Jeg skal nok slippe af med dem
Jeg var 20 år gammel og havde været medlem af mine forældres kirke det meste af mit liv. Men i tre år var jeg ikke gået i kirke, fordi jeg overvejede andre religiøse og moralske filosofier – men ingen af dem var lige mig.
En dag da jeg kom hjem til mine forældre, var min bror og min bedste ven der. De sagde, at der havde været nogle unge kvinder, og at de havde efterladt en bog. Min bror havde bedt min bedste ven om at være der, når de vendte tilbage. Han ville have, at han skulle sige, at de ikke skulle komme mere.
Men da missionærerne vendte tilbage, sagde min ven: »Kom tilbage om tre dage, for jeg vil gerne undervises af jer.«
Min bror blev rasende. Jeg spurgte min ven, om han var rigtig klog, og han svarede: »De er da smukke, og de har en sød måde at tale om Jesus Kristus på.«
»Jeg skal nok slippe af med dem,« svarede jeg arrogant.
Der gik to uger uden at det lykkedes for mig. På det tidspunkt besøgte de min bror og min søster og flere af mine venner. De havde omringet mig på alle sider, og jeg anede end ikke, hvem der var skyld i det, der føltes som et bagholdsangreb.
Den følgende uge fortalte min bror mig, at to af mine venner allerede var blevet døbt, og at endnu en skulle døbes samme søndag. Jeg gik med til at komme i kirke om søndagen for at se min ven blive døbt. »Men det er vanvid,« sagde jeg til mig selv.
Den søndag traf jeg endelig de to missionærer, som havde voldt mig så mange problemer. Da dåbsmødet var forbi, kom de hen til mig, gav mig et eksemplar af Mormons Bog og opfordrede mig til at blive undervist. Indvendig gjorde jeg modstand og råbte: »Nej!« Men udvendig græd jeg og sagde »ja« til deres opfordring.
En uge senere sad jeg og så en anden ven blive døbt. Og den følgende søndag trådte min bedste ven og jeg ned i dåbens vande.
Der gik næsten en måned. Jeg følte et behov for ikke bare at tro, men at vide, at det alt sammen var sandt. En søndag morgen besluttede jeg, at jeg ikke ville gå i kirke, men gå et andet sted hen og bede. Jeg cyklede ud mod et højdedrag ni kilometer uden for byen. Da jeg nåede derud, fandt jeg et afsides sted, hvor jeg kunne være i fred. Efter at have læst i Mormons Bog i en time og overvejet og bedt om et svar, for jeg var fast besluttet på at blive der, indtil jeg fik et, så skete der noget underligt. Jeg følte en inderlig trang til at gå i kirke. Mit hjerte bankede hurtigt. Det var mit svar.
Næsten automatisk satte jeg mig op på min cykel og vendte tilbage til byen. Jeg nåede frem til kirkebygningen i en fart. Til min store overraskelse skulle mødet først lige til at begynde.
Lige siden den dag har jeg vidst, at dette er Jesu Kristi sande evangelium, og at dette er hans kirke. Det er det budskab, jeg har forkyndt som fuldtidsmissionær, idet jeg stræbte efter at være en lige så god missionær som de søstre, jeg ikke kunne slippe af med.
John Jairo Montoya er medlem af Cartago Menighed i Pereira Stav i Colombia.