Kun digitalt
Nadver under karantæne: Et glimt af Guds kærlighed
Omdeling af nadveren derhjemme åbnede mine øjne for dens sande betydning igen.
Nogle gange har velkendthed og rutine en tendens til at berøve ellers hellige øjeblikke deres egentlige betydning. Jeg havde ladet nadveren miste noget af sin egentlige betydning. Hver uge lyttede jeg til nadverbønnerne, mens jeg sad på næsten samme række i kirkesalen, omgivet af en kendt forsamling.
Men Covid-19 pandemien afbrød denne rutine og genopfriskede mit perspektiv.
Da vi ikke kunne mødes med andre i kirkebygningen, fik jeg nadveren i nye omgivelser – samlet omkring mit spisebord med min lille familie. At gøre noget bekendt og rutinemæssigt i disse nye omgivelser har givet et friskt perspektiv, og med det nye perspektiv, en fornyet betydning.
Selvom jeg havde deltaget i nadverordinancen hundredvis af gange i mit liv, fremhævede det at gøre det der, hvor jeg normalt samledes med min familie til et måltid den velkendte undertone ved nadveren på måder, jeg ikke havde påskønnet tidligere.
Særligt en søndag, hvor jeg knælede og sagde ordene, »vi beder dig i din Søns, Jesu Kristi, navn« (Moro 4:3), gik min opmærksomhed til min dyrebare fireårige søn, der sad tæt på mig. Der sad han med foldede arme, lyttede til bønnen og udstrålede uskyld og godhed.
Med dette fantastiske syn i sindet, fortsatte jeg med at bede. Da jeg udtalte ordene, »din Søns legeme«, kom et spørgsmål til mig. Hvordan ville det være at villigt ofre min uskyldige søn og underkaste ham ufattelig smerte og lidelse?
Med et ord: Utænkeligt.
Idet jeg tænkte over dette umulige spørgsmål, fortsatte jeg med bønnen. Ordene »påtage sig din Søns navn« bragte endnu et spørgsmål til mit sind. Gud er også far. Hvordan kunne han ofre sin Søn? Da jeg så på mine andre familiemedlemmer, der, ligesom mig, desperat havde brug for nadveren, kom dette enkle, men dybsindige svar: Guddommelig kærlighed (se Joh 3:16).
Det syntes som om, at himlens vinduer kort blev åbnet for at åbenbare en del af vor himmelske Faders rene kærlighed – så stor en kærlighed, at han ofrede sin i sandhed uskyldige, fuldkomne søn for os, hans andre børn.
Med dette offer for øje, hvordan kan vi så helt ærligt tvivle på hans kærlighed til os uagtet livets vanskeligheder og uretfærdigheder – heriblandt en dødelig pandemi, splittede økonomier, civile uroligheder, en verden uden tro og generel usikkerhed?
Lad os ikke glemme, at nadveren virker som en ugentlig påmindelse om denne dybe og varige kærlighed. Når vi regelmæssigt overvejer denne uforlignelige gave, der er hans Søn, kan vi finde trøst og overvinde fristelsen til at tvivle på Faderens kærlighed til os i svære tider.
Uden virkelig at tænke over Guds evige faderskab og hans rolle i Jesu Kristi forsoning, føles nadverordinancen ufuldstændig for mig nu. Den står som konstant påmindelse for mig om Jesu Kristi offer og et udtryk for vor himmelske Faders kærlighed til mig.
Og det er på grund af denne lektie, at jeg altid vil værdsætte vores oplevelse med nadveren i hjemmet.