Kun digitalt: Sidste dages hellige røster
Vejledt af Herren
Herren kender os og ved, hvad der er rigtigt for os i dag.
Foto: Cody Bell
Giselle
Før vi blev gift, arbejdede André på sin ph.d. og fik en stilling på University of Michigan. Vi blev gift og flyttede til Michigan. På et tidspunkt begyndte André at opleve problemer på sin arbejdsplads, og han ønskede at skifte job.
Vi var unge, vi var lige blevet gift, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Vi besluttede at bede til Gud om hele situationen.
André
En dag tog jeg til universitetet, og der så jeg en opslagstavle med ledige stillinger. Jeg svarede på tre forskellige jobannoncer. I løbet af en uge blev jeg tilbudt alle tre job.
Giselle
Vi overvejede, hvad vi skulle gøre. Vi bad igen. Den ene stilling var i England, men vi ønskede at blive i USA. Den anden var i Texas, og den tredje var i Maryland nær Washington D.C. Jobbet i Maryland var hos NASA. André er videnskabsmand, så NASA virkede som et godt sted at vælge.
André
Da vi flyttede til Maryland, kørte jeg, mens Giselle sov. Det var tidligt om morgenen, da jeg så templet i Washington D.C.
»Vågn op! Vågn op! Kan du se det?« spurgte jeg Giselle. Det ligner et slot!«
Giselle
Jeg sagde til André, at vi måske kunne besøge det en dag. Vi havde ingen anelse om, hvad det var. Et par dage efter ankomsten til Maryland tog jeg på biblioteket for at bruge internettet til at ansøge om jobs og tjekke e-mails.
En dame, der arbejdede der, hørte min accent og spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg fortalte hende, at jeg var fra Brasilien, og vi begyndte at snakke sammen. Hun hed Edna. Jeg fortalte hende, at vi lige var flyttet fra Michigan og nævnte, hvor vi boede.
»Jeg bor i det samme kompleks,« sagde Edna.
Da jeg kom tilbage til biblioteket den næste dag, sagde Edna: »Jeg er så glad for, at du er her. Jeg vil invitere dig og din mand hjem til middag.«
Jeg syntes, det var underligt, for hun kendte mig ikke. Så sagde hun: »Jeg bad for dig, fordi jeg følte noget virkelig specielt, da jeg mødte dig i går.«
Vi tog hjem til hende og fik så at vide, at hendes mand for nylig var død. Efter middagen spillede hun »Frelser, jeg vil følge dig« (Salmer og sange, nr. 152) på klaveret. Hun sagde, at det var hendes mands foretrukne salme, og at den blev spillet ved hans begravelse. Derefter fortalte hun os om frelsesplanen og inviterede os til at gå med hende i kirke.
Vi gik med i kirke, og vi blev taget godt imod. Vi besluttede at tage derhen igen søndagen efter. Vi blev enige om at modtage undervisning af missionærerne. Edna tilbød at lægge hus til at afholde lektionerne. I fem måneder gik vi i kirke hver søndag. Vores hjerter og ånd blev forberedt til vores dåb.
André
Da vores dåb blev annonceret, så alle overraskede ud. »Jamen, I er jo ikke medlemmer?« sagde de. »Men I er her hver uge!« Vores dåb var speciel. Næsten hele menigheden deltog.
Vi blev beseglet i templet i Washington D.C. et år efter. Da vi tog hen til templet, opdagede vi, at det var det slot, vi havde set over et år tidligere!
Giselle
Efter vi var blevet beseglet i templet, oplevede vi mange svære situationer.
Efter den 11. september 2001 blev det svært for os at forny vores visa. Jeg var ked af det, for jeg var lige dimitteret fra et community college og ansøgte om et fuldt stipendium ved University of Maryland. Jeg fik ikke stipendiet, og det laboratorium, André arbejdede på, skulle lukke.
Vi tænkte, at det måske var på tide at vende tilbage til Brasilien.
André
Vores biskop fortalte os, at vi kunne hjælpe mange medlemmer i Brasilien og udvikle os på måder, vi måske ikke kunne i USA. Han rådede os til at bevare en tæt kontakt med Kirken.
»Rejs til Brasilien og tjen Herren,« sagde han.
Efter at have boet i Brasilien i nogen tid kom vores stavspræsident hjem til os og kaldte mig til at tjene som biskop. Jeg vidste på en eller anden måde, at jeg ville få den kaldelse. Et par nætter før min kaldelse kunne jeg ikke sove. Jeg tænkte og studerede.
Giselle
Jeg undrede mig over, hvad der foregik. Jeg så, han ændrede sig før sin kaldelse.
André
Da jeg begyndte på min kaldelse, havde vores menighed 80 aktive medlemmer. Da jeg blev afløst, kom mange flere regelmæssigt i kirken, og tolv missionærer var sendt ud på mission fra vores menighed. Det var fantastisk!
Omkring det tidspunkt, hvor jeg blev afløst, blev præsident Dieter F. Uchtdorf afløst i Det Første Præsidentskab. Jeg husker, at præsident Russell M. Nelson sagde, at præsident Uchtdorf havde fået nye og vigtige ansvarsområder i De Tolv Apostles Kvorum.
Tre måneder senere blev jeg kaldet som førsterådgiver i missionspræsidentskabet. Jeg har ikke været på mission, men jeg elsker min kaldelse. Jeg elsker at arbejde med missionærerne. Herren kender mig. Han vidste, at jeg havde brug for at blive afløst som biskop, så jeg kan tjene i den tid og på det sted, der passer til mig nu.