Hjælpeforeningspræsident Toshiko Yanagida

Søster Yanagida her som 18-årig var den første hjælpeforeningspræsident i Japan.

De hellige i Nagoya holdt deres første søndagsskolemøde i januar 1950. For at tiltrække flere mennesker indlagde Toshiko og missionærerne flyers i en lokal avis. Næste søndag mødte 150 mennesker op i forelæsningssalen. De sidste dages helliges møder tiltrak sig ofte folkemængder i efterkrigstidens Japan, da mange mennesker søgte håb og mening efter det traume, de havde gennemlevet.¹ Men for de fleste var interessen for Kirken midlertidig, især da landets økonomi blev mere stabil. Efterhånden som færre mennesker følte et behov for at vende sig mod troen, var der færre og færre, som deltog i møderne.²

Hvad angår Toshiko og hendes mand, Tokichi, kæmpede de med visse sider af at være sidste dages hellige – især med at betale tiende. Tokichi tjente ikke mange penge, og nogle gange spekulerede de på, om de havde nok til at betale for deres søns frokost i skolen. De håbede også på at kunne købe et hus.

Billede

bygning i Japan med kirkeskilt foran

Illustrationer: Greg Newbold

Efter et kirkemøde spurgte Toshiko en missionær omkring tiende. »Det japanske folk er meget fattigt nu efter krigen,« sagde hun. »Det er så svært for os at betale tiende. Skal vi betale?«³

Ældsten svarede, at Gud har givet alle bud om at betale tiende, og han talte om velsignelserne ved at adlyde princippet. Toshiko var skeptisk og blev lidt fortørnet. »Det er en amerikansk måde at tænke på,« sagde hun til sig selv.

Andre missionærer opfordrede hende til at have tro. En søstermissionær lovede Toshiko, at det at betale tiende kunne hjælpe hendes familie til at nå deres mål om at få deres eget hus. Med ønsket om at være lydig besluttede Toshiko og Tokichi at betale deres tiende og stole på, at der ville komme velsignelser.⁴

Omkring dette tidspunkt begyndte søstermissionærerne at holde uformelle hjælpeforeningsmøder i deres lejlighed for Toshiko og andre kvinder i området. De delte evangeliets budskaber, drøftede praktiske måder at holde deres hjem på og lærte at lave mad til små penge. Ligesom hjælpeforeninger i andre dele af verden holdt de basarer, hvor de solgte chokolade og andre varer for at skaffe penge til deres aktiviteter. Omkring et år efter de hellige i Nagoya begyndte at holde møder, blev der formelt organiseret en Hjælpeforening med Toshiko som præsident.⁵

Hun og Tokichi begyndte også at se velsignelser komme af at betale tiende. De købte en overkommelig grund i byen og udfærdigede tegninger til et hus. De ansøgte derefter om et boliglån gennem et nyt regeringsprogram, og da de fik tilladelse til at bygge, begyndte de at arbejde på et fundament.

Processen gik glat, indtil en bygningsinspektør opdagede, at deres område var utilgængeligt for brandmænd. »Denne jord er uegnet til at bygge et hus på,« sagde han til dem. »I kan ikke gå videre med konstruktionen.«

Toshiko og Tokichi vidste ikke, hvad de skulle gøre, og talte med missionærerne. »Vi seks vil faste og bede for jer,« sagde en ældste til dem. »I bør gøre det samme.«

I de næste to dage fastede og bad familien Yanagidas med missionærerne. En anden inspektør kom derefter ud for at revurdere deres jordstykke. Han havde ry for at være streng, og i første omgang gav han familien Yanagidas et lille håb om at kunne bestå inspektionen. Men da han kiggede ud over området, bemærkede han en løsning. I en nødsituation kunne brandvæsenet komme til ejendommen ved blot at fjerne et nærtstående hegn. Familien Yanagidas kunne bygge deres hus alligevel.

Billede

en bygningsinspektør med bror og søster Yanagida

»Jeg gætter på, at I to har gjort noget usædvanligt godt tidligere,« sagde inspektøren dem. »I alle mine år har jeg aldrig været så imødekommende.«

Toshiko og Tokichi var overlykkelige. De havde fastet og bedt og betalt tiende. Og ligesom søstermissionæren havde lovet, ville de få deres eget hjem.⁶