Til sin egen tid og på sin egen måde
Fra en tale til nye missionspræsidenter den 27. juni 2001.
Åbenbaring er en realitet. Den kommer på Herrens måde og ifølge Herrens tidsplan.
Jeg vil gerne se nærmere på nogle principper, der gælder for al kommunikation fra Ånden – kommunikation til personen, der underviser, og til personen, der søger at lære, og til ethvert medlem af Kirken.
For det første bør vi forstå, at Herren taler til os gennem Ånden til sin egen bestemte tid og på sin egen måde. Mange mennesker forstår ikke dette princip. De tror, at når de er parate, og når det passer ind i deres planer, så kan de påkalde Herren, og straks vil han svare, og endda på den måde, som de ønsker. Sådan kommer åbenbaring ikke.
At gøre sig egnet til åbenbaring
For at modtage åbenbaring er det væsentligt, at man forpligter sig til at gøre alt, hvad der står i ens magt og dømmekraft. Dette betyder, at vi må tjene og arbejde.
Det er vigtigt, at man går fremad med at tjene og arbejde for at kvalificere sig til åbenbaring. I mit skriftstudium har jeg lagt mærke til, at de fleste åbenbaringer, der bliver givet til Guds børn, kommer, når de er på farten, ikke når de sidder tilbagelænet i deres bolig og venter på, at Herren skal fortælle dem om det første skridt, der skal tages.
Det er fx bemærkelsesværdigt at lægge mærke til, at åbenbaringen, der kendes som »Herrens ord og vilje angående Israels hær« (L&P 136:1) ikke blev givet i Nauvoo, mens De Tolvs Kvorum planlagde udrejsen fra Nauvoo i de sorgfulde dage efter profetens martyrium i 1844; ej heller blev den givet på bredden af Mississippifloden. Den blev givet i Winters Quarters i Nebraska, efter de hellige havde brugt et udmattende år på at flytte vestpå fra Nauvoo over Iowa til midlertidige lejre ved Missourifloden. Åbenbaringen om at flytte de helliges færden over sletterne blev givet den 14. jan. 1847, da de hellige allerede havde vandret en tredjedel af vejen til dalene.
Vi modtager tilskyndelser fra Ånden, når vi har gjort alt, hvad vi kan, når vi arbejder under den bagende sol frem for at sidde tilbagelænet i skyggen og bede om vejledning angående det første skridt, vi skal tage. Åbenbaring kommer, når Guds børn er på farten.
Så vi gør alt, hvad vi kan. Og så venter vi på Herrens åbenbaring. Han har sin egen tidsregning.
Timing og type
For 35 år siden, da jeg var rektor på Brigham Young University, lagde vi planer om at overtale USA’s præsident til at komme og tale på universitetet. Vi havde nogle tidspunkter, der passede os, og der var ting, som vi gerne ville have ham til at tale om og gøre under sit besøg. Men vi var alle kloge nok til at vide, at vi ikke kunne tage kontakt til USA’s højeste autoritet og invitere ham til at komme til BYU – og tale til 26.000 mennesker – og så sætte betingelser for hans besøg.
Når nu vi inviterede præsidenten, indebar det også, at vi implicit sagde: »Vi byder Dem velkommen til at komme når som helst og i det tidsrum, De ønsker, og til at tale om det, De måtte ønske, samt gøre, som det behager Dem, under Deres besøg. Vi tilpasser vores skema og aftaler fuldstændigt efter Deres besøg.«
Hvis det er måden et samfund på 26.000 mennesker må henvende sig til den højeste autoritet i nationen på, så bør det ikke komme som en overraskelse, at ingen – uanset status – kan sætte betingelser for eller lægge personlig timing på et besøg eller kommunikation fra universets højeste autoritet.
Dette er i sandhed det princip, som Herren åbenbarede til sine børn i den store åbenbaring, der står trykt i det 88. afsnit i Lære og Pagter. Herren sagde: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig; bed, så skal I få; bank på, så skal der blive lukket op for jer« (v. 63).
Dernæst erklærede Herren, at hvis vi alene havde hans ære for øje, ville hele vores legeme fyldes med lys, og vi ville være i stand til at forstå alting. Så fulgte hans instruktioner med dette store løfte: »Helliggør derfor jer selv, så I alene har Gud i sinde, og så skal de dage komme, da I skal se ham; for han vil fjerne sløret fra sit ansigt for jer, og det skal ske til hans egen tid og på hans egen måde og efter hans egen vilje« (v. 68; fremhævelse tilføjet).
