2007
Prøvelsens aften
September 2007


Prøvelsens aften

Det sidste år i folkeskolen, tog alle eleverne på en campingtur i Negros Occidental i Filippinerne, inden vores eksamen. Vi slog vore telte op på lejrpladsen og hyggede os med at udforske området mellem guava- og mangotræerne. Da aftenen faldt på, kom mine forældre for at se til mig. De sagde, at jeg skulle passe godt på mig selv, og så tog de hjem igen.

En af mine klassekammerater inviterede mine venner og mig med ud at køre med ham og hans ældre fætter. Hans fætter kørte os rundt, og vi hyggede os, indtil mine klassekammerater – til min store overraskelse – hev øl og cigaretter frem. Vi parkerede bilen i nærheden af lejrpladsen, og de begyndte at drikke øl og ryge i bilen. De opfordrede mig til at være med, men jeg afslog det.

Jeg sagde, at jeg ikke ville være med til det, fordi rygningen ville afkorte mit liv. Jeg sagde også, at det er imod min tro, fordi jeg er blevet undervist i visdomsordet. Jeg fortalte dem, at visdomsordet er en lov, der lærer os, at vi skal holde vores legeme rent, fordi det er Guds tempel. Jeg fortalte dem, at vi skal undgå rygning, indtagelse af spiritus, te og kaffe og narkotika. Min bedste ven og jeg forlod gruppen og lagde os til at sove i vores telt.

Da jeg kom hjem, var jeg glad for at kunne fortælle min far, at jeg ikke havde sluttet mig til mine klassekammerater, men i stedet fortalt dem om visdomsordet. Jeg var glad for, at Helligånden var der til at vejlede mig og indgyde mig mod til at sige noget til mine venner.

Den oplevelse lærte mig, at vores lydighed bliver sat på prøve, når vi er ude på egen hånd uden forældre eller andre, som kan støtte os. Jeg er taknemlig for visdomsordet, og jeg er fast besluttet på at efterleve det. Når jeg bliver gammel nok, tager jeg på mission og underviser mange mennesker om betydningen af visdomsordet.