At ældes med trofasthed
»Jeg er ikke en baby, bedstefar«
At tilbringe tid med mit lille barnebarn fremhæver skønheden i nuet og bringer minder frem fra fortiden.
Illustration: Carolyn Vibbert
Min barnebarn Lily er lige blevet fire år, men jeg kalder hende stadig ved hendes kælenavn fra hun var tumling: »Baby Lils«. Når jeg gør det, siger hun: »Jeg er ikke en baby, morfar.«
Hun har nok ret, men jeg håber det ikke. Jeg har besluttet, at hvis jeg fortsætter med at kalde hende Baby Lils, så vokser hun måske ikke så hurtigt op. Så jeg fortsætter med at kalde hende Baby Lils, i det mindste indtil hun når en alder, hvor hun får kørekort.
Selvfølgelig ved jeg, at jeg ikke kan bremse de dage, måneder og år, der passerer hurtigt forbi. Jeg forsøgte det med mine egne børn … og mislykkedes. »Vort liv svandt også hen,« som Jakob skriver, »som var det os en drøm« (Jakob 7:26). Før jeg ved af det, bliver vores yngste søn missionær og efterlader min kone og mig i et hus fyldt med tomme soveværelser og minder om børnenes barndom.
Jeg har for nylig hørt en karakter i en film sige: »Alder gør alle følelser dybere.« Jeg tror, at det er sandt. Når man har levet et halvt århundrede eller mere, har man oplevet mange af livets glæder og sorger. Kærligheden vokser ved tab, og man ved, at »lykkelige til deres dages ende« finder sted i det næste liv, ikke i dette.
Når jeg ser på Lilys ansigt, tænker jeg på, hvilke ørkenvandringer vil hun komme ud for, hvilke byrder hun får at bære, og hvilke torne i kødet hun kommer til at udholde (se 2 Kor 12:7). Jeg beder om, at Herren i det mindste i et par år beskytter hende mod de jordiske lektier, der er vigtige for vores åndelige og følelsesmæssige vækst. Jeg beder om, at han vil styrke hende, når disse prøvelser kommer, for de kommer jo til os alle.
For øjeblikket afviser jeg imidlertid den slags tanker. Jeg forsøger ikke at tænke for meget på fremtiden. Jeg vil ikke gå glip af skønheden i nuet.
»Du kan ikke fange mig, morfar!« siger Lily, mens hun løber væk.
Jeg jager hende fra det ene rum til det næste. Hendes søde latter er musik, og hendes lyse ansigt er solskin. For et øjeblik forsvinder 25 år. Jeg befinder mig nu i fortiden med Lilys mor, min datter. Hun er igen fire år. Og ligesom Lily fniser hun, mens jeg jager hende gennem huset.
Så dukker et nyt minde op. Det er nu 1974, og mine brødre og jeg er på besøg hos vores oldefar Curtis Ellsworth. Det var sidste gang, jeg så ham i dette liv. Han døde kort tid efter, i en alder af 90 år, mens jeg var missionær i Guatemala.
Midt i dette minde fra fortiden tænker jeg: »Hvad mon oldefar Ellsworth tænker, når han ser på os, hans efterkommere? Kan han huske, da hans egne børn var små? Bekymrer han sig om vores fremtid? Minder vi ham om, at livet passerer hurtigt forbi?«
Da vi sagde farvel dengang for længe siden, husker jeg, at oldefar Ellsworth græd. I årtier spekulerede jeg på hvorfor. Nu tror jeg, jeg ved det.