Vidste du det?
Dagbogsforslag
Hvis du har svært ved at finde på noget at skrive om i din dagbog, så begynd med disse sætninger: »Det tidligste, jeg kan huske fra min barndom, er …« eller »Min bedste erindring fra skolen er …« eller »For nylig havde jeg følgende åndelige oplevelse …«
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde: »Anskaf jer en notesbog, mine unge venner, en dagbog, som kan vare gennem tiderne, og som englene måske vil citere fra i evigheden. Begynd allerede i dag, og skriv om, hvad I foretager jer, om jeres inderste tanker, jeres præstationer og jeres nederlag, om jeres venner og jeres sejre, om jeres følelser og jeres vidnesbyrd« (»Englene vil måske citere derfra«, Den danske Stjerne, juni 1977, s. 24).
Lederskabstips
Præsident David O. McKay (1873-1970), Kirkens niende præsident, talte om flere karaktertræk, som kendetegner en fremgangsrig leder eller underviser:
-
»Urokkelig tro på Jesu Kristi evangelium som verdens lys og et oprigtigt ønske om at tjene ham. Denne sjælstilstand sikrer Helligåndens følgeskab og vejledning.«
-
»Oprigtig kærlighed til … medlemmerne og et ønske om at behandle hvert medlem af Kirken retfærdigt og upartisk. Ær det enkelte medlem … så vil medlemmet ære dig.«
-
»Grundig forberedelse. Den fremgangsrige leder kender sine pligter og ansvar samt de medlemmer, som vedkommende leder.«
-
»Munterhed – ikke påtvungen munterhed, men en naturlig munterhed, der udspringer spontant af en sjæl fuld af håb« (Conference Report, okt. 1968, s. 144).
Kort sagt
Åndelig død: Åndelig død er adskillelse fra Gud. Der er to årsager til åndelig død: Faldet og vores egen ulydighed.
»›Hele menneskeslægten, der ved Adams fald blev forstødt fra Herrens nærhed, betragtes som død, både med hensyn til det timelige og åndelige‹ (Hel 14:16). Mens vi lever på jorden, er vi adskilt fra Guds nærhed. Jesus Kristus forløser gennem forsoningen alle fra denne åndelige død … ›Men se, Kristi opstandelse forløser menneskeslægten, ja, hele menneskeslægten og bringer dem tilbage i Herrens nærhed‹ (Hel 14:17).
Desuden kommer åndelig død som et resultat af vore synder, der gør os urene og ude af stand til at dvæle i Guds nærhed (se Hel 14:18). Frelseren tilvejebringer gennem forsoningen forløsning fra denne åndelige død, men kun hvis vi udøver tro på ham, omvender os fra vore synder og adlyder evangeliets principper og ordinancer (se Hel 14:19)« (se Tro mod sandheden, 2005, Død, åndelig, s. 18).
»Medmindre du virkelig stræber efter at efterleve evangeliet – efterleve det af hele dit ›hjerte, sind og styrke‹ (L&P 4:2) – kan du ikke udvikle så meget åndeligt lys, at du kan tvinge mørket tilbage.«
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum, »Ud af mørket og ind i hans vidunderlige lys«, Liahona, juli 2007, s. 78).