Bradley R. Wilcox
Andenrådgiver i Unge Mænds hovedpræsidentskab
Da bror Bradley (Brad) R. Wilcox deltog i en ungdomskonference i Californien, mødte han en ung mand, som ikke ønskede at være der. Han satte sig sammen med teenageren i skyggen under et træ, og snart efter talte de om den unges yndlingsemne: At stå på skateboard.
Bror Wilcox bad teenageren om at vise ham nogle skateboardtrick. Imponeret inviterede han den unge til at lave en skateboarddemonstration ved Especially for Youth den sommer. Den unge mand modsatte sig, men indvilligede til sidst. Under EFY fik han en oplevelse, der ændrede ham, og han fandt sit vidnesbyrd om evangeliet.
»Han tog til EFY på et skateboard, men han tog derfra som en missionær,« fortæller bror Wilcox.
»Jeg har tilbragt mit liv sammen med børn og teenagere,« siger bror Wilcox, »og jeg elsker de unge.«
Bradley Ray Wilcox blev født i Provo i Utah i USA den 25. december 1959 som søn af Ray T. Wilcox og Val C. Wilcox. Han voksede op i Provo bortset fra nogle få år i Etiopien i sin barndom.
Efter at have tjent som fuldtidsmissionær i Viña del Mar-missionen i Chile blev bror Wilcox viet til Deborah Gunnell i templet i Provo i Utah den 7. oktober 1982. De har fire børn.
Bror Wilcox tog sin bachelor og kandidatgrad på Brigham Young University (BYU) og sin doktorgrad i uddannelse på University of Wyoming. Bror Wilcox har fået tildelt adskillige priser for sit arbejde med undervisning, har viet over 30 år til programmet Especially for Youth på BYU og har nydt at være underviser under Campus Education Week.
Bror Wilcox og hans familie har boet i New Zealand og Spanien, mens han ledte et program for BYU’s studier i udlandet. Han har skrevet adskillige bøger og er for tiden professor i instituttet for oldtidsskrifter på BYU.
Bror Wilcox har været præsident for Santiago Øst-missionen i Chile og tjent som medlem af Søndagsskolens hovedbestyrelse, rådgiver i et stavspræsidentskab og biskop i en menighed for Unge Voksne. Da han blev kaldet, virkede han som højrådsmedlem og stavens Unge Mænds præsident.