Hvordan skulle de kunne tilgive mig?
En aften for flere år siden kørte jeg hjem fra arbejde efter at have hentet mine to børn, og pludselig mistede jeg bevidstheden. Da jeg kom til mig selv, kiggede jeg ud over instrumentbrættet og så en pickup, der kom lige imod mig. Sammenstødet fik mig til at miste bevidstheden igen. Da jeg vågnede op, lå min bil på siden, og mine børn skreg.
Adskillige mennesker kom løbende til for at redde mig og mine børn ud, for der var gået ild i motoren. Jeg var utrolig øm over det hele, men mine børn og jeg slap for alvorlige skader. Jeg var mest bekymret for dem, der sad i den bil, jeg havde ramt.
I løbet af de næste mange timer, ja, helt til næste morgen, søgte jeg forgæves at få at vide, hvad der var sket med dem i den anden bil. Til sidst kom en hospitalspsykolog ind til mig og fortalte, at føreren af den anden bil var blevet dræbt. Jeg var helt knust.
I dagene efter ulykken tog jeg fri fra arbejde for at komme fysisk, mentalt og følelsesmæssigt til hægterne. Jeg fandt også ud af, hvad der var sket. Jeg var kørt over midterrabatten og var stødt frontalt sammen med en anden bil. Jeg fik også at vide, at den omkomne mands hustru havde været med i bilen og var blevet alvorligt kvæstet. De havde en stor familie, og selv om de fleste af børnene var voksne og flyttet hjemmefra, så var der dog stadig nogle hjemme. Det rystede mig at tænke på, at det var min skyld, at et menneske havde mistet livet, en hustru havde mistet sin mand, en børneflok havde mistet deres far, og børnebørnene havde mistet deres bedstefar.
Mine fysiske sår heledes, men det gjorde de mentale og følelsesmæssige sår ikke. Jeg blev ved med at spørge mig selv: »Hvordan kunne det ske?« Jeg vidste, at det var et uheld, men det gjorde det ikke bedre. Jeg kunne hverken sove eller overskue mit liv. Jeg kunne ikke udholde tanken om, hvad den anden bilists familie måtte føle.
Jeg prøvede at komme videre med mit liv og vende tilbage til dagligdagen, men intet syntes at lykkes. Jeg kunne kun bede. Jeg kan huske, at jeg tryglede min himmelske Fader om at fjerne smerten og lidelsen, for jeg kunne ikke fortsætte på den måde og samtidig varetage mit dyrebareste kaldelse som hustru og mor.
Så en dag ringede det på min dør. Jeg lukkede op og så en mand stå udenfor. Han så meget højtidelig og nervøs ud. Uden at sige et ord rakte han mig en æske og en konvolut. Jeg tog imod gaven og stod så og ventede på, at han skulle sige noget. Efter en tid spurgte jeg manden, om jeg kendte ham. Han rystede på hovedet og præsenterede sig. Jeg fik straks en klump i halsen, da jeg genkendte hans efternavn. Han var den ældste søn af den mand, som var omkommet ved ulykken.
Jeg inviterede ham inden for, og vi talte længe sammen. Vore familier havde mange fælles bekendte, og gennem dem havde han hørt, hvor svært jeg havde det. Han sagde, at hans hustru havde spurgt ham, hvordan han ville have det, hvis han var i mine sko, og det havde fået ham til at opsøge mig. Han sagde, at hans familie godt vidste, at det var et uheld, og de vidste, at deres far og ægtemand var blevet kaldt hjem af vor himmelske Fader. Han fortalte mig, at hans mor nok skulle komme sig. Så omfavnede vi hinanden og græd sammen et stykke tid.
Den konvolut, han havde givet mig, indeholdt et kort, hvori der stod, at deres tanker og bønner gik til mig og min familie. I æsken var der en lille plakette, hvorpå der stod:
»Kære Gud.
Vi har vores bøn til dig bragt, men når alt nu er sagt, så står det dog klart, at livet er sart. Så send os engle, der kan stilne vor frygt, så vi dog kan leve trygt. Amen.«
Mine bønner var blevet besvaret. Den nat sov jeg for første gang i de to uger, der var gået siden ulykken.
Siden da har jeg mødt denne mand og hans hustru fra tid til anden, og de spørger altid, hvordan vi har det, og om der er noget vi har brug for. Deres betænksomhed og uselviskhed gør mig meget ydmyg.
En generalkonferencesøndag, mellem formiddags- og eftermiddagsmøderne, ringede det igen på min dør. Det var ikke kun denne mand, men også hans mor og lillebror. De blev ikke længe, men jeg nød deres besøg. Atter havde de en gave med – et smukt billede af Kristus med dette skriftsted påtrykt: »Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle« (Matt 11:29). Moderen og jeg omfavnede hinanden og græd.
Denne familie har lært mig en tilgivelse og en kærlighed, som jeg aldrig har kendt mage til. Jeg vidner om, at gennem andre kan vor himmelske Fader og vores Frelser formidle deres kærlighed til os. Jeg ved, at vor himmelske Fader hører og besvarer vore bønner, og nu ved jeg, at vi må lade Frelserens forsoning fjerne vore smerter, når vi har gjort alt, hvad vi kan gøre. Jeg er taknemlig for, at denne familie følte og fulgte Åndens tilskyndelser som svar på mine bønner.
Angelique Petrick er medlem af White Pine Menighed i Tooele Øst Stav i Utah.