Vidnesbyrd gennem seminar
Forfatteren bor i São Paulo, Brasilien.
Min mor underviste mig i evangeliet, da jeg var lille, men fordi min far ikke var medlem af Kirken, undrede jeg mig altid over, om jeg var på rette den sti. Jeg forstod aldrig, hvorfor min far ikke havde tilsluttet sig Kirken, hvis den virkelig var sand. Men jeg holdt stadig meget af at komme i Primary og synge salmerne. Jeg holdt også af, at min mor læste i skrifterne for mig, og lidt efter lidt begyndte jeg at udvikle mit eget vidnesbyrd.
Da jeg rykkede op i Unge Piger, var et af de første mål, jeg satte mig, at bære mit vidnesbyrd hver fastesøndag. Det blev en vane for mig at bære mit vidnesbyrd, og det styrkede mit ønske om at øge min viden, når jeg kunne begynde i seminar.
Mit første år i seminar handlede om Det Gamle Testamente. Det år begyndte jeg ikke blot at udvikle en påskønnelse og værdsættelse af Det Gamle Testamente, men jeg lærte også vigtigheden af templerne og slægtsforskning.
Jeg tilsluttede mig andre elever fra min menighed og blev involveret i slægtshistorie. Vi uddrog hundredvis af navne og oplevede en enorm kærlighed til mennesker, som vi ikke kendte – udover deres navne og anden begrænset data. Selv om jeg vidste, at det arbejde, vi udførte, var vigtigt, følte jeg mig sommetider modløs og frustreret. Jeg arbejdede på at få ordinancer udført for mennesker, jeg ikke kendte, og dog kunne jeg ikke nå ind til min egen far. Han forstod ikke vigtigheden af det, som jeg gjorde. Jeg fortsatte med at bede og faste for, at han ville blive berørt.
Det efterfølgende år i seminar studerede vi Det Nye Testamente. En morgen, efter jeg var stået op, begyndte jeg at læse om Frelseren i Getsemane. Tårerne strømmede fra mine øjne, da jeg indså, at det blod, han udgød, var for mig. Hvor jeg dog ønskede, at jeg aldrig havde syndet! Jeg kom i tanke om ordene fra Esajas, som jeg havde studeret det foregående år: »Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred« (Es 53:5). Mens jeg læste om korsfæstelsen og opstandelsen, kom min mor ind på mit værelse. Jeg delte mine tanker og mit vidnesbyrd med hende og også mit ønske om, at min far skulle vide, hvad jeg lærte om i seminar.
Mit vidnesbyrd fortsatte med at vokse det følgende år, hvor vi studerede Lære og Pagter. Jeg fik et vidnesbyrd om, at Joseph Smith var profet. Jeg besluttede mig også for at følge hans eksempel og spørge Gud, om Kirken var sand. Selv om jeg allerede var overbevist i hjertet, bad jeg oprigtigt en eftermiddag, da jeg var alene. Mens jeg bad, indså jeg, at det vidnesbyrd, jeg bad om, havde udviklet sig efterhånden, som jeg havde studeret skrifterne og deltaget i seminar.
Det år åbnede Herren mit sind og mit hjerte, og jeg forstod Lære og Pagter, som jeg aldrig før havde gjort det. Jeg lærte også om sjæles værdi (se L&P 18:10-16) og begyndte at dele mit voksende vidnesbyrd med dem, som ikke kendte til evangeliet, heriblandt min far.
Jeg vidste, at det også ville styrke mit vidnesbyrd at studere Mormons Bog i mit sidste år af seminar. Når jeg oprigtigt studerede, følte jeg min himmelske Faders kærlighed til mig. Beretningerne inspirerede mig så meget, at det eneste jeg havde lyst til var at læse Mormons Bog. Jeg begyndte at tage Mormons Bog med mig i skole og læste i den i fritiden. Jeg begyndte også at tale med min far om det, som jeg læste.
En dag, efter en lang samtale med min far om evangeliet, udfordrede jeg ham til at læse hele Mormons Bog. Jeg vidnede om, at han, ligesom jeg, kunne modtage et vidnesbyrd.
Jeg kan glad fortælle, at min far læste Mormons Bog. Da han havde gjort det, vidste han, at Kirken var sand, og blev til sidst døbt! Nu forbereder min familie sig til at tage til templet og blive beseglet. Jeg ved, at det at deltage i seminar og læse skrifterne, har hjulpet mig til at udvikle mit eget vidnesbyrd, og jeg ved, at det velsigner familier.