TUREN til kirken
»Altid erindre ham og holde hans befalinger« (Moro 4:3).
»Vent du har ikke spist din morgenmad,« sagde mor. Mor skubbede den lille tallerken med grøntsager tættere på Juhyuk.
Juhyuk så på sin morgenmad. Han var sent på den! Normalt hjalp hans storebror ham med at blive klar til kirke. Men hans bror var ikke hjemme, så Juhyuk måtte selv tage af sted i dag.
»Okay, mor,« sagde Juhyuk. Han skyndte sig at spise. Så krammede han mor og gik hen mod døren.
Mor stoppede ham. »Har du din telefon?«
Juhyuk viste den. »Ja. Jeg kan skrive til min primarylærer, hvis jeg har et problem.«
»Og sweater under jakken? Det er koldt.«
Juhyuk viste mor sin sweater.
Hun nikkede. Juhyuk skyndte sig ud på gaden. Alle byens lyde fik ham til at smile. Det var sjovt at bo i en af de største byer i Sydkorea.
Men Juhyuk ville stadig ønske, at hans bror var her. De tog altid turen til kirke sammen.
»Jeg kender vejen,« sagde han til sig selv. Og ganske rigtigt inden længe var han ved det første busstoppested.
Men han stod der alene. Det var mærkeligt. Han så på sit ur. Han måtte være kommet for sent til bussen. Nu måtte han vente på den næste.
Efter flere minutter begyndte der at komme flere mennesker. Endelig kom en strålende blå bus. Juhyuk gik op ad trinnene, betalte til chaufføren og satte sig ned.
Ta-tink!
Juhyuk tjekkede sin telefon, for han havde fået en sms. Den var fra hans primarylærer.
»Er du på bussen? Husk, at vi kan komme, hvis du farer vild!«
Han smilede og svarede tilbage. »Ja. Jeg sidder på den nu.«
Det var dog kun en kort bustur. Den anden bus skulle han køre med i mere end en time.
Juhyuk kiggede på klokken og stønnede. Han ville ikke komme for sent til nadveren. Han elskede den del af nadverbønnerne, der lyder »altid erindre ham«. Det betød, at man altid skal huske Jesus. Og det ville Juhyeuk gerne.
Da hans moster og onkel havde inviteret ham og hans bror med i kirke for nogle få måneder siden, mødte han missionærerne. Ældste Kim og ældste Moon underviste dem begge om Jesus. Jo mere Juhyuk lærte om Jesus, jo mere elskede han at tænke på ham.
Ta-tink!
»Har du skiftet bus endnu?«, lød sms’en.
»Ikke endnu,« svarede han tilbage.
Bussen kom til den trafikerede gade, hvor Juhyuk skulle skifte bus. Han spurgte chaufføren om den anden bus var kommet.
»Du har lige misset den«, svarede chaufføren. »Den næste kommer om 15 minutter.«
»Åh, okay,« sagde Juhyuk. »Tak!«
Endelig efter den næste bustur skyndte Juhyuk sig ind i kirken. Hans tante og onkel havde reserveret en plads til ham. Han havde klaret det!
Juhyuk tænkte over alt det, han havde gjort for at komme i kirke. Han tænkte på alle de mennesker, som havde hjulpet ham undervejs. Han følte, at himmelske Fader var glad for, at han var der.
Juhyuk bad en stille bøn. »Tak, himmelske Fader, for at jeg kan komme i kirke i dag.«