2014
Omvendelse og ofre i Finland
April 2014


Unge voksne profiler

Omvendelse og ofre i Finland

Hvordan er det at være en trofast ung voksen i Finland? En ung mand fortæller om sin kultur og sin tro.

Et par kilometer fra kysten ved Helsinki i Finland finder man Suomenlinnas søfort, der blev bygget i det 18. århundrede for at beskytte landet mod indtrængende fjender. Denne fæstning, der strækker sig over seks øer, repræsenterer det finske folks standhaftige målbevidsthed.

Men finske medlemmer besøger en helt anden bygning, når de rejser til hovedstaden. Templet i Helsinki er et fysisk symbol på deres omvendelse og på den beskyttelse de modtager ved at efterleve evangeliet.

For Niilo Kervinen, en 24-årig ung voksen mand fra Rovaniemi i Finland, er togturen på 10 timer en lille pris at betale for velsignelsen ved at tjene i templet.

Inden indvielsen af templet i Helsinki i oktober 2006, måtte Niilo og andre medlemmer fra hans menighed rejse til templet i Stockholm eller til templet i København. »De ture lå normalt i en uge i sommerferien,« mindes han. Rejsen i bus og overnatningerne i telt på de ture er nogle af hans bedste minder.

Men det er dog en vidunderlig velsignelse at have et tempel i sit eget land. »Da de bekendtgjorde templet i Helsinki, blev jeg så glad,« fortæller Niilo. »Indvielsesbønnen giver stadig genlyd i mit hjerte, hver eneste gang jeg træder indenfor.«

Denne kærlighed til templet skiller Niilo ud fra hans venner. »Finner arbejder hårdt og kan godt lide at være aktive, men sætter ikke meget tid af til de åndelige ting i livet,« forklarer han. Selvom Niilo fortæller, at han altid har været velsignet med gode venner, så kunne han, efterhånden som han blev ældre, godt se den tydelige forskel, der var på hans venners levevis og hans egen levevis. Det var denne forskel, der gjorde, at Niilo søgte sit eget vidnesbyrd, da han var 17. »Jeg måtte træffe en beslutning om, hvad jeg ville stå for, og hvem jeg gerne ville være,« siger han. »Med Herrens velsignelser og vejledning fra familie og venner fik jeg et stærkere vidnesbyrd om Kirken.«

Om omvendelse har ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum sagt: »Jeg lover, at når vi kommer til kundskab om sandheden og omvendes til Herren, vil vi forblive trofaste og standhaftige og aldrig falde fra.«1 Selvom det kræver tid og penge at rejse til Helsinki, har Niilo forpligtet sig til at være en Kristi discipel. Og for Niilo er det slet ikke noget offer.

Note

  1. David A. Bednar, »Omvendt til Herren«, Liahona, nov. 2012, s. 109.