Unge voksne

Hvad barnløshed har lært mig om at blive frugtbare og talrige og opfylde jorden

Jean Yellowhorse

Mens jeg venter på at få børn, har jeg lært, at jeg kunne bære frugt og opfylde jorden på andre måder.

I begyndelsen skabte Gud manden og kvinden og gav dem en befaling: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den« (1 Mos 1:28; Moses 2:28). Min mand og jeg har været gift i fire og et halvt år, men vi har ingen børn. Der er måske nogle af jer læsere, som ville sige (og jeg har hørt det hele før):

»Jamen du er stadig ung!«

»Nyd denne tid uden børn!«

»Udnyt friheden, så længe den varer!«

Jeg har lært ikke at tage anstød og blot lade kommentarerne passere, for jeg ved, at dem, der siger det, ikke mener det sårende. Jeg er klar over, at der er mennesker, der har været gift i længere tid end mig, og som stadig ikke har børn. Jeg ved dog, at selvom det kun har været fire år, betyder det ikke, at det har været let.

Der har været øjeblikke, der har været lette. I de seneste to år har min mand og jeg boet i Europa og været steder, hvor vi aldrig havde drømt om, at vi ville rejse hen. Vi har spist lækker mad. Og vi har mødt masser af venner fra hele verden, der har udvidet vores horisont, meninger og verdenssyn. På mange måder ville det være dumt ikke at være taknemmelig for denne tid. Mit forhold til min mand er blevet styrket, jeg har lært en masse, og vi har haft nogle fantastiske eventyr.

Men vi har også tilbragt mange aftener i sofaen, mens vi så film. Vi har skabt minder, som vores fremtidige børn ikke vil være en del af. I vores menighed er der kun et ungt par uden børn, og – spoiler alert – det er os. Og det ser ud til, at uanset hvilke eventyr vi oplever, er tanken om børn altid hos os.

Under mine op- og nedture har jeg ofte taget mig selv i at reflektere over den befaling, der blev givet til Adam og Eva. Vi mener, at den befaling stadig er gældende i dag,¹ og at vi forventes at følge den. Men min mand og jeg har endnu ikke været i stand til det. Men heller ikke Adam og Eva var i stand til det, til at begynde med. Så hvad gjorde de? Det eneste de kendte til – de passede haven. Jeg bor ikke i Edens Have, men jeg bor i jordens have, Hollands have, min families have og min menigheds have. Det er mine haver, som Herren har bedt mig om at gøre frugtbare og opfylde. Det er de ord, jeg især har tænkt over. Disse ord har hjulpet mig med igen at fokusere på at tjene andre og Herren. Jeg tænker ofte på:

Hvordan kan jeg forøge de gaver, som Herren har givet mig og andre?
Hvordan kan jeg forøge kærligheden til Guds børn?
Hvordan kan jeg forøge min tid og mine kræfter til at tjene andre?
Hvordan kan jeg genopfylde min egen åndelige brønd?
Hvordan kan jeg genopfylde det, som andre har mistet, hvad enten det er tidsmæssigt eller åndeligt?
Hvordan kan jeg genopfylde det håb og den tro, der synes at være gået tabt for mange verden over?

Idet jeg har fokuseret meget på disse spørgsmål, er jeg blevet velsignet med muligheder for at besvare dem på meningsfulde måder. Jeg har haft muligheden for at tjene i Unge Kvinders organisation. Jeg har haft fleksibiliteten til at droppe, det jeg laver, og hjælpe nogen med at pakke eller passe mine venners børn. Jeg har været i stand til at undervise i teater for børn fra hele verden. Jeg har brugt mere tid på at studere evangeliet. Jeg har været i stand til bedre at bære andres byrder og trøste dem, der har brug for trøst. Og vigtigst af alt har jeg fået større viden, vidnesbyrd og åndelig forståelse af evangeliet og Guds plan for mig.

Jeg siger ikke, at befalingen om at »blive frugtbare og opfylde jorden« ikke betyder at få børn. Vi er her for at opfostre familier i retfærdighed, og det indebærer, om muligt, at få børn. Men mens vi venter på velsignelsen ved børn, kan vi opfylde denne befaling ved at passe haverne omkring os. Så når jeg bliver trist, ked af det, bitter, jaloux, vred eller bange på grund af min infertilitet, forsøger jeg altid at spørge mig selv: Hvad gør jeg for at passe mine haver? Og det gør hele forskellen.