Forkynd hans evangelium
Se nærmere på Kirkens nye missioneringsvejledning.
Helligåndens vejledning har altid været af afgørende betydning for missioneringen. Skønt man har anvendt forskellige undervisningsmetoder og materialer, siden Kirken blev genoprettet, har skriftens vejledning ikke ændret sig: »… dersom I ikke modtager [Ånden], skal I ikke undervise« (L&P 42:14).
I et forsøg på at øge missionærernes afhængighed af Ånden har Kirkens ledere udgivet håndbogen Forkynd mit evangelium . Håndbogen erstatter de seks lektioner, der har været i anvendelse siden 1985. Den indeholder nye undervisningsmetoder og lægger vægt på effektiv planlægning. Håndbogen erstatter også Missionærhåndbogen , lektionerne til nye medlemmer og missionærernes skriftstudieprogram.
»Denne håndbog er en vejledning i, hvad en missionær skal vide og kunne for at blive en lærer, som med kraft kan forkynde budskabet om genoprettelsen til jordens folk,« sagde ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum ved et seminar for nye missionspræsidenter.
Missionærerne skal ikke længere lære lektioner til undersøgere og nye medlemmer udenad. I stedet studerer og lærer de evangeliske lærdomme og principper i fem grundlæggende lektioner og udarbejder skræddersyede lektionsplaner til hver enkelt undersøger eller nyt medlem. Af andre vigtige aspekter af missioneringen, som fremhæves i den nye håndbog, kan nævnes planlægning, målsætning og fornuftig anvendelse af tiden.
Og Forkynd mit evangelium er ikke kun til fuldtidsmissionærer. Den nye håndbog opmuntrer medlemmer og menighedsledere til at arbejde tættere sammen med missionærerne. Medlemmerne vil opdage, at Forkynd mit evangelium er en stor hjælp, når de skal give missionærerne henvisninger, indbyde dem til at undervise undersøgere i medlemmernes hjem eller på anden måde hjælpe til.
»[Forkynd mit evangelium] kræver en større indsats af missionærerne,« sagde præsident Gordon B. Hinckley. »Det kræver megen bøn og meget studium … Hvis den undervisning, som finder sted i omvendelsesprocessen, bliver bedre, bliver det også lettere at holde på dem, der bliver døbt.«
Sådan kan unge forberede sig
Håndbogen Forkynd mit evangelium indledes med disse ord fra Det Første Præsidentskab:
»Kære missionærkollega
Vi lykønsker dig med den storslåede mulighed, du har for at blive missionær. Der findes ikke noget mere overbevisende arbejde end dette, ej heller noget, som bringer større tilfredsstillelse.«1
Det kræver en del arbejde her og nu, hvis man en dag skal være missionær. Det kræver studium, øvelse og bøn.
»Man kan ikke missionere uden Ånden,« siger søster Mary C. Memory fra New York Nordre Mission.
Forkynd mit evangelium hjælper missionærerne med at forkynde evangeliet med deres egne ord. Missionærerne skal være værdige til at have Ånden hos sig, så de ved, hvad og hvordan de skal undervise.
»Jeg lærer at føle budskabet i mit hjerte,« siger ældste Mason Warr, der tjener i Lima Østre Mission i Peru. »Jeg lytter til Ånden, så jeg ved, hvad jeg skal undervise i.«
Ældste Nicolas Gervic, der tjener i New York Nordre Mission, er helt enig med ham: »Man underviser fra hjertet.« Ældste Gervic klarer sig godt, takket være den nye håndbog, men han ville ønske, at han havde været bedre forberedt på at undervise.
Det er en helt afgørende forberedelse at opnå et stærkt vidnesbyrd om evangeliet og genoprettelsen, siger ældste Travis D. Hollingshead, der er ældste Gervics makker. »Jeg forstod ikke rigtig genoprettelsen, inden jeg kom på mission. Jeg vidste, at den var meget vigtig, men jeg var ikke klar over, hvor meget den betød for mig.«
Ældste Hollingshead siger, at Forkynd mit evangelium har hjulpet ham til at forstå evangeliet bedre, så han kan undervise andre i det. Han er også glad for, at han gik til seminar og studerede mesterskriftstederne. »Jeg kan besvare spørgsmål ved hjælp af skrifterne i stedet for bare at bruge mine egne ord.« Han opfordrer unge, der vil forberede sig til deres mission, til at »læse Mormons Bog og få et vidnesbyrd om den«.