Princippet, der står i den åbenbaring, gælder for enhver kommunikation fra vor himmelske Fader. Vi kan ikke fremtvinge det, som er åndeligt.
For det meste er »hans egen måde« ikke den stormende afbrydelse eller blændende lys, men det, som skriften kalder for »den stille, sagte røst« (1 Kong 19:12; 1 Ne 17:45; L&P 85:6). Nogle har misforstået dette princip med det resultat, at nogle mennesker udelukkende har ventet på de storslåede manifestationer, som vi finder i skrifterne, og ikke har hørt den »stille, sagte røst«, som taler til dem. Det svarer til, at vi beslutter os for, at vi kun vil lære fra en lærer, der råber, og at vi nægter at lytte til selv den klogeste undervisning, der kommer som en hvisken.
Vi bør være klar over, at Herren sjældent taler højt. Hans budskaber kommer som regel altid som en hvisken.
Åbenbaring som oplysning og fred
En af de bedste forklaringer på, hvordan Ånden underviser os, findes i den åbenbaring, der blev givet til Oliver Cowdery i Harmony i Pennsylvania i april 1829. I denne åbenbaring sagde Herren til Oliver:
»Ja, se, jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.
Se nu, dette er åbenbarelsens ånd« (L&P 8:2-3; fremhævelse tilføjet).
Profeten Joseph Smith henviste på samme måde til åbenbaringens ånd som »den rene intelligens,« som kan »give dig et pludseligt indfald af visse tanker.«1 I en anden åbenbaring, blev Oliver påmindet om, at han havde adspurgt Herren, og at »så ofte som du har adspurgt, har du modtaget undervisning fra min Ånd« (L&P 6:14). På hvilken måde kom belæringen? »Se,« sagde Herren, »du ved, at du har adspurgt mig, og jeg oplyste dit sind« (v. 15; fremhævelse tilføjet). Samme lære blev gentaget i en åbenbaring, der blev givet Hyrum Smith, hvori Herren sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde« (L&P 11:13; fremhævelse tilføjet). Dette er fantastiske beskrivelser af den måde, hvorpå Herren kommunikerer med os ved sin Ånd.
I yderligere instrukser til Oliver Cowdery, mindede Herren ham om dengang, hvor han bad om at få »sandheden om dette at vide« (L&P 6:22). Og Herren beskrev, hvorledes han havde besvaret bønnen og givet Oliver en åbenbaring. »Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen? Hvad større vidnesbyrd kan du få end et fra Gud?« (v. 23; fremhævelse tilføjet).
Ud fra disse åbenbaringer lærer vi, at Gud underviser os gennem sin Ånds kraft, hvilket oplyser vores sind og indgyder fred hos os angående de spørgsmål, vi har stillet.
Åbenbaring er en følelse
Ud fra disse åbenbaringer lærer vi også, at det ikke er en passiv ting at blive undervist ved Ånden. Ofte kommer Herrens kommunikation ikke til os, førend vi selv har udtænkt tingene i vores eget sind. Derefter modtager vi en bekræftelse.
Denne proces blev forklaret til Oliver Cowdery i en anden åbenbaring, som blev modtaget i Harmony i Pennsylvania i april 1829. Herren forklarede, hvorfor Oliver ikke havde været i stand til at oversætte Mormons Bog:
»Se, du har ikke forstået det; du er gået ud fra, at jeg ville give dig det, uden at du gjorde dig nogen tanke ud over at spørge mig.
Men se, jeg siger dig, at du må gennemtænke det i dit eget sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt; og hvis det er rigtigt, vil jeg bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt« (L&P 9:7-8; fremhævelse tilføjet).
Det er muligvis en af de vigtigste og mest misforståede lærdomme i hele Lære og Pagter. Åndens belæringer kommer ofte som følelser. Den kendsgerning er af stor betydning, men alligevel misforstår nogle, hvad det betyder. Jeg kender til mennesker, som tror, at de aldrig har modtaget et vidnesbyrd fra Helligånden, fordi de aldrig har følt deres hjerte »brænde« i dem. Denne brænden i brystet er ikke en fysisk følelse af varme som en forbrænding, men er en følelse af fred og varme og klarhed og godhed.
Åbenbaring er ikke konstant
Åbenbaring er ikke konstant. Herren har grænser for, hvor ofte han taler til os gennem sin Ånd. Manglende forståelse af dette har ført til, at nogle blevet vildledt ved at forvente åbenbaringer alt for ofte.
