At se Guds ansigt i vores fjender

Af Chad Ford

Professor i interkulturel fredsstiftelse, Brigham Young University – Hawaii

Disse lektioner i at overvinde konflikter fra Første Mosebog kan blive til et mønster for vores liv.

to sæt hænder trækker i et reb ved tovtrækkeri

Som konfliktmægler har jeg indsamlet megen visdom om, hvordan man transformere konflikter og opfordrer til forsoning ved at se på Jesu Kristi eksempel og lære i Det Nye Testamente. Men Det Nye Testamente er ikke den eneste hellig skrift, der har vejledt mig i løbet af min karriere. Det Gamle Testamente rummer overraskende dyb indsigt, som kan hjælpe os, når vi sidder fast i ødelæggende konflikter.

Hvad er en ødelæggende konflikt? Det er, når vores manglende evne til at samarbejde om at løse problemer sammen med andre får os til at såre andre eller os selv.

Med en ødelæggende konflikt kommer en frygt for smerte både som forventning og som følge af konflikten; en frygt for ikke at blive elsket eller set på den måde, vi ønsker at blive set, og en frygt for ikke at finde løsninger på de problemer, der plager os. Når vi lader denne frygt få overtag, føler vi os ikke længere rustet til at løse de problemer, vi står over for, og oplever ofte følelser af fortvivlelse, skam eller hjælpeløshed.

Den slags konflikter føles farlige for de fleste mennesker, hvilket er grunden til, at vi ender med at bruge uhensigtsmæssige tilgange til konflikten såsom undgåelse, imødekommenhed eller konkurrence som en måde at forsøge at få konflikten til at forsvinde på. Desværre vil ingen af disse løsninger virke i ødelæggende konflikter.

Ja, vi bør undgå strid (se 3 Nefi 11:29). Men vi bør aldrig undgå, opgive eller angribe de mennesker, vi er i konflikt med. I stedet må vi lære at elske de mennesker, vi er i konflikt med. Det kræver næstekærlighed – Kristi rene kærlighed – over for vores fjender (se Moroni 7:47).

Jesus lærte os, at det er nemt at elske dem, der elsker jer. Han sagde også: »Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer« (Matthæus 5:44). Frelseren beder os elske, som han gør, og blive fuldkomne, som han er (se Johannes 13:34; 3 Nefi 12:48). Det kan indebære at være villig til at elske andre, selv når en sådan kærlighed virker risikabel. Vi kan tøve, fordi det er naturligt for os at undgå fare. Men at beslutte at elske dem, der kan såre os, giver os mulighed for at tilsidesætte frygt og blive fyldt med næstekærlighed.

Denne form for kærlighed kræver frygtløshed i konflikter. Den opfordrer os til at åbne os for de mennesker, vi er i konflikt med, på en måde, der »er tålmodig … er mild … tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt … Kærligheden hører aldrig op« (1 Kor 13:4-5, 7-8). Barmhjertighed viser denne form for kærlighed uden garanti for, at folk på den anden side af konflikten vil gøre det samme.

Kærlighed giver os mulighed for at se vores brødre og søstre, vi er i konflikt med, så klart, at deres behov og ønsker betyder lige så meget for os som vores egne, uanset hvordan de ser os. Vi vil gøre alt for at finde løsninger, der opfylder deres behov såvel som vores egne.

To historier fra Det Gamle Testamente er gode eksempler på denne kærlighed.

Esau og Jakob

I 1 Mosebog 25 støder vi på en familiekonflikt mellem to brødre, Esau og Jakob, Isaks sønner. Esau solgte sin arv til Jakob for en skål linser (se 1 Mos 25:30-31). Senere efter rådslagning med sin mor udgav Jakob sig for at være Esau for at modtage Isaks sidste velsignelse (se 1 Mos 27:6-29).

Esau hadede Jakob og svor at dræbe sin bror. Jakob flygtede for at bo hos sin onkel Laban (se 1 Mos 27:41-45). Til sidst fik Jakob problemer med sin onkel og blev tvunget til at vende hjem (se 1 Mos 31). Jakob vidste, at det indebar at konfrontere Esau, som havde en større hær. Han frygtede for sit liv og sin families liv (se 1 Mos 32:7-8).

Men den dag de skulle mødes, sendte Jakob en overflod af geder, kameler, køer, får og æsler som en forsoningsgave. Han bukkede derefter syv gange, da han nærmede sig sin bror. Esau reagerede på en måde, som Jakob ikke havde forventet. Og Esau græd og omfavnede sin bror og sagde til ham, at det ikke var nødvendigt med forsoningsgaven.

Jakob blev rørt af Esaus kærlighed og svarede:

»Nej,« sagde Jakob, »hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så tag imod min gave, nu da jeg selv er trådt frem for dig, som man træder frem for Gud, og du har taget venligt imod mig.