Ældste Paul A. Mann siger »Amen«, da ældste Hollingshead nævner seminar. Han og hans makker, ældste Joel D. Rodriguez, tjener i Yonkers i New York. »Seminar giver dig en indsigt i evangeliet,« siger han. Han ved, at man skal opnå et vidnesbyrd, før man kan bære det for andre.
Ældste Rodriguez er helt enig: »Få et vidnesbyrd om, hvad evangeliet er, og hvem Joseph Smith var.« Det er lettere at undervise fra hjertet, når man fornemmer sandheden af det, man siger, og når man virkelig kender evangeliet.
Ældste Mauricio Chavez fra Lima Østre Mission i Peru fremhæver betydningen af at lære at planlægge. »Det tager lidt længere tid at planlægge nu,« siger han, »men vi er meget mere effektive. Denne planlægning hjælper vore undersøgere til at udvikle stærkere vidnesbyrd.«
Ældste Chavez’ makker, ældste Ben Beeson, forklarer: »Takket være vores planlægning ved vi altid, hvilke fremskridt vore undersøgere gør.«
Den del af missionsforberedelsen, som disse missionærer lægger mest vægt på, er at være værdige til Helligåndens følgeskab. Uden Ånden kunne de ikke undervise effektivt (se L&P 42:14).
Søster Valeree Price, som er søster Memorys makker, siger: »Jeg ville ønske, at jeg havde forberedt mig bedre til min mission ved at lægge mere vægt på det, der har størst betydning.«
»Ja,« siger søster Memory, »vi kan citere filmreplikker, men det er svært at citere skrifterne. Sikke et tidsspilde!«
Ældste Jon Hitchcock, der tjener i Lima Østre Mission i Peru, siger: »Det vidunderlige ved Forkynd mit evangelium er, at udviklingen foregår skridt for skridt. Den lærer én, hvordan man skal undervise folk i evangeliet, hvordan man skal fornemme Ånden, hvordan man skal udtrykke følelser, og hvordan man får folk til at forpligte sig. Den gør det muligt at skræddersy lektionerne og sikre sig, at man virkelig opnår en god personlig kontakt med den enkelte.«
Søstrene og ældsterne ved, at det er en udfordring at undervise fra hjertet. De skal altid havde Ånden med sig, de skal kende evangeliet, og de skal omhyggeligt planlægge deres lektioner og arbejdsdage. Men de ved også, at deres forberedelse er grundlaget for deres fremgang, og at det er med til at føre flere af vor himmelske Faders børn til kundskab om hans evangelium.
Synlige resultater
Forkynd mit evangelium har frembragt betydelige resultater. Men succesen ses tydeligst blandt de missionærer, som er bedst forberedt. De bedst forberedte missionærer, siger præsident Wynn R. Dewsnup fra Ogdenmissionen i Utah, er »dem, der selv har haft åndelige oplevelser, har oplevet bønnens kraft og som ved personligt studium og bøn har lært Frelseren mere personligt at kende.«
»De, der altid har været lydige, som har studeret evangeliet, før de kom på mission, og som haft haft mulighed for at undervise i Kirken eller i seminar, er bedre rustet til at anvende Forkynd mit evangelium , når de kommer ud i marken,« siger præsident Brian D. Garner fra Carlsbadmissionen i Californien.
Missionspræsidenter er enige om, at Forkynd mit evangelium har haft stor indvirkning på den måde, hvorpå missionærerne udfører Herrens værk. »Den mest synlige forandring, som vi har set hos vore missionærer,« siger præsident Kelend I. Mills fra Fukuokamissionen i Japan, »har været deres evne til at være mere fleksible. Når missionærerne ser særlige behov hos deres undersøgere, føler de nu i højere grad, at det er passende, ja, sågar forventet, at de tilpasser budskabet og tager sig af de specifikke behov.«
Glendon Lyons, tidligere missionspræsident i Lima Østre Mission i Peru, siger: »De principper, som findes i kapitel otte i Forkynd mit evangelium , lærer missionærerne at føre optegnelser, sætte sig mål og nå deres mål. Det hjælper dem til at få mere orden i deres liv, og det vil være til velsignelse for dem efter deres mission.«
»Det mest synlige bevis på fordelene ved Forkynd mit evangelium har været, at alle missionærerne synes at være ledere,« siger præsident Jeffrey R. Morrow fra New York Søndre Mission. En ældste skrev i sin ugentlige rapport til præsident Morrow: »Jeg har haft to-tre gange mere succes i løbet af det sidste halve år end i hele det foregående år.«
Præsident R. Brent Ririe fra Boise-missionen i Idaho samtykker: » Forkynd mit evangelium har givet missioneringen et løft. Alt er øget – dåb, lydighed, tro og medlemmernes missioneringsindsats. Det er en vidunderlig tid at være fuldtidsmissionær eller medlemsmissionær.«
Forældre
Hvad kan forældre gøre for at hjælpe deres sønner og døtre med at være bedre forberedt til at komme ud i missionsmarken og undervise med Ånden? Præsident Nelson M. Boren fra New York Nordre Mission lægger vægt på betydningen af »daglig familiebøn, dagligt skriftstudium i familien og ugentlige familieaftener«.
