Til styrke for de unge
Så »taler« vi efter det
De ord, vi bruger, afspejler vores inderste følelser, og hvem vi i virkeligheden er.
Da jeg tjente som biskop, kom der en fantastisk ung mand ind på mit kontor til et interview. Mens vi talte sammen, nævnte han, at hans eneste store problem var, at han bandede. Han hørte konstant et sjofelt sprog omkring sig, og nu var han også begyndt at bande. Han sagde, at han havde prøvet at stoppe, men uden held. Og nu ville han gerne bede om råd til, hvordan han kunne stoppe med at bruge et dårligt sprog.
Jeg kom med det samme i tanke om et forslag, der er lig det, der findes i Til styrke for de unge: »Hvis du har fået en dårlig vane med at bruge et sprog, der ikke overholder disse standarder – såsom at bande, latterliggøre, sladre eller tale i vrede til andre – kan du ændre dig. Bed om hjælp. Bed din familie og venner om at støtte dig.«1 Jeg ville ønske, at dette råd havde været tilgængeligt i Til styrke for de unge på det tidspunkt.
En oplevelse fra min ungdom
Jeg fortalte denne unge mand om en oplevelse, jeg havde haft, da jeg som ung var i et miljø, hvor der ofte blev brugt et upassende sprog. Hver eneste gang jeg hørte en form for banden, så virkede det som om, at det klæbede sig fast til min hjerne langt lettere end de gode tanker, som jeg gerne ville have. En rigtig god præstedømmeleder fortalte mig, at hjernen var som en mirakuløs oplagringsenhed, og at vi kunne fjerne upassende tanker ved hurtigt at overskrive dem med ting, der var prisværdige.
En ven og jeg besluttede os for at gøre netop det. Vi lærte to salmer udenad, »Jeg trænger til din trøst« (Salmer og sange, nr. 51) og »Mer hellighed giv mig« (Salmer og sange, nr. 63) samt den 13. trosartikel. Vi blev enige om, at hvis en af os sagde et eller andet upassende, så skulle vi med det samme synge en af de salmer eller citere trosartiklen.
Vi indså hurtigt, at vi ikke havde lyst til at synge salmerne højt på bestemte steder. Vi var for flove! Så vi citerede den 13. trosartikel, og lagde tryk på sætningen: »Hvis noget er dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt, så tragter vi efter det.« Det virkede! Vi fandt ud af, at når vi gentog det, så forsvandt de upassende tanker. Ved at ændre et ord, lavede vi også et enkelt motto: »Så taler vi efter det!« Når en af os sagde denne sætning, tænkte vi: »Er mine ord ærlige, kyske, velgørende, dydige, elskelige, værd at tale godt om eller rosværdige?« (se TA 1:13). Hvis de ikke var det, så vidste vi, at vi stadig skulle arbejde på det.
Det kan vi gøre
Vi lever i en tid, hvor der er meget, der er blasfemisk, groft og sjofelt. Det virker næsten umuligt at skærme sig fuldstændig fra at høre eller se ting, som vi gerne ville undgå. Nøglen er at sikre os, at vi ikke viderebringer noget, der er blasfemisk, groft eller sjofelt. Paulus må have følt det sådan, da han sagde: »Intet råddent ord må udgå af jeres mund« (Ef 4:29).
Jeg har set nogle unge bruge et upassende sprog, fordi de mente, at det ville hjælpe dem med at passe ind, og andre bruger det, fordi de ønsker at skille sig ud. Faktisk ser det ud til, at det er de største årsager til, at unge falder ind i denne vane.
Jeg er mest imponeret over de unge, der har »modet til at være anderledes,«2 som en ung mand, der havde en ven uden for Kirken, der tit bandede. Hver eneste gang hans ven bandede, bad han ham på en venlig og god måde at holde op. Til sidst holdt hans ven faktisk op. Vennen var så imponeret over ham og hans måde at leve sit liv på, at han gerne ville lære mere om Kirken. Kort tid efter blev han døbt.
Det, vi føler i hjertet, er det, vi tænker på, og det, vi tænker på, er det, vi taler om. Derfor er det sandt, at de ord, vi bruger, afspejler vores inderste følelser, og hvem vi i virkeligheden er.
Det er forklaret så godt i Til styrke for de unge: »Et rent og intelligent sprog er tegn på et opvakt og sundt sind. Et godt sprog, der opløfter, opmuntrer og taler pænt til andre, indbyder Ånden til at være hos dig.«3
Vi kan hver især nyde velsignelserne ved altid at have Ånden hos os, som vi loves, når vi tager nadveren hver søndag. Det afhænger af os – hvorledes vi handler, hvad vi gør, og ja, selv hvad vi siger. Jeg håber, at vi ikke vil bruge vore ord på at bande eller på sladder, men til at vise, at vi er vor Frelser, Jesu Kristi disciple.