Venten på livets stoplys

Marianne von Bracht

Forfatteren bor i Texas i USA.

At opleve den ene spontane abort efter den anden føltes som en serie af stoplys i mit liv, men da jeg vendte mig til Herren, opdagede jeg, at hvert tab var ledsaget af fred, perspektiv og udvikling.

Mine fingre var knuget om rattet, da jeg nervøst stirrede på det røde lys. Da det endelig skiftede til grønt, kørte jeg frem for blot at vente ved endnu et tilsyneladende endeløst stoplys. Jeg var stadig 10 minutter væk fra den lektion med søstermissionærerne, som skulle være begyndt for 5 minutter siden. Hvis jeg havde været en klogere mor, kunne jeg have forudsagt det anfald på et kvarter, som min næsten treårige datter fik, da vi gik mod døren, men det havde jeg ikke. Nej, verden gik ikke under, fordi jeg kom for sent, men eftersom jeg forsøgte at gøre noget godt, fortjente jeg så ikke i det mindste, at nogle af trafiklysene passede mig? Da jeg utålmodigt ventede på endnu et stoplys, kunne jeg mærke, at min frustration gik over i vrede. »Jeg prøver at gøre noget godt, gøre mit bedste! Hvor er den hjælp, jeg har brug for?«

20 måneder forinden havde jeg stillet et lignende spørgsmål i en lignende situation, blot på et sted med al den fred og ro, som jeg manglede i det stoplysøjeblik.

I den hellige lund i Palmyra i New York var der lige akkurat kommet knopper på de brune grene omkring mig. Det spædgrønne buskads, der bestrøede jorden, syntes at puste liv i luften. Kun raslen af en blid brise, lyden af vores klapvogn og mine fodtrin nåede mine ører – ingen biler, ingen veje, ingen højlydte samtaler. Og trods denne fredfyldte stemning tumlede mit sind med spørgsmål og usikkerhed. Min mand, Lance, og jeg havde været igennem 72 nervepirrende timer, hvor vi ventede på, at lægen ringede med resultaterne af en ultralyd og blodprøver. Jeg var desperat efter at få svar og trøst.

At blive trøstet

»Herren besøgte dem med sin Ånd og sagde til dem: Vær trøstet! og de blev trøstet« (Alma 17:10).

Jeg opdagede, at jeg stod og stirrede på de vinterbidte blomsterbede uden for templet i Palmyra i New York. I mit sind fik jeg artikuleret de spørgsmål, der tyngede: »Hvis jeg nu taber dette barn? Hvad så?« Lige så blid som forårsbrisen omkring kom Herrens røst til mit sind med den trøst, jeg havde længtes efter. Jeg havde ikke længere brug for, at lægen fortalte mig det, jeg vidste nemlig, at jeg ville tabe dette barn, men jeg forstod pludselig, at denne lillebitte sjæl var i vor himmelske Faders fuldkomne og kærlige hænder. Med ét blev den desperation, der havde naget mig, erstattet med en bekræftende fred, der bar mig igennem de følgende uger og måneder.

Venten på grønt lys

»Jeg [har] været taknemlig for de mange måder, hvorpå Herren har besøgt mig med Helligånden, når jeg havde brug for fred. Alligevel bekymrer vor Fader i himlen sig ikke kun om at trøste os, men endnu mere om at vi udvikler os til et højere stade.«¹ – Præsident Henry B. Eyring

Flere dage efter jeg havde været i Palmyra, oplevede jeg en traumatisk abort. Selvom følelsen af fred blev hos mig, følte jeg mig fysisk og følelsesmæssig svag af tabet og uforberedt på den ventetid, der fulgte. Først ventede jeg på svar på prøver, hvilket tydede på en sjælden delvis molagraviditet. Så ventede jeg på ugentlige blodprøver og så hver anden uge og til sidst månedlige for at sikre, at der ikke var mulige tegn på kræft. Selv under de lange måneders venten havde Lance og jeg let ved at se Herrens hånd, der trøstede og beroligede os igennem den periode. Den delvise molagraviditet havde ikke langvarige følgevirkninger, og der gik kun seks måneder, før lægen sagde, at vi godt måtte prøve at få endnu et barn. Jeg var tilbage på banen mod fremgang i livet, lyset var endelig skiftet fra rødt til grønt.

Men blot tre måneder og flere blodprøver senere aborterede jeg igen – den gang kun en uge inden jul. Der gik endnu tre måneder og mit håb svandt efter endnu en positiv graviditetstest for blot at tabe barnet en uge senere – endnu et stoplys.