»Det bedste, forældre kan gøre for at hjælpe deres børn med at forberede sig til at benytte Forkynd mit evangelium, er at efterleve de lærdomme og leveregler, som findes i den,« siger R. Gene Moffitt, tidligere præsident for Anaheimmissionen i Californien.
»Selv om Forkynd mit evangelium egentlig er tiltænkt og udarbejdet til fuldtidsmissionærtjenesten,« siger præsident Ririe, »så burde den få en central plads i ethvert sidste dages helligt hjem. Det er en fantastisk hjælpekilde til familieaftenslektioner, personligt skriftstudium og evangeliske spørgsmål. Vores 13-årige søn fik for nylig sit eget eksemplar, og han har nydt at understrege og markere budskaberne i kapitel 3. Han er blevet inspireret af evangeliets enkelhed og skønhed og den rækkefølge, hvorefter han skal forkynde det for sine venner, som ikke er medlemmer af Kirken.«
Præsident Morrow råder forældre til at »påpege betydningen af at opnå et vidnesbyrd om genoprettelsens budskab, af at være lydig og at tilegne sig en vis arbejdsmoral«. Det er også vigtigt at sætte sig mål, siger han, og foreslår, at »målsætning inden for skolearbejde, sport og sågar opsparing kan hjælpe kommende missionærer med at udvikle denne vigtige færdighed.«
Det er af afgørende betydning for en kommende missionær, at vedkommende udvikler gode studievaner. Præsident Christopher B. Munday fra Birminghammissionen i England fremhæver vigtigheden af personligt studium og fællesstudium. »En missions fremgang eller fiasko afgøres mellem kl. 6.30 og 9.30, hvor missionærerne studerer evangeliet.«
Undervisere og ledere
Missionspræsidenter er enige om, at noget af det vigtigste som en, der underviser unge mennesker, kan gøre for at hjælpe dem til at forberede sig på missionærtjenesten er, at give dem mulighed for at undervise. Flere missionspræsidenter nævnte, at unge mennesker lærer at undervise med Ånden ved at betragte dem, der ved, hvordan man underviser på den måde. Det lægger et stort ansvar på dem, der underviser de unge. Hvis de forstår, at den måde, hvorpå de underviser uge efter uge, kan få betydning for tusinder af mennesker, som kommer til at undersøge Kirken, vil de i højere grad søge Ånden og gøre deres yderste for at undervise med stor kraft.
Mange lærere og ledere er hjemvendte missionærer. Præsident Steven C. Meek fra Mexico City Søndre Mission i Mexico siger: »De skal fortælle de unge om de betydningsfulde oplevelser, som de havde på deres mission.«
»Vær altid, altid, et eksempel på, hvad en missionær bør være,« siger præsident Ririe. »Bevar værdigheden i alt, hvad du siger eller gør. Vær klædt og soigneret, sådan som en missionær bør være det. Inddrag de unge i menighedens missioneringsplaner, og sørg for, at missioneringen tit står på dagsordenen hos de unge. Vær en missionsorienteret ungdomsleder.«
Præsident Dewsnup råder biskopper og grenspræsidenter til at lade kommende missionærer tale ved nadvermøder eller andre møder så ofte som muligt. »Unge mænd bør opfordres til at opnå deres Pligt mod Gud-belønning. Sørg for at opmuntre dem til at læse Mormons Bog og få et personligt vidnesbyrd om den,« foreslår han. »Lad dem også få mulighed for at medvirke ved dåbsmøder. Der er en dejlig missionærgejst ved de møder, og Helligånden er meget stærkt til stede.«
»Få de unge mennesker ud med missionærerne, så de kan undervise, banke på døre og besøge de aktive medlemmer for at få henvisninger,« siger præsident Moffitt. »Den bedste hjælpekilde til at forberede de unge på at udføre en mission er missionærerne selv.«
Et inspireret program
»Jeg er meget taknemlig for Forkynd mit evangelium ,« siger præsident Boren. »Ikke alene bliver missionærerne dygtigere, så de fører flere sjæle til Kristus og føler større glæde ved deres virke, men de færdigheder og holdninger, som de lærer, hjælper dem til at blive bedre fædre, mødre, ægtemænd og hustruer, ja, og også bedre sønner og døtre af Gud. Det er mere end bare en håndbog i missionering. Dens lærdomme stikker meget dybere.«
I Forkynd mit evangelium fremsætter Det Første Præsidentskab denne udfordring: »Vi udfordrer dig til at udvikle en tiltagende fornemmelse af forpligtelse for at hjælpe vor himmelske Fader i hans herlige værk … Herren vil belønne og velsigne dig rigt, mens du ydmygt og bønligt tjener ham. Der venter dig større glæde, end du nogen sinde før har oplevet, mens du arbejder blandt hans børn.«2
Missionærer og missionspræsidenter bærer vidnesbyrd om, at det er sandt.
