Til forældre
Nadver og musik
Kære forældre
Kirkens tidsskrifter er lavet med jer og jeres familier i tankerne. Denne måned fokuserer tidsskrifterne på temaer som nadver, inspirerende musik, kvinders rolle i genoprettelsen, påske og forberedelse til generalkonferencen. Se nedenfor, hvordan I kan få mest muligt ud af månedens emner for at styrke jeres families tro på Kristus såvel som jeres egen tro.
Samtale om evangeliet
Kirkens tilblivelse
Læs ældste De Hoyos’ artikel på side 36, og drøft de velsignelser, I modtager ved at være en del af Kristi Kirke, såsom at have levende profeter, sande læresætninger og præstedømmeordinancer.
Betydningen af musik
Hvorfor betyder musik noget specielt for Herren? Lyt til, syng eller spil det nye arrangement af sangen »Han sendte sin søn« på side 34. Del derefter jeres tanker om musikken eller sangteksterne. I kan læse mere om musikkens betydning og velsignelser i artiklen på side 30.
Kvindernes rolle i genoprettelsen
På side 25 kan I læse om, hvordan Emma Smith ihærdigt beskyttede Mormons Bog. Hvordan har kvinder velsignet Kirken, og hvordan fortsætter de med at gøre det? I kan også læse præsident Ballards budskab på side 8 og takke de retskafne kvinder i jeres liv med et brev eller venlig gerning.
Gør nadveren speciel
Læs historien om en familie i Vietnam på side 18 og overvej, hvordan jeres familie kan gøre nadveren mere speciel. Idéer kan f.eks. være at lytte til eller synge salmer på vej til kirke, huske på skriftsteder, der beskriver Kristi karakter, mens I tænker på ham under nadveren, eller tænke over ordene i nadverbønnerne.
I kan også bruge side 6 til at lære jeres børn om nadveren.
Kom og følg mig-støtte
På side 26: En familievenlig illustration, skriftstedskæde og andet materiale til støtte for jeres ugentlige Kom og følg mig-studie.
Familiestudium-sjov
Guds smukke skabninger
Læs Lære og Pagter 20:17-19 om, hvordan Gud skabte »himlen og jorden og alt, hvad der er i dem.«
-
Brug et øjeblik på at se ud af et vindue eller gå en tur.
-
Udpeg det af Guds skaberværk, som I ser.
-
Vers 18 fortæller os, at Gud »skabte mennesket, mand og kvinde, efter sit eget billede og i sin egen lighed skabte han dem.« Vi er også nogle af Guds skabninger! Brug et øjeblik på at beundre alle de ting, jeres krop er i stand til. Hvad er jeres evner?
-
I vers 19 får vi befaling om at »elske og tjene ham, den eneste levende og sande Gud.« Hvordan kan I bruge jeres evner til at tjene ham?
Drøftelse: Hvordan kan vi tilbede Gud?
Før og efter
Lære og Pagter 20:11, 21-29 (februar)
I Lære og Pagter 20 læser vi om, hvordan Gud inspirerede Joseph Smith til at organisere Jesu Kristi Kirke på jorden. Lære og Pagter 20:11 fortæller os, at »Gud inspirerer mennesker og kalder dem til sit hellige værk i denne tid og slægt såvel som i fordums.«
-
Vis et billede af Kristus.
-
Opdel familien i en »før«-gruppe og en »efter«-gruppe.
-
Familiemedlemmerne i hver gruppe finder ord fra en profet, der vidnede om Kristus, enten før han levede på jorden eller efter.
-
Fortæl på skift, hvad I hver især fandt. Andre skal gætte, om det hører til gruppen »før« eller »efter«.
-
Derefter stiller personer fra »før«-gruppen sig til venstre for billedet af Kristus. Personer fra «efter«-gruppen stiller sig til højre.
-
Forklar, at begge grupper er vigtige.
Drøftelse: Læs Lære og Pagter 20:21-29. Hvordan hjælper dette nutidige vidnesbyrd om Kristus os med at føle os tættere på ham? Hvilke andre vidnesbyrd om Kristus findes der i afsnit 20-29 i Lære og Pagter?