Lederens vej til åbenbaring
Lokale præstedømme- og organisationsledere fortæller om fire principper, der har hjulpet dem til at handle under inspiration i deres kaldelser.
»Da jeg først blev kaldet, følte jeg mig overvældet,« fortæller en grenspræsident, der nu har tjent i flere år. »Jeg havde tro på, at min himmelske Fader vidste, hvordan medlemmerne og deres familier skulle velsignes, men hvordan kunne jeg vide, hvad han specifikt ønskede, at jeg skulle gøre for at hjælpe dem?«
Præsidenten kendte til to principper, der havde styrket ham som nyomvendt til Kirken og som ung far: Skriftstudium og bøn. Så dem førte han ud i livet med fornyet iver.
»Da jeg gjorde det, følte jeg, at jeg skulle læse det, der stod i L&P 9:8: ›Du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge [Herren], om det er rigtigt‹. Da jeg læste ordene endnu engang, vidste jeg, at Herren allerede vejledte mig på vejen til åbenbaring.«
Det er en vej, som alle ledere må gå ad, for at være effektive i deres kaldelser. Og når de søger den inspiration, som de er berettiget til, lærer de igen og igen at visse evangeliske principper fremmer guddommelig vejledning. Her er fire af dem:
1. Rådfør jer med hinanden
»Jeg har lært, at selv når jeg føler stærk tilskyndelse til at gøre noget, får jeg forsikring om det, når jeg drøfter det med mine rådgivere,« siger en tidligere hjælpeforeningspræsident i en gren. »Nogle gange bekræftede de blot, at de havde følt det samme, og så gik vi fremad i enighed. Men andre gange hjalp de mig til at se ting, jeg ikke havde bemærket, og så kunne vi enten ændre på det, som vi havde gang i, eller være mere følsomme i måden, vi udførte det på. Så kunne vi stadig gå fremad i enighed.«
Vi kan også finde råd i håndbøgerne, ved studium af konferencebudskaber og gennem bøn.
»Nogle af de bedste råd, jeg modtager, kommer, når jeg læser og genlæser taler fra generalkonferencen,« fortæller en Unge Pigers præsident. »Når jeg så knæler ned i bøn, spørger jeg min himmelske Fader om de ting, som jeg har studeret og om, hvordan jeg anvender lærdommene fra levende profeter og organisationslederne til at hjælpe de unge piger.«
En rådgiver i stavens søndagsskolepræsidentskab siger: »Når vi mødes som præsidentskab, læser vi altid et kort stykke i Håndbog 2: Forvaltning af Kirken. Når vi regelmæssigt gennemlæser den vejledning, vi allerede har modtaget, hjælper Ånden os til at forblive i overensstemmelse med retningslinjerne.«
»Jeg finder stor trøst i at vide, at Herrens kirke er en kirke bestående af råd,« siger en stavspræsident. »Det er en enestående oplevelse at lede et råd, hvor mennesker, der tilsammen har en masse visdom og erfaring, kan bede sammen og så drøfte den bedste måde at komme videre på. Deres inspiration gør mig i stand til at gennemtænke alternativer, lytte til Ånden, og så have fuld tillid til at fremføre min beslutning for Herren«1
Sommetider indebærer det at søge råd, at man finder nogen med større erfaring. »Jeg stod og skulle hjælpe en familie med økonomiske problemer og følte mig tilskyndet til at lade dem tale med en bror i menigheden, som var finansiel rådgiver,« fortæller en nyligt afløst biskop. »Han var i stand til at hjælpe dem på måder, som jeg aldrig ville have kunnet gøre.«
En anden biskop, som var blevet rådet til, at biskopper bør lade andre ledere i menigheden træde til og udføre deres opgave, beretter om følgende oplevelse: »Der var en enke i vores menighed, der ønskede at få besøg af biskoppen mindst en gang om ugen. Ifølge hende var det kun et besøg fra biskoppen, der duede. Jeg forsøgte at besøge hende så ofte, som muligt, men jeg havde mange ansvar, deriblandt en ung familie. Til sidst besøgte jeg hende igen med en af mine rådgivere.
