De Tolv Apostle
Ottende artikel i en serie om præstedømmekvorummerne og deres formål.
I forbindelse med organiseringen af sin kirke gik Jesus engang »op på bjerget for at bede, og han tilbragte hele natten i bøn til Gud.
Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle.«1 De blev kaldet fra ganske almindelige beskæftigelser.
Peter var den første, som blev kaldet, og Herren sagde til ham: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«2 Denne samme hellige myndighed er en del af ordinationen af hver eneste apostel.
Paulus lærte os, at apostle og profeter blev kaldet »for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op«, og han erklærede, at disse embeder skulle bestå, »indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn.«3
Med tiden gik apostlene bort og med dem, nøglerne. Paulus havde profeteret om mennesker, som »slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind.«4
Og sådan var det; i stedet for enhed i troen, kom der splittelse og uenighed.
Det var i denne situation, at den unge Joseph Smith bad for at vide, hvilken af alle kirkerne der var sand, og hvilken han skulle tilslutte sig.
Josephs syn, hvor Faderen og Sønnen viste sig, indledte denne uddeling. Derpå fulgte genoprettelsen af fylden af Jesu Kristi evangelium med den samme organisation, som eksisterede i den oprindelige kristne kirke, der byggede på apostlenes og profeternes grundvold.5
Nogle antager, at organisationen blev overdraget til profeten Joseph Smith ligesom tegninger og specifikationer til en bygning, hvor alle detaljer var kendt fra begyndelsen. Men det skete ikke på den måde. Der kom snarere én oplysning af gangen, efterhånden som Brødrene var rede, og når de adspurgte Gud.
Det Melkisedekske Præstedømme, den største myndighed givet til mennesker, blev gengivet ved håndspålæggelse af Peter, Jakob og Johannes. »Gennem hvem,« sagde Herren, »jeg ordinerede og bekræftede jer til at være apostle og specielle vidner om mit navn og til at bære nøglerne til jeres gerning og til de samme ting, som jeg åbenbarede for dem.
Til hvem jeg har overgivet nøglerne til mit rige og mit evangeliums uddeling for sidste gang.«6
Det Første Præsidentskab var på plads i 1833; derpå to år efter i februar 1835 fulgte De Tolv Apostles Kvorum. Og således skulle det være. Det Første Præsidentskab kom først i rækkefølgen og står øverst i myndighed. Og i henhold til mønstret bestod det af mænd kaldet fra ganske almindelige beskæftigelser.
Med Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum på plads, med embederne som De Halvfjerds og Det Præsiderende Biskopråd åbenbaret, hersker den rette orden. Men der er en forskel.
Måske har præsident J. Reuben Clark sagt det bedst: »Nogle generalautoriteter (apostlene) har fået tildelt en særlig kaldelse; de besidder en særlig gave; de opretholdes som profeter, seere og åbenbarere, hvilket giver dem en særlig åndelig gave i forbindelse med deres undervisning af dette folk. De har retten, magten og myndigheden til at forkynde Herrens ønske og vilje til hans folk underlagt Kirkens præsidents generelle magt og myndighed. Andre generalautoriteter får ikke denne særlige åndelige gave.« Den medfølgende begrænsning »gælder enhver anden leder eller medlem af Kirken, for ingen af dem er åndeligt begavet som profet, seer og åbenbarer.«7
»Endvidere,« sagde præsident Clark, at blandt De Tolv og præsidentskabet er det kun »præsidenten for Kirken, den præsiderende højpræst, der opretholdes som profet, seer og åbenbarer for Kirken, og han alene har retten til at modtage åbenbaringer for Kirken, enten nye eller tillæg, eller til at komme med autoritative udlægninger af skrifterne, som skal være bindende for Kirken, eller til på nogen måde at ændre Kirkens eksisterende lærdomme.«8
Det tog en generation med spørgsmål og svar, før den orden, som vi kender i dag, var solidt på plads. Hvert skridt for at fuldkommengøre denne orden er kommet som svar på et behov og som svar på bøn. Den proces fortsætter i vore dage.