DET KAN FORÆLDRE GØRE
-
- Hjælp børnene med at udvikle gode studievaner.
-
- Hold familiebøn, skriftstudium og familieaften.
-
- Lad børnene få mulighed for at undervise ved familieaften.
-
- Efterlev de principper, som missionærerne forkynder.
-
- Læg vægt på deltagelse i seminar, læsning i Mormons Bog og opnåelse af et vidnesbyrd.
-
- Hjælp børnene med at sætte sig mål og forpligte sig.
-
- Begræns den tid, som bruges på at se tv eller spille computerspil.
-
- Indbyd missionærerne til at undervise i jeres hjem.
FORBEREDELSE, FORBEREDELSE, FORBEREDELSE,
ÅNDELIG FORBEREDELSE,
-
- Fremelsk en inderlig kærlighed til og en kundskab om det gengivne evangelium, især om Frelseren, profeten Joseph Smith og Mormons Bog.
-
- Få dit eget vidnesbyrd, vær værdig til Åndens følgeskab og følg dens tilskyndelser.
-
- Øv dig i at have en god indstilling og i at være god mod andre, især dine søskende.
-
- Fremelsk et stærkt ønske om at tjene.
GRUNDLÆGGENDE SKRIFTKUNDSKAB
-
- Studér dagligt i Mormons Bog og gør dig bekendt med den.
-
- Deltag i seminar! Lær mesterskriftstederne udenad.
-
- Lær at anvende skriftens hjælpekilder såsom Topical Guide eller Guide til Skrifterne.
NOGLE PRAKTIKE FORSLAG
-
- Lær enkle færdigheder som at rede din seng, lave mad, gøre rent og passe godt på dit tøj.
-
- Spis sundt, hold dig sund og pas på dig selv.
-
- Følg godt med i skolen, så du lærer at studere.
-
- Deltag i missionærforberedelsesklassen.
-
- Arbejd sammen med missionærerne, hvor det er muligt.
-
- Få fat i et eksemplar af håndbogen Forkynd mit evangelium (nr. 36617 110) og begynd at studere den.
-
- Lær et nyt sprog.
-
- Spar op og lær at lægge budget.
GRUNDLÆGGENDE UNDERVISNING OG PLANLÆGNING
-
- Lær at benytte en enkel planlægningskalender og organisér din tid. Planlæg dine lektier og din fritid.
-
- Pas dine kaldelser i Kirken. Vær en god hjemmelærer.
-
- Lær undervisningsfærdigheder. Fortæl om evangeliet, når du får mulighed for det.
-
- Benyt målsætningerne i Pligt mod Gud og Personlig fremgang til at få undervisningserfaring.
-
- Benyt dig af familieaften og andre sammenhænge til at lære at undervise.
-
- Øv dig i at sætte og nå mål.
DET KAN UNDERVISERE OG LEDERE GØRE
-
- Giv de unge mulighed for at undervise deres jævnaldrende.
-
- Undervis ved Ånden – unge mennesker lærer ved eksemplets magt.
-
- Fortæl om oplevelser, som har ændret dit liv.
-
- Involvér kommende missionærer i dåbsmøder.
-
- Giv unge mennesker et eksemplar af Forkynd mit evangelium.
-
- Giv dem opfordringer til at læse Mormons Bog og opnå et vidnesbyrd.
-
- Bed kommende missionærer om at tale ved møderne.
-
- Hjælp de unge mennesker med at tilegne sig færdigheder som ledere ved at give dem mulighed for at tjene.
-
- Opmuntr dem til at gå på split med missionærerne.