Personlig indvielse
Der fortælles en historie om en høne og en gris, der drøfter deres bidrag til bondens morgenbord. Hønen jamrede over, at hun skulle skænke sine æg til morgenmaden. Men grisen sagde: »Ja, men for dig er det blot et lille offer. For mig er det den totale opofrelse!«
Denne anekdote rummer en indlysende lektie for medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi kan spørge os selv, om vi hører til dem, der mener, at det er nok at give et æg eller to i ny og næ til rigets opbygning, eller om vi vil høre til dem, der indvier alt, hvad de har, til denne sag.
Vi kan antage, at oprigtig omvendelse til Jesu Kristi evangelium må komme til udtryk i Kirkens medlemmers handlinger. Det vil sige, at de, der har modtaget en åndelig bekræftelse, som har ført til et stærkt vidnesbyrd, normalt ønsker at efterleve evangeliets principper fuldt ud. De gør alt, hvad der skal til for at udføre deres kaldelser, betale en ærlig tiende og et gavmildt fasteoffer, holde sabbatten hellig, holde familieaften, studere skrifterne og så videre. Alle disse værdige gerninger samt næsten utallige andre udgør den individuelle indsats hos dem, der er indviede medlemmer af Kirken.
For at forberede os på et celestialt liv må vi disciplinere vores ånd. I Lære og Pagter 88:22 fortæller Herren os: »Thi den, der ikke kan holde et celestialt riges lov, kan heller ikke forblive i en celestial herlighed.« Den sidste dages hellige professor, Hugh Nibley, har sagt: »Man vil opdage, at Lære og Pagters hovedformål er at iværksætte indvielsesloven.« Han sagde endvidere: »Denne lov, opfyldelsen af lydighedens lov og offerloven, er adgangsporten til det celestiale rige, det sidste og vanskeligste krav, som stilles til mennesker i dette liv.«1
Mere end tiende
Når vi drøfter emnet indvielse er det første, som man kommer i tanker om ofte indvielsen af vore timelige midler. Det, der i øjeblikket kræves i den retning, er, at vi betaler vores tiende og offerydelser som et forberedende skridt til at lære at give vor Fader en del af det, som han har givet os, tilbage. Men indvielsesloven går langt videre end blot til betaling af tiende og offerydelser eller indvielse af penge eller ejendele til Herren. »Indvielsesloven,« sagde ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum, »vil sige, at vi indvier vores tid, vore talenter og vores penge og ejendom til Kirkens sag; de skal stå til rådighed i det omfang, som de er nødvendige for at fremme Herrens interesser på jorden.«2
I 1820’erne defineredes indvielse som »at gøre eller erklære noget helligt ved visse ceremonier eller ritualer; at overdrage noget til hellige formål; at give sig hen eller vie sig selv til at tjene og tilbede Gud.«3 Når Kirkens medlemmer i dag skal efterleve indvielsesloven, forventes det, at de »vier [sig selv] til hellige formål.« Det kræver, at de indvier deres tid, talenter og ejendele til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og dens interesser. Vi bliver måske aldrig bedt om at ofre alt, men vores villighed til at lægge alt på alteret er et tegn mellem os og Gud på, at vi underkaster os hans vilje i alt.
Da vi tjente i Kirken i Sydamerika – først som missionspræsidentpar i Buenos Aires Sydmissionen i Argentina, og da ældste Oveson tjente i områdepræsidentskabet i Chile – bemærkede vi mange handlinger, som vi betragter som eksempler på indviet tjeneste over for vor himmelske Fader og hans børn. Vi beretter et par af disse oplevelser.
»Næste gang skal vi nok gøre det bedre.«
Tidligt i vores missionsperiode, fra 1996-1999, hørte vi om en gruppe cambodjanske indvandrere, som boede i Longchamps i nærheden af Buenos Aires i Argentina. En af familierne blev undervist af missionærerne. Da missionærerne skulle præsentere dem for fasteloven, forklarede de den med ord som disse: »Faste omfatter et tidsrum på 24 timer, hvor vi hverken spiser eller drikker noget og derved underkaster vores legeme vores ånd. Vi benytter tiden til at læse i skrifterne, bede og andre opbyggende aktiviteter. Det hele afsluttes med faste- og vidnesbyrdmødet, hvor vi giver menighedens biskop et beløb, der svarer til værdien af de måltider, som vi har afholdt os fra. Disse penge anvender han så på de fattige og nødlidende.«
Da missionærerne havde forklaret dette, foreslog de, at siden den følgende søndag var den første søndag i måneden, så kunne familien prøve at faste. Det gik faderen med til, og missionærerne tog afsked med familien.
