Vores ånd forenes i sang

Laurie Williams Sowby fra Utah i USA

Sprogbarrieren blev opløst, fordi vi vidste, hvem og hvad vi sang om.

Da min ven og jeg gik ombord på en jumbojet i Seoul i Sydkorea, nikkede vi goddag til den koreanske kvinde i bedstemoralderen, der sad i sædet ved midtergangen. Min ven og jeg klemte os forbi hende ind på vores egne pladser, min ven på midtersædet og jeg ved vinduet.

Vi havde kun været i luften et par minutter, da jeg hørte de lette toner af en salme. Jeg genkendte den som »O store Gud«,¹ som er velkendt i mange kristne trosretninger, og som jeg for nylig havde lært udenad.

Jeg kiggede diskret rundt for at finde ud af, hvor lyden kom fra. Da jeg gjorde det, bemærkede jeg, at den koreanske kvinde i vores række i sin hånd havde i en lille salmebog – trykt med koreanske tegn – fra hendes protestantiske kirke.

Jeg skiftede hurtigt plads med min ven og sluttede mig stille til kvindens sang til vores fælles glæde. Hun talte ikke engelsk, og jeg hverken taler eller kan læse koreansk. Men jeg kan læse noder.

Så da hun vendte siderne i sin salmebog, kiggede jeg på den første linje af noter og nikkede, hvis jeg genkendte salmen. Så nynnede jeg en tone, og vi begyndte at synge, hun på koreansk og jeg på engelsk. Hun sang melodien, og jeg sang harmonien.

Vi fik snart selskab af passagerer på rækkerne foran os, bagved, og ved siden af os. I mere end en time sang vores improviserede kor flere kendte kristne salmer på vores respektive modersmål. Sprogbarrieren blev opløst af musikken og det faktum, at vi vidste, hvem og hvad vi sang om. Vores ånder blev forenet i sang.

Før stewardesserne serverede middagen, var vores sidste salme »Stille nat, hellige nat«² – og det var kun midt i oktober.

Siden den oplevelse har jeg tænkt over, hvor usædvanligt, men alligevel vidunderligt, det var, at en gruppe fremmede mennesker kunne forene deres stemmer i salmesang i et jetfly højt over Stillehavet.

Jeg får stadig en klump i halsen, hver gang jeg synger »O store Gud« og »Stille nat, hellige nat«. Jeg kan ikke synge disse salmer uden at tænke på den koreanske kvinde og musikkens gave, der gjorde det muligt for os at dele vores fælles tro på vor Frelser, Jesus Kristus.