeg vidste, at jeg kunne bære mit vidnesbyrd – at alt dette var blevet åbenbaret for mig af Helligånden. Det kunne præsten ikke acceptere. Vi kunne drøfte skrifterne, men han kunne ikke sige noget imod mit vidnesbyrd om, at jeg vidste, at Kirken var sand.
Selv om jeg godt kunne huske navnene på de missionærer, som underviste mig, mistede jeg kontakten med dem i mange år. I 1998 blev en af de missionærer kaldet som generalautoritet. Ældste Stephen A. West spillede en vigtig rolle, da jeg fik et vidnesbyrd om evangeliet. Som generalautoriteter blev han og jeg kaldet til præsidentskabet for det sydøstlige område i Nordamerika, og vi fik talt om de oplevelser, som havde fundet sted for så mange år siden. Jeg vil altid huske det eventyr, som jeg oplevede i Alaska, da jeg var en dreng på 16 år.