Den følgende mandag aften vendte missionærerne tilbage for at undervise familien igen, og de forhørte sig om familiens erfaringer med faste. Faderen forklarede undskyldende, at de virkelig havde prøvet, og at de ville gøre forsøget igen. Han sagde: »Vi begyndte vores faste om eftermiddagen med en bøn fulgt af studium i skrifterne og en drøftelse. Vi vedblev med dette indtil tidligt den følgende morgen. Jeg må med beklagelse fortælle, at nogle af de mindre børn faldt i søvn i løbet af natten. Vi var meget trætte, men vi tog et brusebad om morgenen og beredte os på at gå i kirke, hvor vores ånd blev forfrisket og næret af de dejlige vidnesbyrd, som blev aflagt. Næste gang skal vi nok klare det bedre, og så kan børnene nok holde sig vågne sammen med os hele natten.«
Missionærerne var forbløffede. »Vil det sige, at I slet ikke sov i hele det døgn?«
»Det er korrekt,« svarede faderen. »I sagde ikke noget om at sove.«
Som I nok kan forestille jer blev denne vidunderlige, ydmyge familie snart døbt og indtrådte som medlemmer af Kirken. De førte andre familier til missionærerne, og andre omvendelser fulgte. Når vi tænker på denne beretning, minder det os om, hvor meget man kan lære om indvielse fra folk, der ydmygt stræber efter at være lydige.
»Jeg kan se meget godt i denne ældste«
Vi lærte også en smuk lektie om indvielse fra en af assistenterne til missionspræsidenten i vores mission. Der var blevet truffet en beslutning om at sende en af vore missionærer hjem før tid. Han havde ved flere lejligheder været ulydig trods formaninger, aftaler og gentagne advarsler. Flybilletten var allerede købt, og der var indhentet tilladelse fra Områdepræsidentskabet i det sydamerikanske område og fra Missionærafdelingen til at sende denne missionær hjem.
Da assistenterne ankom med denne missionær til hans sidste interview, protesterede han højlydt og med tårer i øjnene og sagde, at han ikke ville sendes hjem. Han lovede at forbedre sig og sagde, at han ville underskrive endnu en aftale. I fortvivlelse kaldte præsident Oveson de to assistenter og søster Oveson ind på sit kontor og bad ældsten om at vente udenfor, mens man drøftede det videre forløb. Søster Oveson, der havde mistet tålmodigheden, mente, at det eneste fornuftige var at sende ham hjem. »Hvis han får lov til at blive her,« sagde hun, »så vil de andre missionærer måske mene, at lydighed ikke spiller den store rolle.«
Den ene af assistenterne sagde: »Jeg er helt enig med Hermana Oveson. Jeg mener ikke, at vi har noget valg.«
Da præsident Oveson spurgte den anden assistent, hvad han mente, svarede assistenten: »Jeg kan se meget godt i denne ældste. Hvis du vil lade mig arbejde ude i missionsmarken igen, præsident, så tager jeg ham som min makker resten af min mission. Jeg påtager mig ansvaret for ham og vil hjælpe ham til at blive en kærlig og lydig missionær.«
Da denne ældste havde talt færdig, havde vi alle tårer i øjnene. Vi kunne ikke fatte, at nogen kunne være så kærlig og omsorgsfuld, især ikke en kun 20-årig missionær. Vi traf den beslutning at gøre, som han foreslog. Til at begynde med var det en vanskelig opgave, men langsomt lærte hans juniormakker en hel del af ham og blev en pålidelig missionær. Da seniormakkeren rejste hjem, blev hans makker ude i marken og fuldførte sin mission. Med tiden blev han seniormakker og træner, inden han blev afløst. Som opfølgning på denne sandfærdige beretning kan vi fortælle, at denne engang vildfarne ældste siden er blevet gift og beseglet i templet. Han og hans kone har nu en lille søn. De er aktive i Kirken og er med til at opbygge riget. Hvor fik denne hengivne og kristuslignende ældstes indsats dog stor betydning for denne missionær og hans fremtidige familie!