Mens vi talte sammen, følte jeg mig tilskyndet til at sige: ›Kære søster, du ved, at jeg som din biskop holder meget af dig. Og fordi jeg holder meget af dig, har jeg bedt to af vore trofaste melkisedekske præstedømmebærere og to af vore vidunderlige hjælpeforeningssøstre om at kigge forbi mindst en gang om måneden, eller mere, hvis det er nødvendigt. De melder tilbage til mig, hvis du har nogen former for behov eller bekymringer. Er det i orden?‹ ›Selvfølgelig, biskop‹ sagde hun. Jeg spurgte, om hun gerne ville have deres navne at vide, og hun svarede ja. Da jeg fortalte hende navnene, sagde hun: ›De er mine hjemmelærere og besøgslærere!‹ Og jeg svarede: ›Nu forstår du, hvordan Herren ønsker, at vi våger over dig.‹«
2. Lyt omhyggeligt
Ledere beretter også om, at evnen til at lytte og til at skelne er en hjælp, når der søges inspiration.
»Når vi mødtes med søstre, forsøgte jeg at høre mere end blot de ord, de talte,« siger en hjælpeforeningspræsident fra en menighed. »Sommetider kunne jeg gennem Ånden føle, at de havde brug for hjælp. Jeg følte mig velsignet over at se det i deres øjne eller fornemme det i deres holdning. Sommetider har jeg endda sagt: ›Jeg er din hjælpeforeningspræsident, og jeg føler, at du har brug for noget. Hvordan kan jeg hjælpe dig?‹ Jeg føler, at jeg ofte modtager inspiration ved at spørge: ›Hvad ville Frelseren gøre?‹«
»Jeg påskønner den måde, som vores biskop lytter til søstrene i vores menighedsråd på,« siger en primarypræsident fra en menighed. »Han spørger altid til, hvordan vi har det, og lytter omhyggeligt til alt, hvad vi har at sige. Flere gange har han sagt: ›Vi må huske på, at hustruer, mødre og enlige søstre modtager megen indsigt.‹«
»Vi må også huske på, at det at lytte indebærer at lytte til Ånden,« siger en gruppeleder hos højpræsterne. »Den mest nøjagtige vurdering af en leders succes, er hans eller hendes evne til at føle og følge Ånden. Præsident Monson har vist dette igen og igen.«2
3. Stå på hellige steder
Ledere erfarer også, at visse steder er befordrende for at modtage inspiration.
»For mig er templet det ultimative sted at føle inspiration,« siger en rådgiver i et biskopråd. »Når jeg gerne vil føle mig tæt på Herren, tager jeg til hans hus, så jeg kan føle mig fri fra bekymringer og fokusere på at lytte til Ånden.«
»Jeg har et værelse i mit hjem, der bliver brugt som mit kontor,« siger en stavspatriark. »Jeg har bedt Herren om at lade det være et sted, hvor Ånden kan føle sig velkommen. Når jeg forbereder mig på at give en velsignelse, går jeg derind og beder. Det er også der, at jeg holder interviews og giver velsignelser.«
»Vores kirkebygning er indviet til at være et sted til tilbedelse,« siger en biskop. »Sommetider på en hverdagsaften, når jeg gerne vil føle fred, sidder jeg i kirkesalen. Jeg tænker på menighedens medlemmer og på, hvor meget Frelseren elsker dem. Eller også synger jeg en salme.«
»For mig er Primary et helligt sted,« siger en anden biskop. »Når jeg gerne vil føle mig begejstret og opmuntret, går jeg ind og sætter mig sammen med primarybørnene, når de synger. Det opløfter mig altid.«
»Bøn kan gøre ethvert sted til et helligt sted,« siger Unge Mænds præsident i en gren. »Tænk på åbenbaringerne, som profeten Joseph Smith modtog, da han sad i fængslet i Liberty. Han var i stand til at gøre det til et helligt sted ved at påkalde Herren.«
4. Handler med autoritet
»Nogle medlemmer i vores menighed tog ikke kaldelserne alvorligt,« fortæller en biskop. »Jeg følte, at jeg kunne hjælpe dem ved at forklare, hvordan vi som biskopråd havde bedt om at vide, hvem der skulle kaldes, og at vi havde modtaget et svar. Jeg ønskede at lade dem vide, at Herren havde kaldet dem gennem ledere, der havde myndighed. Det gjorde en stor forskel, da de vidste, at deres kaldelser var inspireret, og at Herren forventede, at de også søgte inspiration til at højne det kald.«
Han og hans rådgivere havde fulgt vejen til åbenbaring, en vej, der er ligger åben for alle Kirkens medlemmer og ledere. Og ved at beskrive den vej, de havde fulgt, inspirerede de også andre.