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har angående Åndens virke sagt: »Jeg har lært, at stærke, imponerende åndelige oplevelser ikke kommer til os særligt ofte.«2
For at illustrere denne pointe, overvej da, hvad vi har lært om vore første forældre efter de blev kastet ud af Edens have og udelukket af Herrens nærhed. Herren gav Adam befaling om at ofre de førstefødte i sine flokke, som et offer til Herren. Han adlød. Kommunikerede Herren straks med ham? Skriften lyder: »Og efter mange dage viste en engel fra Herren sig for Adam« (Moses 5:6; fremhævelse tilføjet).
William E. Berrett, en af vore bedste undervisere i evangeliet, der virkede som administrator på BYU og i Kirkens Uddannelsessystem, har sagt følgende om konstant eller vedvarende åbenbaring: »De, som beder om, at Ånden må give dem øjeblikkelig vejledning i enhver lille ting, åbner sig for falske ånder, der synes at være evigt rede til at besvare vore bønner og forvirre os … De mest forvirrede mennesker i Kirken, som jeg har mødt, er dem, der søger personlig åbenbaring i alt. Fra solopgang til solnedgang ønsker de personlig forsikring fra Ånden i alt, hvad de foretager sig. Jeg siger, at de er de mest forvirrede mennesker, jeg kender, fordi det sommetider forekommer, at svaret kommer fra den forkerte kilde.«3
Profeten Joseph Smith har sagt noget lignende: Når de hellige »beder ydmygt for nådens trone,« bør de ikke gøre det over ubetydelige ting, men snarere »[bede] oprigtigt om de bedste gaver,« rådede han.4 Det er et vigtigt princip. Vi beder konstant om vejledning, men vi bør ikke forvente konstant åbenbaring. Vi forventer fortsat åbenbaring, hvilket er en vedvarende vished om åbenbaring, når vi søger vejledning, og vore omstændigheder er således, at en vis og kærlig Herre vælger at skænke os det.
Åbenbaring og vidnesbyrd
Åbenbaring finder virkelig sted. Stemmer bliver hørt fra bag sløret. Dette ved jeg. Men disse oplevelser er usædvanlige. Og når vi får en fantastisk og usædvanlig oplevelse, taler vi sjældent om den offentligt, da vi bliver pålagt ikke at gøre det (se L&P 63:64), og fordi vi forstår, at der slukkes for åbenbaringens kanaler, hvis vi viser disse ting for verden.
Størstedelen af åbenbaringen, der kommer til ledere og medlemmer af Kirken, kommer ved den »stille, sagte røst« eller snarere som en følelse end et syn eller en stemme, der taler specifikke ord. Jeg vidner om realiteten af denne type åbenbaring, som for mig er en velkendt, selv daglig oplevelse, der leder os i Herrens værk.
På trods af disse åbenbaringsprincipper er der mennesker, som ikke vil anerkende deres vidnesbyrd eller åndelige fremgang, før de har haft en mirakuløs oplevelse. De forstår ikke, at for de fleste mennesker – især for dem, der er opvokset i Kirken – er den værdifulde åbenbaring, der giver os et vidnesbyrd, ikke en hændelse, men en proces. Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) forklarede: »At blive født på ny er en gradvis ting, undtagen i nogle få isolerede tilfælde, der er så mirakuløse, at de bliver optegnet i skriften. Hvad angår Kirkens medlemmer i almindelighed, bliver vi gradvist født på ny, og vi bliver født på ny til øget lys og øget kundskab og øget ønske om retskaffenhed, idet vi holder befalingerne.«5
Vi bør forstå, at Herren vil tale til os til sin egen tid og på sin egen måde. Det er ofte det, skriften kalder den oplysende »stille, sagte røst«. Vi er ofte nødt til at handle ud fra vores egen dømmekraft, kun påvirket af Åndens begrænsede tilskyndelser, hvis vi har forvildet os ud over de tilladte grænser.
Åbenbaring er en realitet. Den kommer på Herrens måde og ifølge hans tidsregning.
Jeg vidner om, at disse ting er sande. Vi har Helligåndsgaven, retten til at have Herrens Ånds konstante ledsagelse til at vidne om Faderen og Sønnen, til at lede os til sandhed, til at belære os i alle ting, og til at minde os om alt (se Joh 14:26; 16:13).
Ud fra åbenbaringer til Hyrum Smith (afbilledet herover) og Oliver Cowdery lærer vi, at Gud underviser os gennem sin Ånds kraft, hvilket oplyser vores sind og indgyder fred i os om de spørgsmål, vi har stillet.
Herren kommunikerede ikke straks med Adam, efter han havde adlydt befalingen om at ofre de førstefødte af sin flok. Skriften lyder: »Og efter mange dage viste en engel fra Herren sig for Adam« (Moses 5:6).