Tag imod den gave, jeg bringer dig, for Gud har været nådig mod mig, og jeg har alt, hvad jeg har brug for.« Han blev ved at nøde ham, og så tog Esau imod den.« (1 Mos 33:10-11).

Tre elementer er nødvendige for at leve i fred

Jakob legemliggør her et mønster af kærlighed, som jeg synes er den mest effektive måde at opfordre til forsoning på med dem, vi har forurettet, eller som har forurettet os.

Salmerne 85:10 beskriver betingelserne for forsoning: »Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden.« Jakob og Esaus fredsslutning opfylder de betingelser, der nævnes Salmernes Bog.

Det krævede mod for Jakob og Esau at erkende sandheden om, at de ikke var fjender – de var brødre. Det krævede barmhjertighed at tilgive hinanden. Det krævede retskaffenhed – den slags retfærdighed, der retter op på det, vi eller andre har gjort forkert – for Jakob at tilbyde Esau en del af det, han var blevet velsignet med. Da alle disse tre elementer var til stede, var det muligt for dem at leve i fred.

Vi kan overføre det samme mønster til vores eget liv.

Når vi sidder fast i ødelæggende konflikter, kan vores frygt for konflikten og vores frygt for andre lamme os eller få os til at handle på måder, der gør tingene værre og ikke bedre. Vi tænker ofte, at alt, hvad vi kan gøre for at vende den destruktive cyklus, ikke vil virke. Vi bliver kyniske og tænker, at andre kan ændre sig.

Men Jakobs eksempel viser os også en vej gennem den slags konflikter. Jakob konfronterede sin frygt for sin bror og sin frygt for konflikt med ham. Han bekymrede sig mere om »os-bevarelse« end »selv-bevarelse« i øjeblikket, så han vendte sig mod sin bror og tilbød ham både sandhed og retfærdighed for enhver uret, han havde forvoldt. Esaus hjerte, som engang var indstillet på at dræbe Jakob, blev mildnet; til gengæld strømmede barmhjertighed og fred tilbage. Jakob fandt en måde at elske sin fjende på, og ved at gøre det så han »Guds ansigt« rette blikket tilbage mod ham.

På trods af den angst vi kan have for at nærme os en konflikt på denne måde, er den langt mere effektiv end noget andet til at ændre en sådan konflikt. Kristuslignende kærlighed skaber plads til, at vi virkelig kan se de mennesker, vi kæmper med, på en måde, der grundlæggende ændrer både os og dem.

Josef og hans brødre

Josef af Egypten forsoner sig med sine brødre

En generation efter Jakob ser vi endnu et mægtigt eksempel på kærlighed fra Jakobs søn, Josef.

Josef blev solgt til slaveri af sine misundelige brødre, da han var ung. Josefs brødre følte, at deres far gav Josef særbehandling, og at Josef blev behandlet bedre. Josef led meget på grund af sine brødres ondsindethed mod ham. Han blev adskilt fra sin familie i årevis, endte som tjener, og blev fængslet i en periode. I sidste ende hjalp Herren ham med at overvinde sin modgang, og han blev en magtfuld hersker i Egypten (se 1 Mos 37-45).

Hans brødre led også og i løbet af en periode med hungersnød, kom de til Egypten, sultne og slagne. Da de stødte på Josef, genkendte de ham ikke og bad ham om hjælp.

Josef havde ret til at smide sine brødre i fængsel for at gennemtvinge retfærdighed. Det var, hvad de fortjente. Han valgte i stedet at udvise nåde – at tilgive dem, at elske dem.

»Kom herhen!« sagde han til dem. »Og da de kom hen til ham, sagde han: »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten.

Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse« (1 Mos 45:4-5).

Josef tilgav ikke kun sine brødre, men så også et konstruktivt formål med deres konflikt. Han erkendte, at Guds hånd var i alt, og det på trods af de lidelser, de alle havde udholdt, »Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal« (1 Mos 45:7).

Igen gælder det, at et lignende mønster kan få fodfæste i vores liv, når vi erkender, at smerten ved konflikter faktisk kan føre til, at vores familier og lokalsamfund styrkes, hvis vi samarbejder om at finde løsninger.

Vi vil alle opleve konflikter. Det vil komme til at gøre ondt. Nogle gange meget. Jeg indgydes altid af ærefrygt over den smerte, andre føler, når de er involveret i konflikter, især med deres kære. Men denne smerte og frygt behøver ikke at være enden på historien.

Vi kan vælge at se konflikter og de mennesker, vi er i konflikt med, på en anden måde, ligesom Josef gjorde. Vi kan vælge at give slip på vreden, bitterheden og bebrejdelsen og i stedet omfavne vores fjender.

Vi kan vælge kærlighed frem for frygt og opdage – som Jakob, Esau, Josef og hans brødre gjorde – at vores fjender er vores brødre og søstre. Ved at stræbe efter forsoning med dem, kan vi også se Guds ansigt.