»De tolv er et omrejsende højråd og skal gøre tjeneste i Herrens navn under kirkens præsidentskabs vejledning og i overensstemmelse med himlens forordning. De skal opbygge kirken og ordne alle dens anliggender i alle nationer.«9
Hvor Det Første Præsidentskab ikke kan komme, bliver De Tolv sendt for at »åbne rigets dør overalt.«10 De er bemyndiget til at rejse ud i hele verden, for ordet apostel betyder »en, som er sendt ud.«11
»Derfor,« sagde Herren, »hvor du forkynder mit ord, skal vejen i sandhed blive banet for dig, så de kan modtage mit ord.«12 Og han lovede: »Vær ydmyg, så skal Herren, din Gud, lede dig ved hånden og besvare dine bønner.«13
De tolv apostle »er kaldet til at være … særlige vidner om Kristi navn i hele verden.«14 De bærer hver på et sikkert vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus. Præsident Joseph Fielding Smith forklarede, at »hvert eneste medlem af Kirken burde have Helligåndens aftryk i sin sjæl, at Jesus er Guds Søn, uudsletteligt afbilledet, så det ikke kan glemmes.«15
Fra Nephi ved vi, at »engle taler gennem den Helligånds kraft.«16 Mormon fortalte os, at »deres gernings opgave er at kalde menneskene til omvendelse og at fuldbyrde og udføre det værk, som hører ind under Faderens pagter, som han har gjort med menneskenes børn og for at berede vejen blandt dem.« Mormon forklarede videre, at engle passer deres gerning »ved at forkynde Kristi ord for Herrens udvalgte redskaber, så at de kan bære vidnesbyrd om ham.«
»Og ved at gøre således bereder Gud Herren vejen, så at resten af menneskene kan få tro på Kristus, så at den Helligånd kan findes i deres hjerter i overensstemmelse med dens kraft; og på denne måde opfylder Faderen de pagter, som han har gjort med menneskenes børn.«17
Der er en kraft til at skelne givet »til dem, der af Gud udses og ordineres til at våge over kirken.«18 At skelne betyder »at se.«
Præsident Harold B. Lee fortalte mig engang om en samtale, han havde i templet med ældste Charles A. Callis fra De Tolvs Kvorum. Bror Callis havde bemærket, at evnen til at skelne var en frygtelig byrde at bære. At se klart, hvad der er forude, og alligevel finde medlemmer langsomme til at reagere eller stritte imod råd eller tilmed afvise apostlenes og profeternes vidnesbyrd, fører til dyb sorg.
Ikke desto mindre må »ansvaret for at lede denne kirke« hvile på os, indtil, som Herren har sagt, »I skal udpege andre til at efterfølge jer.«19
Han advarede os mod de få i Kirken, »som har foregivet at kende mit navn, men ikke har kendt mig og har bespottet mig i mit hus.«20
»Din røst,« befalede Herren De Tolv, »skal være en irettesættelse for overtræderen; og når du irettesætter, skal bagtalerens tunge høre op med sin fordærvethed.«21
Nogle få i Kirken bebrejder åbent eller, måske langt værre, i mørkets anonymitet, ledere i menigheder og stave og i Kirken og forsøger at gøre dem til »en synder for et ords skyld,«22 som Esajas sagde. Til dem har Herren sagt: »Forbandet er alle de, der opløfter deres hæl mod mine salvede, siger Herren, og som skriger, at de har syndet, når de ikke har syndet for mit åsyn, siger Herren, men har gjort det, som jeg har befalet dem, og som var ret for mine øjne.
Men de, som råber på overtrædelse, gør dette, fordi de selv er syndens tjenere og ulydighedens børn …
Fordi de har forarget mine små, skal de afskæres fra mit hus’ forordninger.
Deres kurv skal ikke fyldes, deres huse og lader skal ødelægges, og selv skal de foragtes af dem, som smigrede dem.
De skal ikke have ret til præstedømmet, ej heller deres efterkommere fra slægt til slægt.«23
Den forfærdelige straf vil ikke gælde dem, som forsøger at efterleve evangeliet og opretholde deres ledere, så godt de kan. Det gælder heller ikke dem, som i fortiden har været skyld i ligegyldighed eller tilmed modstand, hvis de vil omvende sig, bekende deres overtrædelser og forsage dem.24
For nylig mindede præsident Hinckley Brødrene om, at selvom vi er mænd, der er kaldet fra almindelige beskæftigelser, så hviler der et helligt embede på os. Vi trøster os med det, som Herren sagde til de oprindelige Tolv: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer.«25
Selv om vi hver især kender vore egne begrænsninger, er der styrke i enhed. Aldrig i Kirkens historie har Brødrene i Præsidentskabet og De Tolv været mere forenet.
