2014
Forberedelse til at tjene og at tjene som forberedelse
April 2014


Forberedelse til at tjene og at tjene som forberedelse

David L. Beck

Gud gav jer Det Aronske Præstedømme, fordi han har arbejde til jer – nu og i fremtiden.

A man and young man talking to a woman who is walking a dog.

Illustrationer: Taia Morley

Jonathan er en af mine venner, som for fire år siden tilsluttede sig Kirken. Han er det eneste medlem af Kirken i sin familie. Da han modtog Det Aronske Præstedømme, begyndte han at tjene andre som aldrig før. Jonathan vidste, at han måtte lære en masse for at tjene. Han ønskede også at være værdig og mere pålidelig, så han studerede evangeliet, bad og overværede sine søndagsmøder og seminar. Han arbejdede hårdt på at holde befalingerne og Kirkens standarder. Han udførte flittigt sine pligter i præstedømmet, derunder at være en god hjemmelærer. Hans hæfte Pligt mod Gud hjalp ham til at forstå disse pligter og lære, hvordan man opfylder dem.

Johanthans trofaste præstedømmetjeneste gav ham åndelig styrke. Det bidrog til at beskytte ham mod dårlige påvirkninger. Han udviklede sig fantastisk, mens han tjente og forberedte sig på sin fremtid. Sidste år modtog han værdigt Det Melkisedekse Præstedømme og sin tempelbegavelse. Han er nu på mission i Brasilien.

Det Aronske Præstedømme kaldes ofte det »forberedende præstedømme«. Gud gav jer Det Aronske Præstedømme, fordi han har arbejde til jer – nu og i fremtiden. Jeres trofaste tjeneste i Det Aronske Præstedømme forbereder jer til endnu større muligheder for at tjene i de kommende år. Ligesom Jonathan forbereder I jer på at »modtage Det Melkisedekske Præstedømme, til at modtage templets velsignelser, udføre en fuldtidsmission, være en kærlig ægtemand og far og fortsætte hele livet med at tjene Herren« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 8).

I kender måske endnu ikke detaljerne i de vidunderlige muligheder, som vor himmelske Fader har beredt til jer, men jeg er overbevist om, at I vil være beredt til at modtage dem, hvis I husker at gøre følgende som bærer af Det Aronske Præstedømme.

Følg Jesus Kristus

Som præstedømmebærere er I repræsentanter for Jesus Kristus. Det betyder, at I bliver bedt om at følge ham og gøre det, han ville have gjort. Hvad ville han gøre? I enhver situation viede han sit liv til at tjene og velsigne andre. Det bør I også gøre. Giv af jer selv i andres tjeneste – og bliv så bedre og dygtigere, så I har mere af jer selv at give! Husk på, hvor meget Jesus udviklede sig i sin ungdom: Han »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52).

En del af det at følge Frelseren er at blive vis og fysisk sund i sin ungdom. Det kræver, at I arbejder hårdt og altid gør jeres bedste (se L&P 4:2). I opnår Guds velvilje, når I kommer ham nærmere gennem daglig bøn, studium af evangeliet, lydighed og tjeneste. I opnår velvilje hos andre, når I er venlige og loyale over for jeres familie og en kristuslignende ven for alle.

Husk på, at Jesus altid gjorde Faderens vilje. I følger Kristus, når I hele dagen søger Guds vilje til at vejlede jeres tjeneste og til at handle efter de åndelige tilskyndelser, I modtager.

Forrette præstedømmeordinancer

Præstedømmeordinancer er nødvendige for alle Guds børn og velsigner både hans sønner og døtre ligeligt. Fra det øjeblik du bliver diakon, er du med til at forrette en præstedømmeordinance ved at omdele nadveren. Du vil fortsat forrette præstedømmeordinancer i Det Aronske Præstedømme, når du senere forbereder og velsigner nadveren, døber og deltager i ordination af andre bærere af Det Aronske Præstedømme.

Du må være ren for at deltage i hellige ordinancer. Din moralske renhed kan tilføje stor åndelig kraft til de ordinancer, du forretter. Stræb efter på enhver måde at være værdig til at bære de hellige symboler på Herrens nadver (se L&P 38:42). Når I gør det, kan I stå foran jeres menighed eller gren som en sand repræsentant for Jesus Kristus. De vil blive velsignet ved jeres beslutning om at holde de pagter, som I hjælper dem til at forny.

Tjen altid

Som bærer af Det Aronske Præstedømme tjener du. Hold altid øje med og grib enhver mulighed for at tjene jeres familie, venner, kvorumsmedlemmer og andre. Alt det, I gør i præstedømmet, hjælper jer til at tjene andre både fysisk og åndeligt. Når I fx hjælper jeres biskop eller grenspræsident ved at tjene en familie, I er hjemmelærer for, lærer I, hvordan man opdager og dækker andres behov. I vil også betjene andre, når I rækker ud for at styrke jeres kvorumsmedlemmer og kommer de mindre aktive til undsætning, indsamler fasteoffer for at hjælpe de fattige og nødlidende, udfører fysisk arbejde for syge og handicappede, underviser og vidner om Kristus og hans evangelium samt letter byrderne for de modløse.

I betjener, når I underviser ved jeres kvorumsmøder og til jeres familieaftener. I betjener, når I indbyder alle til at komme til Kristus (se L&P 50:29) – i hjemmet, i jeres kvorum, i skolen, sammen med fuldtidsmissionærerne og alle andre steder.

Jeres fremtid

Drøft med jeres forældre eller vejledere, hvad der kræves af jer i jeres kommende roller som bærer af Det Melkisedekske Præstedømme, missionær, ægtemand og far. Skriv på linjerne på side 51 nogle af de store ansvar, og hvordan I i dag kan forberede jer til dem, mens I tjener i Det Aronske Præstedømme. Det kan virke overvældende nu, men husk, at den bedste måde at forberede sig på er ganske enkelt ved at gøre det, som vor himmelske Fader har bedt jer om at gøre i dag. Må I finde glæde, mens I tjener nu og forbereder jer til jeres storslåede fremtid.