Søværnets – og vores families behov

Brian Morrill

Forfatteren bor i Virginia i USA.

Vi tænkte, at vi havde lagt den perfekte plan for, hvornår vi skulle have børn, men den blev ændret af ting, der var udenfor vores kontrol.

Det med familieplanlægning er ikke så let for mange par. Der er altid tusind ting at overveje og en million ting, der sker i livet. Så selv når man synes, at man har en god plan, kan en enkelt lille ting komme og køre det hele af sporet.

Vi er en militærfamilie! Jeg er i den amerikanske flåde og alt, vi gør, har udgangspunkt i »søværnets behov«. Vi tager derhen, søværnet siger, vi skal. For omtrent to år siden fik min hustru, Shanna, og jeg vores første datter, Isabelle. Selvom det var en stor omvæltning, for jeg gik stadig på flyskole, var vores liv relativt stabilt. Omkring et år efter Isabelle blev født, følte vi, at tiden var inde til at prøve at få et barn mere. Jeg ville snart være færdig på flyskolen og blive udstationeret til min første eskadrille.

Så fandt vi ud af, at jeg ville blive udsendt straks i ca. syv måneder. Så vi lagde den perfekte plan. Jeg skulle udsendes, og så ville vi prøve at blive gravide, så snart jeg vendte tilbage. Det ville give os den tid imellem vores børn, som vi behøvede, og der ville være en god chance for, at jeg kunne være hjemme i et stykke tid. Vi bad om det og følte, at det var den retning, vi skulle gå i.

En mandag morgen opdagede jeg, at »søværnets behov« havde ændret sig, og jeg skulle til en anden eskadrille, der rejste konstant i næsten et år, og derefter skulle jeg udstationeres i endnu syv måneder. Vores planer blev ændret lige med et, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Shanna synes stadig, at den plan, vi havde lagt, var den bedste for os, men jeg blev ved at sige, at det ikke ville passe med mit arbejdsskema. Vi ville være nødt til at vente, til jeg kom tilbage fra udstationeringen, og der ville blive længere mellem vores børn, end vi ønskede.

Heldigvis stolede Shanna på, at alt ville ordne sig, hvis vi bare udviste lidt tro. Det, sagde jeg, var fint med mig, men jeg sørgede for, at hun forstod, at blev vi gravide som planlagt, ville jeg blive udsendt kort tid efter, og hun ville skulle føde barnet, uden at jeg var der. Og ikke nok med det, jeg ville heller ikke være der til at hjælpe med Isabelle. Jeg vidste godt, at min hustru var stærk, men jeg anede ikke hvor stærk.

Vi gik videre med vores plan, og vi blev velsignet, og snart var min hustru gravid. Jeg var væk i mindst seks måneder af Shannas graviditet. Da hun var syv måneder henne, blev jeg udsendt, og jeg forventede ikke at komme hjem igen, før babyen var fem eller seks måneder gammel.

En dag tæt på Shannas termin, var jeg sat til at flyve en tidlig morgen, men det blev aflyst, og jeg gik i seng igen. Nogle få timer senere bad min chef mig om straks at komme hen til hans kontor. Da jeg kom derhen, viste han mig en e-mail fra Shanna, hvor der stod, at hun havde veer og tog på hospitalet. Heldigvis havde Shanna været fornuftig nok til at sende den til både ham og mig, for han får e-mails hurtigere, end jeg gør. Officeren gav mig lov til at bruge hans telefon, og jeg kunne være i telefonen med Shanna under fødslen, der gik meget hurtigere og lettere end Isabelles. Shanna håndterede situation smukt, hun var alene og modig på den fødegang. Alexis blev født uden problemer. Var min flyvning ikke blevet aflyst, og havde Shanna ikke e-mailet min chef, ville jeg være gået glip af det hele og havde ikke hørt Alexis skrige for første gang.

Vi opdagede snart, at jeg fik lov til at komme hjem på orlov i nogle få uger. Vi blev begge så begejstrede for, at jeg fik lov til at møde Alexis før forventet. Det var helt utroligt at stige ud af den flyvemaskine og se, at min familie var vokset.

Shanna og jeg lærte begge en uvurderlig lektie om tro og om at lægge tingene i Herrens hænder. Vi lagde en plan, som, vi følte, ville virke bedst for vores familie og situation. Ting, som vi ikke havde kontrol over, ændrede sig, men Shanna lærte mig, at hvis vi føler Helligåndens bekræftelse på, at planen er rigtig, så skal vi holde fast i den. Vi skulle blot lægge en plan med Herren og vise lidt tro. Det gik ikke helt, som vi havde forventet, men Herren sørgede for, at det gik med megen »mild[] barmhjertighed« hen ad vejen (se 1 Ne 1:20).