Hver uge mødes vi i templet. Vi åbner mødet ved at knæle i bøn, og vi slutter med bøn. Hver eneste bøn opsendes i ærbødighed og lydighed over for ham, som kaldte os, og hvis tjenere og vidner vi er.
Herren kræver, at »enhver bestemmelse, som tages af disse kvorummer, må være enstemmig«, og at »de beslutninger, der tages af disse kvorummer eller af ét af dem, skal foretages i retfærdighed, i hellighed og hjertets ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed, i tro og dyd og kundskab, mådeholdenhed, tålmodighed, gudfrygtighed, broderlig venlighed og kærlighed.«26 – Dette stræber vi oprigtigt efter at gøre.
Vi ved, at vi bærer præstedømmets kraft »i forbindelse med alle dem, som på et eller andet tidspunkt har haft en uddeling fra skabelsens begyndelse.«27 Vi tænker på dem, som er gået forud for os i disse hellige embeder, og vi mærker af og til deres nærvær.
Vi er overvældet af det, som Herren sagde om dem, som bærer disse hellige embeder: »Og hvad de taler, drevet af den Helligånd, skal anses som hellig skrift, skal være Herrens vilje, skal være Herrens sind, skal være Herrens ord, Herrens røst og Guds kraft til saliggørelse.«28
I en meget vanskelig tid gav Herren den strengeste advarsel, jeg kender til i alle skrifterne. Det vedrørte bygningen af templet i Nauvoo. De hellige vidste af erfaring, at det ville medføre forfærdelige forfølgelser, hvis de gik i gang, så de trak tiden ud. Herren forlængede fristen og sagde: »Om I ikke gør dette inden for den bestemte tid, skal I blive forkastet som en kirke tilligemed jeres døde, siger Herren, jeres Gud.«29
I denne åbenbaring er der en dejlig forjættelse, som ofte overses: »Og dersom mit folk vil lytte til min og mine tjeneres røst, til dem jeg har udvalgt til at lede mit folk, se, sandelig siger jeg jer, da skal de ikke flyttes fra deres sted.«30
Husk denne forjættelse; hold fast i den. Det må være en stor trøst for dem, der kæmper med at holde sammen på en familie i et samfund, som er stadig mere ligegyldigt, ja, tilmed fjendtligt over for standarder, der er afgørende for en lykkelig familie.
Forjættelsen er en gentagelse af det, Herren fortalte til folkeskaren: »Salige er I, om I giver agt på disse de tolvs ord, som jeg har udvalgt af jer til at virke blandt jer og være jeres tjenere.«31
Jeg gentager forjættelsen, at de, som lytter til disse mænds røst, som Herren har oprejst, »skal … ikke flyttes fra deres sted.«32
Forjættelsen blev ledsaget af denne advarsel: »Men dersom de ikke vil lytte til min eller de mænds røst, jeg har udvalgt, da skal de ikke blive velsignet.«33
Det mest værdifulde, vi kan give, er vores vidnesbyrd om Herren, vores vidnesbyrd om Jesus Kristus.
Jeg bekræfter for jer, at de 14 mænd, som jeg deler ordination med, virkelig er apostle. Ved at erklære dette siger jeg ikke mere, end Herren har sagt, ikke mere end kan åbenbares til enhver, som søger med et oprigtigt hjerte og fast forsæt om et individuelt vidnesbyrd fra Ånden.
Disse mænd er virkelig Herrens tjenere; giv agt på deres råd. Det gælder også De Halvfjerds, der som særlige vidner bærer et apostolsk ansvar, samt Biskoprådet, værdige Guds mænd. Det gælder også brødrene og søstrene i hele verden, som er kaldet til at lede, som har opnået denne viden, der er mere værdifuld end alt andet.
Der er begrænsninger for, hvad Ånden tillader os at sige.34 Så jeg afslutter med mit vidnesbyrd, mit særlige vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus. At han gennem en profet og præsident præsiderer over »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade.«35 I Jesu Kristi navn. Amen.
En tale ved oktoberkonferencen 1996.
APOSTELEMBEDET
»Det evige præstedømmes nøgler, som er efter Guds Søns orden, ligger i at være apostel. Hele præstedømmet, alle nøglerne, alle gaverne, alle begavelserne og alt, som er en forberedelse til at gå tilbage til Faderens og Sønnens nærhed, er sammensat af, defineret ved, eller jeg kan sige, indbefattet i apostelembedets periferi.«
Præsident Brigham Young (1801-1877), Kirkens præsidenters lær