Evangeliske klassikere
Almindelige mænd, ualmindelige kaldelser
Er generalautoriteter menneskelige?« Jeg vil tro, at det er et spørgsmål, som ligger mange på sinde og har gjort det siden tidernes morgen. Det udspringer naturligt af den høje agtelse, som vi har for de embeder, som disse brødre er kaldet til at varetage.
Jeg mindes en hændelse fra Kirkens tidlige historie, da forfølgelse og vanskeligheder hærgede. Heber C. Kimball, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, befandt sig i en situation, hvor han havde søgt husly hos et medlem af Kirken, en enke. Hun tilbød ham det, hun nu havde – brød og mælk – og lod ham få et værelse med en seng. Han gik til ro. Hun tænkte: »Nu har jeg muligheden. Der er noget, jeg gerne vil vide (– og det er sådan set det samme spørgsmål: Er generalautoriteter menneskelige?) Jeg vil gerne vide, hvad en apostel siger, når han beder til Herren.« Så da døren var lukket, sneg hun sig hen til den og lyttede. Hun hørte bror Kimball sætte sig på sengen. Hun hørte hver af hans sko ramme gulvet. Hun hørte ham lægge sig tilbage i sengen og udtale disse ord: »Åh, Herre, velsign Heber. Han er så træt.«
Det er et emne, som folk ofte har en forkert opfattelse af. Mange mennesker havde samme spørgsmål i tankerne på Joseph Smiths tid. Han sagde: »I morges blev jeg præsenteret for en mand ude østfra. Da han havde hørt mit navn, bemærkede han, at jeg jo blot var et menneske, og med sin udtalelse antydede han, at han havde ventet, at den, som Herren skulle se det passende at åbenbare sin vilje til, skulle være noget mere end et menneske. Han syntes at have glemt de ord, som lød fra Skt. Jakobs læber, nemlig at Elias var et menneske, som var underlagt samme lidenskaber som os andre, og dog nød han så stor magt hos Gud, at han, som svar på sin bøn, lukkede himlen, så det ikke regnede i et tidsrum af tre år og seks måneder; og igen, som svar på hans bøn, lod himlen atter regnen falde, og jorden gav afgrøde (se Jak 5:17-18). Ja, så stor er mørket og uvidenheden blandt denne slægt, at de betragter det som utænkeligt, at et menneske skulle tale med sin Skaber.«1
Dette er verdens udbredte synspunkt: »Hvis der findes noget sådan som en profet, så er han så ædel og ophøjet, at han er forskellig fra almindelige mennesker.« De burde tænke på Johannes Døber, der levede af græshopper og vilde biers honning ude i ørkenen, eller på en som Enok, om hvem folk sagde: »En vild mand er kommet iblandt os« (se Moses 6:38).
Der synes at herske noget af samme tanke i Kirken i dag. Vi tænker på embedets værdighed og herlighed og storhed. Noget af den følelse overføres så på det menneske, som besidder embedet.
Der findes måske en måde, hvorpå man kan sætte dette emne bedre i perspektiv. I stedet for at spørge: »Er generalautoriteter menneskelige?«, så lad mig spørge jer: »Er jeres biskop menneskelig?« Hvad ville svaret så være? Eller hvis jeg spurgte: »Er missionærerne menneskelige?« – ville svaret så være ja eller nej? Det kommer jo helt an på, hvad vi taler om. De er bestemt menneskelige i den betydning, at alle de mangler, svagheder og vanskeligheder, som er almindelig for den menneskelige race, også berører alle dem ligesom os andre. Men på den anden side burde hverken generalautoriteter, biskopper eller missionærer – og dette gælder samtidig også alle andre medlemmer af Kirken – være menneskelige i betydningen verdslige eller kødelige. Ingen af os bør være »menneskelige,« hvis man derved mener, at man lever som verdslige mennesker gør.
