Vores svar
En enkel bøn ændrede min familie for altid.
»Han [vil] tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft« (Moro 10:4).
Jeg kan stadig huske den første gang, jeg så to mænd, der stod i vores døråbning i Peru. De bar hvide skjorter og slips, og de var så høje! Jeg syntes, at de havde nogle varme smil.
»De må være flinke,« tænkte jeg. Mine forældre må have tænkt det samme, for kort tid efter kom missionærerne ofte i vores hjem.
Jeg holdt af at lytte til missionærerne og havde altid en fornemmelse af, at de fortalte sandheden.
»Vil du ikke gerne døbes, mamá?« spurgte jeg min mor en dag.
Hun smilede. »Det vil jeg gerne. Men jeg vil døbes sammen med din far.«
Jeg nikkede. Jeg var ni år gammel og gammel nok til at blive døbt. Men jeg ville også gerne døbes med min far, og han var ikke sikker på, om han troede på det, som missionærerne underviste i.
»Bliv ved med at bede, og så vil tiden komme,« sagde mor, som om hun kunne læse mine tanker.
Jeg vidste, at missionærerne havde udfordret min far til at følge opfordringen i slutningen af Mormons Bog om oprigtigt at spørge Gud, om evangeliet er sandt. Så en aften besluttede jeg mig for at hjælpe min far med den udfordring. Jeg spurgte, om vi skulle bede sammen, som missionærerne havde sagt. Vi gik ind på mit værelse og knælede ned. Han spurgte, hvem af os, der skulle bede bønnen.
»Det må du gerne,« sagde jeg.
Min far begyndte at bede til vor himmelske Fader. Da min far spurgte, om vi skulle blive døbt, blev vi svøbt i en følelse af kærlighed og fred. Den var så stærk, at min far holdt op med at bede et øjeblik. Vi vidste, at vi skulle døbes.
Jeg vil aldrig glemme det blik i min fars øjne, da han havde afsluttet bønnen.
»Vi har fået vores svar,« hviskede han og gav mig et kram.
Jeg smilede, idet jeg begravede mit ansigt ved hans skulder. Helligånden gjorde det muligt for os at kende sandheden (se Moro 10:5).