Andre eksempler
Der findes utallige eksempler på indvielse blandt missionærægtepar. Mange af dem tjener i templer eller som velfærdsmedarbejdere i områder, lægerådgivere, sekretærer for områdepræsidentskaber eller missionærer ved slægtshistoriske centre. Uanset hvilken egenskab missionærægtepar virker i, så er de deres vægt værd i guld.
Vi nød den store velsignelse at have adskillige missionærægtepar i Buenos Aires Syd Missionen i Argentina. Et typisk eksempel var et ægtepar, som aktiverede medlemmer, gav musikundervisning, foretog reparationer i folks hjem og ydede utallige timers hengiven tjeneste. Deres eksempel afspejler det potentiale, som findes i missionærægtepar, der forstår indvielsesloven og behovet for at overdrage vores liv til hellige formål.
Vi har truffet mange andre indviede medlemmer af Kirken, som har været eksempler på hengivenhed og trofasthed. For noget tid siden drog en gruppe hellige fra Punta Arenas i Chile til templet i Santiago. Det er en busrejse på omkring 80 timer, og den koster ofte al den ferie, som folk har til rådighed på et helt år. Et af medlemmerne i gruppen var Hermana Álvarez, som er mindre en 1,20 m høj, og som er gangbesværet. Hun medbragte 27 navne, som hun ønskede at udføre stedfortrædende ordinancer for. Hvor var det dog vidunderligt at få lov til at være med til at hjælpe hende med at realisere sin værdige drøm, og at indse, hvor hengivent mange hellige efterlever og forsvarer evangeliets principper som udtryk for indvielsesloven.
I nogle tilfælde ses medlemmers oprigtige hengivenhed over for Herrens værk i deres urokkelige trofasthed trods tilsyneladende overvældende hindringer. Som profeten Joseph Smith sagde: »Gud har sagt, at han vil have et prøvet folk, at han vil lutre dem som guld.«4 Vi har kendt fantastiske forældre, som er forblevet trofaste, skønt de fik besked om, at deres søn eller datter var omkommet på deres mission. Vi tænker på dem, der søger nærmere til Herren, når de mister deres ægtefælle ved et dødsfald eller skilsmisse, eller dem, der må kæmpe med arbejdsløshed eller smerten, når et barn kommer på afveje. Andre erkender måske at omsorgen for aldrende forældre eller handicappede børn er den vej, som de må følge for at yde indviet tjeneste. Selvfølgelig er der tidspunkter og perioder i vores liv, hvor vi har mere eller mindre tid at vie til dette livslange projekt. Der findes utallige måder, hvorpå vi kan vie os selv til hellige formål.
Et Zionfolk
Når skriften henviser til dem, der som et samfund har lært at efterleve indvielsesloven til fulde, læser vi om et rent og fredeligt folk, som ikke kender til strid og uenighed – et Zionfolk. Enoks folk blev et sådant folk. I Moses 7:18 kan vi læse: »Og Herren kaldte sit folk ZION, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed, og der fandtes ingen fattige blandt dem.«
Vores indvielse finder ikke sted ved en enkelt handling. I denne henseende er dem, der villigt tager imod kaldelser som børnehaveledere, primaryspejderledere, morgenseminarlærere, spejderledere og andre tidskrævende, men ofte ringeagtede kaldelser, eksempler på, hvad sand indvielse er.
På langt sigt vil det at tilbyde os selv til hellige formål sige, at vi bevarer en indstilling af sagtmodig villighed til at ofre alt det, som vi formår at give på et givent tidspunkt, samtidig med at vi hjælper andre til at gøre det samme. Indvielse synes at være en daglig proces, som består af hengivenhed, ydmyghed, dannelse og renselse, mens vi følger det mest indviede menneskes eksempel, nemlig vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus.