2019
Endelig gik min drøm om at være missionær i opfyldelse
Juni 2019


Endelig gik min drøm om at være missionær i opfyldelse

Jean Daniel Daroy fra Ontario i Canada

woman on computer

Illustration: Katy Dockrill

I mange år drømte jeg om at tjene som fuldtidsmissionær. Men da jeg vendte hjem efter mine år på universitetet, så jeg, hvor meget min familie havde brug for mig. Min fars helbred var stærkt skrantende, og familien havde brug for økonomisk hjælp. Som den ældste af fire børn, følte jeg, at jeg skulle blive hjemme og hjælpe. Vor himmelske Fader velsignede mig med et ordentligt arbejde. Det var ikke vellønnet, men det gav nok til at klare sig.

Hver gang jeg blev spurgt om at tjene som fuldtidsmissionær, svarede jeg, at det ville jeg. Hver gang jeg sagde det, så min mor dog på mig med en blanding af begejstring og tristhed i øjnene. Jeg vidste, at hvis jeg bad om at tage af sted, ville hun sige ja og holde sin ængstelse for familiens mindre indkomst for sig selv.

Der gik nogle få år, og en værdig præstedømmebærer bad mig om at gifte sig med ham i templet. Jeg svarede ja, og vi blev med tiden velsignet med tre børn – to piger og en dreng. En af vores største glæder var, da vores søn tog på mission. En ånd af tryghed og fred fyldte vores hjem. For mig føltes det som om, at en del af min længsel efter at tjene på mission blev indfriet.

Jeg blev begejstret, da min ældste datter sagde, at hun også gerne ville på mission. Hver uge sendte hun mig historier fra missionsmarken og hendes arbejde. Hendes vidnesbyrd inspirerede mig, og fyldte mig med en missionærånd. Jeg bad om muligheder for at missionere hver dag.

En dag blev jeg inspireret til at sende en privat hilsen via de sociale medier til en ven og spørge, om hun havde lyst til at mødes med missionærerne. Det sagde hun »ja« til. Jeg udfyldte et henvisningsskema på LDS.org, og snart efter begyndte missionærerne at undervise hende. Efter tre måneder tilsluttede hun sig Kirken. Hendes børn fulgte efter nogle få måneder senere. Som Ånden vejledte, inviterede jeg andre venner til at lytte til missionærerne. Da min datter kom hjem, følte jeg også, jeg havde fuldført en 18-måneders mission.

Vor himmelske Fader kendte mit hjertes ønsker og vidste, hvad der var bedst for min familie og mig. Jeg er taknemmelig for, at han gav mig et ønske om at tjene som missionær, der har levet i mit hjerte så længe.