Mil efter mil af glade smil
»Alting hos jer skal ske i kærlighed« (1 Kor 16:14).
Bygger på en virkelig hændelse
Marcus kiggede på den knitrende ild i bålet, mens han lyttede til sin fars lektion. »Vi bør alle følge Jesu Kristi eksempel, så vi kan være glade,« sagde far til familien. De sad på træstammer omkring bålet. »Det er meget vigtigt, at vi altid udviser næstekærlighed over for andre,« sagde han.
»Hvad er næstekærlighed, far?« spurgte Marcus.
Far lagde mere brænde på bålet. »Næstekærlighed er Kristi rene kærlighed,« forklarede han. »Vi kan ikke blive frelst i Guds rige uden den.«
Marcus så forvirret ud. Far kiggede rundt på familien og spurgte: »Kan nogle af jer komme i tanke om eksempler på næstekærlighed, så Marcus bedre kan forstå, hvad det er?«
Mor vendte en skumfidus på en pind over ilden. »Da mrs. Clanton faldt og kom til skade med hoften, hjalp jeg hende med at ordne hendes hus,« sagde hun.
Tanner fortalte, hvordan han den forrige uge havde hjulpet diakonerne med at indsamle mad og tøj til byens fattige og hjemløse.
Ashley havde været venner med en pige fra kvarteret, som de andre piger ignorerede.
»Far ordnede mr. Johnsons tag, fordi mr. Johnson sidder i kørestol,« sagde mor.
»Gælder det også at passe Jo-Jo?« spurgte Marcus. Jo-Jo var hans hamster. »Jeg fodrer ham og skifter hans vand og giver ham en ny sok til at sove på.« Marcus bed i en stegt skumfidus.
»Enhver venlig gerning, som vi gør mod nogen – også Jo-Jo – er næstekærlighed,« sagde far.
»Jeg vil gerne gøre noget for nogen, der er større end Jo-Jo, ligesom dig og mor og Tanner og Ashley gør,« sagde Marcus. »Men jeg er nok for lille.«
»Man behøver da ikke at være stor for at hjælpe nogen, vel, Marcus?« spurgte far. »Eller for at få sine bønner besvaret?«
Marcus smilede. »Nej.«
»Hvorfor ikke bede din himmelske Fader hjælpe dig med at finde nogen, du kan hjælpe, og når tiden er inde, så opdager du det nok.«
»Hvordan kan jeg vide det?« spurgte Marcus.
Ashley lænede sig frem og tørrede lidt skumfidussnask af Marcus’ mundvige. »Du kan mærke det dybt i dig selv, ligesom den skumfidus du lige har spist,« sagde hun.
Senere den aften lå Marcus i sin sovepose. Han lyttede til træernes grene, der gned mod hinanden uden for teltet. »Kære himmelske Fader, hjælp mig med at finde en, som jeg kan hjælpe,« bad han. »Jeg er kun en lille dreng, men far sagde, at man ikke skal være stor for at være venlig eller hjælpsom over for andre. Jeg hjælper Jo-Jo og min familie ved at være venlig og passe mine pligter, men jeg vil gerne gøre noget for en anden. Jesus hjalp så mange mennesker, og jeg vil gerne være ligesom ham.«
En lørdag eftermiddag to uger senere hjalp Marcus sin mor ude i blomsterbedet. Han lagde mærke til, at deres nabo sad helt alene ude i gyngestolen på verandaen. Hun så trist ud. »Hvad er der i vejen med mrs. Walton, mor?« spurgte Marcus.
Mor, der havde siddet bøjet over blomsterbedet, rettede sig op og kiggede på deres nabo. »Mr. Walton døde for næsten et år siden, og hun savner ham meget. Nogle dage har hun det meget slemt, og i dag må være en af de dage.«
Marcus rejste sig og kiggede på mrs. Walton hen over den lave hæk, som adskilte de to haver. Han mærkede en følelse dybt inde i sig. Den blev større og varmere, ligesom bålets ild havde gjort det, da hans far lagde mere brænde på det. »Må jeg plukke en af vores store gule blomster og give den til mrs. Walton?« spurgte Marcus.
Mor smilede og nikkede.
Kort efter stod Marcus foran mrs. Walton. Hun så overrasket ud. Marcus rakte hende blomsten. »Den er til dig,« sagde han.
Hun tog imod blomsten og så på Marcus. Han satte sig i gyngen ved siden af hende. Han sagde ikke noget. Han smilede bare. Mrs. Walton klappede Marcus’ hånd, og de to sad stille og lyttede til to røde fugle, som sang i hendes ahorntræ. Så kiggede mrs. Walton igen på Marcus. Han smilede stadig.
»Du har mil efter mil af glade smil,« sagde hun. »Er du klar over det?« Marcus blev ved med at smile. »Dine smil kom netop, da jeg havde allermest brug for dem. Tak.«
Den aften lagde Marcus frisk savsmuld i Jo-Jos bur, inden han gik i seng. »Jo-Jo, i dag hjalp jeg mor i blomsterbedet, og jeg hjalp mrs. Walton med at blive glad. Det gjorde også mig glad. Jeg behøver ikke at være stor for at hjælpe andre. Jeg kan være som Jesus lige nu.«
»Vi kan vise Kristi kærlighed gennem enkle gerninger.«
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum, »Fællesskabets bånd«, Stjernen, jan. 1989, s. 24.