Kæmper sig til nadvermødet.
Jeg troede, vi var gået glip af nadveren – igen.
Da vi flyttede fra USA til Vietnam, var min mand og jeg fast besluttet på aldrig at gå glip af kirkemøder. Efter et år var vi ikke gået glip af et eneste søndagsmøde, men vi var ofte forsinkede og gik glip af nadveren. Vores nadvermøde begyndte kl. 8.30. Med tre små børn virkede det ofte umuligt at blive klar til kirke i rette tid.
Som familie besluttede vi, at vi konsekvent ville møde i kirke til tiden og tage del i nadveren. Det var en kamp, men vi mødte op i kirke til tiden fire søndage i træk. Jeg bemærkede resultatet af vores anstrengelser. Vi fik flere åndelige oplevelser i løbet af ugen.
Den følgende søndag vågnede vi dog sent. Klokken var allerede 7.30. Jeg fortalte min mand, at det var håbløst, men så tænkte jeg på, hvordan vi ville blive velsignet, hvis vi gjorde vores bedste for at blive klar. Så vi skyndte os!
Da vi ankom til kirken, var vi 20 minutter forsinkede. Jeg følte, at vi havde fejlet. Vi hørte sang, da vi gik ind, og da jeg åbnede døren, var nogen på vej op på podiet for at bede.
»Var det åbningssalmen?« hviskede jeg til missionæren, der stod ved døren.
»Ja!« svarede han. »Vi begyndte sent i dag.«
Jeg var målløs. Jeg troede, vi havde klokket i det igen, men vi ankom til kirken lige til tiden! Tårer strømmede ned over mine kinder, da jeg følte min himmelske Faders kærlighed til min lille familie og mig.
Senere fandt vi ud af, at da missionærerne ankom til kirken den søndag, opdagede de, at ingen havde medbragt brød til nadveren. Der var ingen butik i nærheden, og brød kan være svært at finde i Vietnam. Efter et øjebliks panik huskede ældsterne, at de havde brød derhjemme.
Et par dage tidligere havde de ældster været hjemme hos os til middag. Den aften havde jeg tilberedt hjemmebagt brød til dem. Kirkemødet var begyndt sent søndag morgen, fordi de ældster måtte løbe hjem for at hente det brød, jeg havde bagt til dem!
Gud ser vores indsats, når vi stræber efter at holde hans befalinger. Selvom vi nogle gange kommer til kort, elsker han os og forbereder, hvordan vi kan få succes – selv når det bare handler om at komme i kirke til tiden.