Ære nok

Billede

Kvinder ser efter mænd, der marcherer væk

Da de hellige var ved at forlade Sugar Creek med Brigham Young, blev treogfyrre-årige Louisa Pratt i Nauvoo for at forberede sig på at forlade byen med sine fire små døtre. Tre år for inden havde Herren kaldet hendes mand Addison på mission til Stillehavsøerne. Siden da havde en upålidelig postudbringning mellem Nauvoo og Tubuai, den ø i Fransk Polynesien hvor Addison tjente, gjort det svært at holde kontakt med ham. De fleste af hans breve var flere måneder gamle, når de ankom, og nogle var mere end et år gamle.

Addisons seneste brev gjorde det klart, at han ikke ville være hjemme tidsnok til at tage vestpå med hende. De Tolv havde bedt ham om at blive på Stillehavsøerne, indtil de kaldte ham hjem eller sendte missionærer for at erstatte ham. På et tidspunkt havde Brigham håbet på at sende missionærer til øerne, når de hellige havde modtaget begavelsen, men flugten fra Nauvoo havde udskudt den plan.¹

Louisa var villig til at foretage rejsen uden sin mand, men det gjorde hende nervøs at tænke på det. Hun hadede at skulle forlade Nauvoo og templet og så ikke frem til tanken om at skulle rejse med vogn hen over Rocky Mountains. Hun ønskede også at se sine aldrende forældre i Canada – muligvis for sidste gang – inden hun tog vestpå.

Hvis hun solgte sit spand okser, kunne hun få penge nok til at besøge sine forældre og købe billetter til familien på et skib mod kysten i Californien, og derved helt undgå at rejse hen over land.

Louisa havde næsten truffet beslutningen om at tage til Canada, men noget føltes ikke rigtigt. Hun besluttede sig for at skrive til Brigham Young om sine bekymringer med rejsen over land og hendes ønske om at se sine forældre.

»Hvis du siger, at rejsen med et spand okser er den bedste vej til frelse, så vil jeg tage del i den med liv og sjæl,« skrev hun, »og jeg tror, jeg kan udholde det uden at beklage mig, som enhver anden kvinde.«²

Kort tid efter kom en budbringer med Brighams svar. »Kom med. Frelse ved et spand okser er den sikreste vej,« skrev han. »Bror Pratt vil møde os i vildmarken, hvor vi befinder os, og han vil blive svært skuffet, hvis hans familie ikke er med os.«

Louisa overvejede rådet, tog mod til sig på den svære rute forude og besluttede sig for at følge størstedelen af hellige, om det så gjaldt liv eller død.³

Det forår skyndte arbejdere sig på at få templet færdigbygget inden dets indvielse den 1. maj. De lagde et murstensgulv rundt om dåbsfonten, kom dekorativt træværk på plads og malede væggene. Arbejdet varede hele dagen og fortsatte ofte hele aftenen. Da Kirken ikke havde mange penge til at betale arbejderne, ofrede mange af dem deres løn for at sikre, at templet blev klar til indvielse til Herren.⁴

To dage inden indvielsen blev arbejderne færdige med at male den store sal i stueetagen. Dagen efter fejede de støv og byggeaffald ud af det store værelse og gjorde klar til indvielsen. De kunne ikke færdiggøre de små detaljer i alle værelser, men de vidste, at det ikke ville afholde Gud fra at acceptere templet. Sikre på, at de havde opfyldt Guds befaling, malede de ordene: »Herren har set vores offer« over talerstolene langs den østlige væg i salen.⁵

Opmærksomme på gælden til arbejderne bekendtgjorde kirkeledere, at det første indvielsesmøde ville være en velgørende begivenhed. De, der deltog, blev bedt om at donere en dollar for at være med til at betale de fattige arbejdere.

Om morgenen den 1. maj forlod 14-årige Elvira Stevens sin lejr vest for Mississippi og krydsede floden for at deltage i indvielsen. Elvira, der var forældreløs, da forældrene døde kort efter, at familien var flyttet til Nauvoo, boede nu hos sin gifte søster. Da ingen andre i lejren kunne komme med hende til indvielsen, tog hun alene afsted.

Da apostlene vidste, at det kunne vare flere år, inden et andet tempel ville blive bygget vestpå, havde de ladet nogle unge modtage begavelsen, herunder Elvira. Nu, tre måneder senere, gik hun op ad trapperne til templet endnu engang, bidrog med sin dollar og fandt en plads i den store sal.⁶

Mødet begyndte med en åbningssalme fra et kor. Orson Hyde bad derpå indvielsesbønnen. »Lad din Ånd dvæle her,« bad han, »og må alle føle en hellig indvirkning i hjertet om, at hans hånd har været med i dette værk.«⁷

Elvira følte himmelsk kraft i lokalet. Efter mødet vendte hun tilbage til lejren, men hun kom tilbage til det næste møde to dage efter med håbet om at føle den samme kraft igen. Orson Hyde og Wilford Woodruff prædikede om tempeltjeneste, præstedømmet og opstandelsen. Inden Wilford afsluttede mødet, roste han de hellige for at færdiggøre templet, selvom de ville være nødt til at forlade det.

»Tusinder af de hellige har fået deres begavelse i det, og lyset vil ikke blive slukket,« sagde han. »Det er ære nok for at bygge templet.«

Efter mødet vendte Elvira tilbage til sin lejr og krydsede floden for sidste gang.⁸ Imens brugte de hellige i Nauvoo resten af dagen og natten på at pakke sammen og fjerne stole, borde og andet inventar, indtil templet var tomt og overladt i Herrens hænder.⁹

Længere fremme på ruten var Brigham og Israels hær stoppet ved et sted, der hed Mosquito Creek, ikke langt fra Missourifloden. De var sultne, to måneder bagud i forhold til tidsplanen og fortvivlende fattige.¹⁰ Alligevel insisterede Brigham på at sende en fortrop henover Rocky Mountains. Han mente, at en gruppe hellige måtte klare rejsen den sæson, for så længe Kirken vandrede uden et hjem, ville dens fjender forsøge at sprede dem eller blokere vejen.¹¹

Brigham vidste dog, at ved at udstyre sådan en gruppe ville det belaste de helliges ressourcer. Få havde penge eller proviant i overskud, og i Iowa var der begrænsede muligheder for at tjene penge. For at overleve på prærien solgte mange hellige skattede ejendele på vejen eller fik småjobs for at tjene penge til mad og forsyninger. Jo mere vestpå lejren kom, og der blev længere mellem bebyggelser, ville disse muligheder kun blive sværere at finde.¹²

Der var også andre ting, der bekymrede Brigham. De hellige, der ikke var en del af fortroppen, havde brug for et sted at være hen over vinteren. Folket i Omaha og andre indfødte folk, der boede i landet vest for missourifloden, var villige til at lade de hellige slå lejr hen over vinteren, men lokale ledere var tilbageholdende med at tillade dem at slå sig ned på beskyttet indiansk jord i en længere periode.¹³

Brigham vidste også, at de syge og fattige hellige i Nauvoo var afhængige af, at Kirken bragte dem vestpå. I en periode havde han håbet på at kunne hjælpe dem ved at sælge værdifulde ejendomme i Nauvoo, heriblandt templet. Men indtil videre havde denne indsats været forgæves.¹⁴

Den 29. juni fandt Brigham ud af, at tre officerer fra den amerikanske hær var på vej til Mosquito Creek. USA havde erklæret krig mod Mexico, og præsident James Polk havde givet mændene lov til at rekruttere en bataljon på 500 hellige til en militærindsats på Californiens kyst.¹⁵