Fra ven til ven

En lastfuld hellige

Fra en samtale, som Melvin Leavitt fra Kirkens Tidsskrifter havde med ældste Benjamin De Hoyos fra De Halvfjerds, der i øjeblikket tjener i Sydamerikas Nordlige Område.

»… du [skal] tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag« (L&P 59:9).

Jeg voksede op i Monterrey i Mexico i staten Nuevo Léon. Mine forældre var trofaste sidste dages hellige, og jeg kan ikke huske, at vi en eneste gang er gået glip af søndagens møder. Da jeg var fem eller seks år gammel, ejede min far en gammel lastvogn, som han brugte til at fragte byggematerialer og havemuld. Hver søndag kravlede min søster og jeg op på ladet af lastvognen, mens min far og mor sad i førerhuset. Så kørte vi hjem til mine fætre og kusiner, hvor deres familie kravlede op til os. Så hentede vi familien Gonzales, og så familien Solanos og så videre. Når vi nåede frem til kirkebygningen, var lastbilen fyldt, ikke med havemuld, men med hellige.

Nogle af de mennesker, der boede i nærheden, syntes, at det var sjovt at se over 20 mænd, kvinder og børn i hvide skjorter og slips eller søndagskjoler kravle ned fra ladet af den støvede lastvogn. Hver søndag stillede naboerne sig udenfor for at følge optrinnet. De lo ad os, men vi var ikke flove. Vi var glade for at komme i kirke. Vi gentog denne forestilling to gange hver søndag op gennem 1960erne.

Når vi ikke kunne bruge lastvognen, gik vi. Om det så regnede eller var koldt eller stegende hedt, så vandrede vi af sted, selv om det tog mindst en time hver vej. Og dengang blev der afholdt kirkemøder både om morgenen og om eftermiddagen. Vi overværede altid begge hold møder.

Da jeg vente tilbage til Monterrey efter mange år, var alle mine medpassagerer fra lastvognen stadig aktive i Kirken. Den oplevelse knyttede os sammen og gjorde os stærke. Jeg kommer stadig til alle mine møder. Hvordan skulle jeg kunne gøre mindre nu, end jeg gjorde dengang?

Gå til jeres møder, børn. Til fods. Med bil. Med lastvogn. Men tag derhen.