Vi er Herrens hænder
At søge de fattige og tjene dem, der lider, er absolut nødvendigt, når det handler om at være Jesu Kristi disciple.
I løbet af de første dage under den store depression samledes seks stavspræsidenter fra Salt Lake Valley for at kæmpe mod den overhængende fare for fattigdom og hungersnød, der truede så mange af Kirkens medlemmer.1 Selv om den økonomiske krise havde påvirket mennesker overalt, var især Utah blevet påvirket.2
Kirkens ledere havde på det tidspunkt få midler til at hjælpe dem i nød. De kunne selvfølgelig bruge fasteofrene, men det kroniske behov var større end noget, de nogensinde før havde oplevet. Under ledelse af Det Præsiderende Biskopråd blev Deseret Employment Bureau (arbejdsformidlingskontor) grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet. Men det var ikke rustet til at tackle et så massivt problem.
Disse seks præstedømmeledere vidste, at medlemmerne i deres stav ikke kunne vente længere på hjælp. De måtte i gang med det samme. De begyndte med at sætte folk i arbejde. De organiserede mændene og tog dem med ud til marker, der skulle høstes. I bytte for deres arbejdskraft gav taknemlige landmænd dem gavmildt mad. Overskuddet blev kørt til et pakhus og uddelt til andre, der sultede. Efterhånden som donationerne voksede, begyndte de hellige at konservere maden for at bevare den. Det blev begyndelsen på det velfærdsprogram, vi har i dag.
Otte årtier senere våger nutidige kirkeledere i hele verden over deres menighed og er også fast besluttet på at række ud til dem i nød.
Ved oktoberkonferencen i 2011 sagde præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab: »Alt for ofte bemærker vi behovene omkring os og håber, at nogen langt borte på magisk vis vil dukke op for at imødekomme disse behov. Måske venter vi på, at eksperter med specialviden kan løse specifikke problemer. Når vi gør det, så berøver vi vores næste den hjælp, som vi kunne yde, og vi berøver os selv muligheden for at tjene. Selv om der ikke er noget i vejen med eksperter, så lad os se det i øjnene: Der vil aldrig være tilstrækkeligt mange af dem til at løse alle problemerne. I stedet har Herren placeret sit præstedømme og dets organisation lige på vores dørtrin overalt på jordkloden, hvor Kirken er etableret.«3
Dette kald til Kirkens lokale ledere og medlemmer om at skride til handling under inspiration af Helligånden, har ledt mange over hele verden til, som præsident Uchtdorf sagde til, »selv [at] regne det ud.«4 De har rullet deres ærmer op og besluttet sig for »i alle forhold [at huske] de fattige og de trængende, de syge og de plagede« (L&P 52:40).
Ecuador
Da biskop Johnny Morante i Guayaquil i Ecuador så ud på medlemmerne i sin menighed, blev han tung om hjertet. Alt for mange familier kæmpede for at klare dagen og vejen. Eftersom han ønskede at hjælpe dem, rådførte han sig med menighedens ledere og tog sagen op med Herren.
Eftersom jobmulighederne i området var få, begyndte han at arbejde med en gruppe af 11 søstre og opmuntrede dem til at starte en lille forretning eller virksomhed. Disse søstre lagde mærke til, at der var et behov for billige rengøringsartikler af god kvalitet, og de tænkte på, om det var noget de kunne fremstille og sælge i deres lokalsamfund. Men hvordan kunne de lære at fremstille disse produkter?
På det tidspunkt blev biskop Morante opmærksom på en arbejdsløs søster i sin menighed, der havde arbejdet som farmaceut. Da de 11 søstre bad om hendes hjælp, blev hun glad for at kunne lære dem, hvordan man lavede ufarlige kvalitetsprodukter.
De lavede en forretningsplan, de lod hver søster dække et område i lokalsamfundet, de bestemte sig for, hvilke produkter de ville fremstille, og designede emballage og mærkater.
I løbet af et par måneder havde de oparbejdet en kundekreds og indbragte tilstrækkelig overskud til at lette deres fattigdom og dække deres familiers behov.
Da lederne i en lokal farmaceutisk virksomhed fik nys om deres foretagende, blev de fascineret af historien om den arbejdsløse farmaceut. De fik hende til samtale og ansatte hende til at lede deres egen produktion.
Rusland
I Rechnoy menighed i Moskva i Rusland, gled Galina Goncharova, der tjente som menighedens historiker, på noget is og brækkede begge arme. Hun blev kørt på hospitalet, hvor begge hendes arme blev lagt i gips. Hun kunne ikke selv spise eller tage tøj på. Hun kunne ikke rede sit hår eller besvare sin telefon.