Sætte troen på prøve

»Selv med stærk tro, er der mange bjerge, der ikke bliver flyttet … Hvis al modgang blev afkortet, al sygdom fjernet, så ville det primære formål med Faderens plan blive forpurret.«² – Ældste David A. Bednar

Jeg blev gravid igen, og jeg havde termin omkring den følgende jul. Jeg havde en god fornemmelse omkring denne graviditet. Vi havde set hjerteslag på en tidlig ultralyd, og vi vidste, at familien bad for os. Mens vi sad under en begavelsessession i templet en dag, fik jeg en række tanker: »Hvis jeg tabte dette barn, ville min tro så forblive stærk? Selvfølgelig ville den det. Men selvfølgelig ville jeg ikke tabe barnet, for denne gang var jeg klar til at acceptere Herrens vilje, hvad end den var.«

Trods min positive indstilling så jeg tegnene flere uger senere, tog ind til ultralyd og begyndte den smertelige proces, som jeg kun kendte alt for godt. Min tro var ikke helt så stærk, som jeg havde regnet med. Svarene, der havde holdt mig oppe under de forrige aborter, syntes ikke længere tilstrækkelige. En bølge af depression skyllede ind over mig. Jeg følte mig nedbrudt og tilmed lidt snydt. Min mand og jeg var ikke de eneste, der ventede på Herren, vores datter fortalte os ofte, hvor meget hun ønskede sig en bror eller søster. Vi var også kede af det på hendes vegne. Da jeg lagde mine sårede følelser over på Herren i inderlig bøn, modtog jeg igen en klar tilkendegivelse af, at vor himmelske Fader var meget opmærksom på min smerte og min situation, og at han elskede mig. Selvom min situation forblev den samme, så lettede denne søde og enkle oplevelse min byrde og gav mig evnen til at komme igennem og tilmed føle mig lykkelig, når jeg fortsatte med mit daglige liv. Hvad end fremtiden bød på, skulle jeg nok klare den.

Da de genetiske prøver kom tilbage nogle måneder senere uden svar, blev vi igen forvirrede over formålet med tilbageslagene i vores liv. Jeg prøvede mit bedste for at tilsidesætte mine ønsker og indordne mig Herrens vilje, men under de svære stunder i mit liv, råbte jeg i hjertet: »Hvad er det, jeg skal lære af dette? Jeg prøver på at gøre noget godt! Hvor er den hjælp, jeg har brug for?«

Ændrede min reaktion

»Svært er konstanten! Vi har alle udfordringer. Variablen er vores reaktion på det svære.«³ – Ældste Stanley G. Ellis

Otte måneder efter mine fire aborter og blot nogle uger efter min stressede køretur for at mødes med søstermissionærerne, sad jeg roligt og ventede på grønt lys på vej hjem, da mit svar kom. Da jeg så bilerne stoppe ved siden af mig, og biler, der kørte ned ad vejen forud for mig, fik jeg et glimt af et evigt perspektiv på mit liv. Pludselig indså jeg, at alt der betød noget på min rejse var, at jeg blev på den sti, der ville føre mig tilbage til vor himmelske Fader. Hvor mange »stoplys«, jeg skulle vente ved, havde ingen indvirkning på mit bestemmelsessted. Hvordan jeg reagerede på dem havde derimod.

Jeg begyndte at sætte pris på alle stoplysene i mit liv, både i bogstavelig og overført betydning. I stedet for tidsspilde blev hver af dem en mulighed for at tilegne sig tålmodighed og et perspektiv, der kun kommer ved at vente. Akkurat som et rødt lys i trafikken er koblet til grønt lys i en anden retning, opdagede jeg, at stoplysene i mit liv åbnede for en bred mulighed for udvikling, måske bare ikke lige på den måde, som jeg havde planlagt. I stedet for at dvæle ved skuffelserne, begyndte jeg at fryde mig over den mulighed for fremgang, som hver uventet drejning i tingenes gang udgjorde.

Fokus på Frelseren

»Et afgørende spørgsmål til overvejelse er: ›Hvor sætter vi vores tro?‹ Er vores tro blot fokuseret på et ønske om at blive fri for smerte og lidelse eller er den fast centreret om Gud Faderen og hans hellige plan og om Jesus Kristus og hans forsoning?«⁴ – Ældste Donald L. Hallstrom

To lange år efter min første spontane abort, fødte jeg en smuk, sund lille dreng. I tiden op til den glædelige dag for vores familie, indså jeg, at Jesus Kristus ikke led for mig for at fjerne al smerte fra mit liv. Han led snarere for, at jeg kunne blive styrket gennem og vokse af de udfordringer, jeg møder. Selvom det stadig er smerteligt at mindes de hjerteskærende øjeblikke af tab og de lange måneders venten, er de blevet en skat i mit liv. I de hellige øjeblikke er jeg kommet til at forstå, hvor individuelt Frelseren kender min lidelse. Han kom mig til undsætning på en måde, som kun en, der kender mine personlige sorger, kan komme til undsætning. Selvom livets modgang ofte kan synes at forpurre vores planer for fremgang, så bruger Herren den modgang som opdrift for at løfte os højere – til at kende og blive i hans kærlighed.