Når vi tilslutter os Kirken, forsager vi verden. Det er meningen, at vi skal overvinde verden. Med Mormons Bogs ord skal vi aflægge det naturlige menneske og blive hellige ved Herren Jesu Kristi forsoning (se Mosi 3:19). Hvis vi alle sammen lever op til vores potentiale og hæver os til de standarder, som vi bør have, vil ingen af os være menneskelige i den verdslig eller kødelig forstand. Alligevel ville vi være det i den forstand, at vi er dødelige og underlagt det, der følger med.
I min bog Mormon Doctrine skrev jeg følgende under overskriften »Generalautoriteter«: »Nogle generalautoriteter er bemyndiget til at udføre nogle opgaver og andre til at udføre andre opgaver. Alle er underlagt den strenge disciplin, som Herren altid pålægger sine hellige og dem, der præsiderer over dem. De stillinger, som de besidder, er store og ophøjede, men de mennesker, der sidder i disse embeder, er ydmyge mænd som deres brødre i Kirken. Kirkens medlemmer er så velkvalificerede og har modtaget så meget undervisning, at der er mange, som – hvis de blev kaldet, opretholdt og indsat – kunne tjene godt i næsten enhver vigtig kaldelse i Kirken.«2
Længere fremme i bogen findes en anden udtalelse under overskriften »Profeter«: »Trods al deres inspiration og storhed er profeter dog dødelige mennesker med de ufuldkommenheder, som kendetegner mennesker generelt. De har deres holdninger og fordomme, og i mange tilfælde må de løse deres problemer uden inspiration. Joseph Smith skrev, at han ›talte med en bror og søster Michigan, som troede, at ›en profet altid er profet‹; men jeg fortalte dem, at en profet kun var profet, når han virkede som sådan.‹«3
Således kan selv profeters holdninger og synspunkter være forkerte, medmindre disse holdninger og synspunkter er inspireret af Ånden. Inspireret skrift og inspirerede udtalelser bør anerkendes som sådan. Men vi har et problem. Paulus var en af historiens største teologer og profeter, men han havde nogle holdninger, som ikke var helt i overensstemmelse med Herrens følelser, og han skrev nogle af dem ned i sine breve. Men da han var vis og diskret, gjorde han opmærksom på det. Han sagde: »Det er, hvad jeg mener.« Når han havde fortalt det, sagde han: »Det her er, hvad Herren mener.« Paulus’ synspunkter, hans private holdninger, var ikke så fuldkomne, som de kunne have været.
Profeter er mennesker, og når de handler ved inspirationens Ånd, er det, de siger, Herrens røst – men de er dog dødelige, og derfor har de ret til at have deres egne meninger, og det har de også. Takket være deres store visdom og dømmekraft kan deres synspunkter være så kloge som noget dødeligt menneskes, men medmindre de er inspirerede, medmindre de er i overensstemmelse med åbenbaringerne, kan de tage fejl ligesom alle andre kirkemedlemmer.
Vi behøver ikke at spekulere på, om generalautoriteterne taler ved Åndens inspiration eller ej – vi kan få vished for det. Jeg vil minde jer om en af Joseph Smiths berømte udtalelser i den forbindelse: »Ånden åbenbarer ikke noget til Joseph, som han ikke vil åbenbare til De Tolv eller til det mindste eller nyeste medlem af Kirken, så snart vedkommende er parat til at høre det.«4
Det er fuldkomment. Det er den samme lære, som Paulus forkyndte. Paulus sagde: »I kan alle komme til at tale profetisk.« Han sagde: »I skal stræbe efter at tale profetisk« (1 Kor 14:31, 39). Hele Kirkens medlemsskare, hele Kirken, forventes at modtage åbenbaring. Det er ikke forbeholdt en udvalgt elite, missionærerne eller biskopperne. Vi bør modtage åbenbaring. Vi bør alle være som apostlene og profeterne.
Fra »Spørgsmål og svar, Bruce R. McConkie: Er generalautoriteterne menneskelige?«, Stjernen, juli 1973.