Da medlemmerne i hendes menighed hørte om, hvad der var sket, reagerede de med det samme. Præstedømmebærere gav hende en velsignelse og sammen med søstrene i Hjælpeforeningen lavede de en plan om at se til denne gode søster og dække hendes behov.
Vladimir Nechiporov, menighedens missionsleder, sagde: »Vi kom i tanke om en konferencetale om en statue af Kristus, der havde mistet sine hænder.5 Nederst på statuen havde nogle sat en mindeplade, hvor der stod, ›I er mine hænder‹. I de par uger, hvor denne gode søster ikke kunne noget, følte medlemmerne i Rechnoy Menighed en tilknytning til den beretning. Vi blev bogstaveligt talt hendes hænder.«
Filippinerne
Da den tropiske storm Washi ramte Filippinerne i 2011, oversvømmede den området med vand og vind. Ca. 41.000 hjem blev ødelagt, og flere end 1.200 mennesker mistede livet.
Forud for oversvømmelsen havde Max Saavedra, præsident for Cagayan de Oro Stav i Filippinerne, følt sig tilskyndet til at skabe et nødhjælpshold, der kunne rykke ud. Han oprettede komitéer til at udføre forskellige opgaver – alt fra at søge og redde til førstehjælp og at sørge for mad, vand og tøj.
Da vandmasserne begyndte at falde til et sikkert niveau, mobiliserede Kirkens ledere og medlemmer sig. De gjorde rede for hvert eneste medlem, sikrede dem og vurderede skaderne. Et medlem bistod med gummibåde, der bragte strandede medlemmer i sikkerhed. Kirkebygningerne blev åbnet for at give ly til alle, der trængte til mad, tøj, tæpper og et midlertidigt sted at bo. Der var kritisk behov for vand, så præsident Saavedra tog kontakt til en lokal virksomhed, der ejede en brandbil, og de transporterede rent vand til evakueringscentre i kirkebygninger. Medlemmer med sygefaglig erfaring så til de tilskadekomne.
Da man kunne gøre rede for alle Kirkens medlemmer, tog præsident Saavedra og hans hold ud til andre evakueringscentre og tilbød hjælp. De medbragte mad og andre fornødenheder. Mange af medlemmerne, der selv havde mistet deres hjem, tjente uselvisk andre lige efter stormen. Da regnen stoppede og jorden igen var tør, arbejdede frivillige fra Hjælpende Hænder fra tre stave med at uddele fornødenheder og hjalp med at rydde op.
Brasilien
I byen Sete Lagoas i Brasilien er der et herberg for kvinder med handikap, som er blevet påvirket af stofmisbrug. Hver dag kæmpede de for at overleve. De havde en lille ovn, som de brugte til at lave ca. 30 brød om dagen. Selv om disse kvinder fik hjælp fra en lokal humanitær forening, havde de knap nok mad til sig selv. Da Kirkens ledere fra Sete Lagoas Brasilien Stav hørte om disse kvinders behov, ønskede de at hjælpe.
De talte med kvinderne om deres behov. Kvinderne fortalte, at hvis de kunne bage flere brød, ville de ikke blot selv få mere mad, men de kunne måske også sælge et par brød og tjene en tiltrængt indkomst.
Kirkens ledere og medlemmer arbejdede sammen med det lokale militærpoliti og en lokal skole for at forbedre forholdene for disse kvinder. Med hjælp fra Kirkens humanitære fond og frivillige fra Kirken og samfundet, fik de bygget et nyt bageri – et, der gjorde det muligt for kvinderne at bage 300 brød om dagen.
Med deres overskud kunne kvinderne i bageriet ansætte deres første medarbejder – en af kvinderne fra herberget.
Velfærdsarbejde
Ligesom Kirkens inspirerede ledere for årtier siden så det store behov omkring dem og ønskede at gøre noget ved det, gør Kirkens ledere og medlemmer over hele verden i dag det samme i deres eget område og på deres egen måde.
Da præsident Uchtdorf talte til Kirken om at drage omsorg for andre, sagde han: »Herrens måde er ikke at sidde ved et vandløb og vente på, at vandet løber forbi, før vi krydser. Det er at stå sammen, rulle ærmerne op, gå i gang og bygge en bro eller en båd for at krydse vore udfordringers vande.«6
At søge de fattige og tjene dem, der lider, er en absolut nødvendig del af det at være Jesu Kristi disciple. Det er det, Jesus Kristus selv gjorde, da han tjente menneskene på sin tid. »Arbejdet med at yde omsorg på Herrens måde er ikke blot endnu et punkt i kataloget over programmer i Kirken,« konkluderede præsident Uchtdorf. »Det kan ikke forsømmes eller sættes til side. Det er centralt i vore lærdomme; det er kernen i vores religion.«7