Kun digitalt
To sandheder, der hjælper os til at navigere gennem prøvelser med tro og optimisme
Fra en tale ved Brigham Young Universitys kvindekonference, der blev holdt den 29. april 2021. Se hele talen på ChurchofJesusChrist.org/study/adults/women/byu-womens-conference.
Disse to sandheder – at prøvelser er en del af Guds plan, og at Gud sendte sin Søn for at hjælpe os – er så grundlæggende for vores tro, at det kan være let at undervurdere deres kraft.
Jeg kender ikke alle de byrder og prøvelser, I møder, men jeg ved, at I møder dem! De er en afgørende del af denne jordiske oplevelse.
Nogle af vores prøvelser er kendt af folk omkring os. Andre kender kun Herren. Jeg beder til, at han vil fylde jeres sjæl med fred og drage omsorg for jer, som kun han kan, mens vi gennemgår to grundlæggende principper. Jo dybere vi forstår og tror på disse to grundlæggende sandheder, jo bedre kan vi navigere gennem livets prøvelser.
Princip nr. 1: Vor himmelske Faders plan for dette jordiske liv indebærer prøvelser, udfordringer, sygdom og modstand. De er en del af planen for vores personlige åndelige udvikling.
I Den Kostelige Perle lærer vi et formål med vores jordiske oplevelse: »Vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« (Abr 3:25; fremhævelse tilføjet). Vendingen »vi vil prøve dem« antyder en »prøve« eller en »bekræftelse« af, hvem vi virkelig er. Dette liv er altså en prøve. Det er en afgørende del af planen.
Det ville ikke være en særligt stor prøve uden udfordringer eller modstand af en eller anden slags. I vores førjordiske tilværelse accepterede vi vor Faders plan for jordelivet. Vi indså, at vi ville blive prøvet. Vi indså, at der ville være »modsætning i alt« (2 Ne 2:11).
Vi oplever alle denne modstand lige nu. Vi behøver ikke at blive overraskede. Vores udfordringer kan styrke vores beslutning om at vandre trofast på pagtsstien. Sikke en vidunderlig plan vor Fader har skabt – en jordisk oplevelse, der er speciallavet til hans børns vækst og udvikling.
Princip nr. 2: Jesus Kristus har gennem sit sonoffer for os følt og overvundet enhver prøvelse, enhver udfordring, enhver sygdom og enhver hjertesorg, som vi nogensinde vil stå over for. Han har overvundet verden. Han vil gå med os. Vi er ikke alene.
Vor himmelske Fader er opmærksom på vores prøvelser og fristelser, og han har ikke efterladt os til at gå dem i møde alene. Vor himmelske Fader sendte sin Søn, Jesus Kristus, for at hjælpe os (se Alma 7:11-13). Frelseren ønskede ikke, at vi skulle gå vores prøvelser i møde alene. Han har »trådt vinpersen alene« (L&P133:50), så vi ikke behøver at gøre det samme. Uanset hvad vi står over for, vil vor himmelske Fader og Jesus Kristus støtte og opretholde os, når vi vender os til dem. Vi kan komme sejrrige gennem dette jordiske livs udfordringer, prøvelser og hjertesorg.
Kraften i disse sandheder
Disse to sandheder – at prøvelser er en del af Guds plan, og at Gud sendte sin Søn for at hjælpe os – er så grundlæggende for vores tro, at det kan være let at undervurdere deres kraft. Men overvej, hvordan disse sandheder kan påvirke, hvordan vi tænker, og hvad vi føler angående modgang. Fordi vi forstår formålet med Guds plan, ved vi, at vores modgang ikke er et tegn på, at vi fejler, eller at planen fejler. Det betyder, at vi går fremad. Og fordi vi forstår omfanget af Jesu Kristi forsoning, ved vi, at vi aldrig behøver at stå over for vores prøvelser alene. Frelseren forstår selv vores mest private og personlige kampe, og han ved præcis, hvordan han kan hjælpe os igennem dem.
Alting skal virke sammen til gavn for jer
Måske kan jeg illustrere, hvordan en forståelse af Faderens plan og Frelserens guddommelige mission giver os kraft til at gå livets udfordringer i møde.
I sommeren 2020 begyndte jeg at have smerter i min venstre skulder, og jeg kunne ikke finde ud af hvorfor. Smerten ville ikke forsvinde, så sidst i oktober tog jeg til lægen. Han så på et røntgenbillede og foreslog en CT-scanning. Den næste aften ringede lægen til mig, da jeg var derhjemme – sikkert ikke et godt tegn – og fortalte mig, at CT-scanningen havde identificeret metastatisk sygdom i min skulder. Med andre ord sagde han, at jeg havde kræft. Han sagde også, at det så ud til at være kommet til min skulder fra et andet sted i min krop.
Jeg rejste mig op fra min stol, gik ind i det andet værelse og fortalte Anne Marie, at jeg havde kræft. Den aften ændrede vores liv sig. Alt syntes at ændre sig.
Jeg rakte ud til min far og spurgte, om han ville give mig en velsignelse. Han er 95 år gammel. Vi samledes som familie i mine forældres hjem. Alle vores børn var med. Det var et mirakel, at de alle var i området. Vi var omhyggelige med at have vores mundbind på, bortset fra på dette billede.
Foto: Busath Photography
Jeg havde håbet, at min far i velsignelsen ville ramme plet og befale kræften at forsvinde. Men det er ikke den velsignelse, han gav. Han velsignede mig med, at kræften ville blive identificeret, at der ville være et behandlingsforløb, at jeg ville følge behandlingsforløbet, og at jeg ville blive helbredt.
Fra det øjeblik han og mine sønner tog deres hænder af mit hoved, kom der en følelse af fred over mig. Jeg vidste, at den fredfyldte følelse kom ved Helligåndens indflydelse.
I den følgende måned kunne jeg rent lægeligt ikke se længere end til spidsen af mine fødder. Jeg vidste, at jeg havde kræft i skulderen og mindst et andet sted i min krop. Jeg vidste ikke, hvilken slags kræft det var, eller hvor udbredt den var. Jeg vidste bare slet ikke særlig meget.
Men det vidste jeg: Min far, ledsaget af mine fire sønner, havde givet mig en velsignelse med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed. Jeg havde stor tro på kraften i den velsignelse. Jeg havde også tro på, at velsignelsen var i overensstemmelse med Herrens vilje.
I løbet af november måned fortsatte de medicinske prøver. Mens vi ventede på resultaterne, talte Anne Marie og jeg meget om fremtiden og vores tro på vor himmelske Faders plan. Vi talte om muligheden for, at mit liv på jorden måske ville være lidt kortere end forventet. Men uanset hvilken side af sløret jeg ville være på, ændrede det ikke ved vores kærlighed til hinanden, vores ægteskab eller vores familie. Det ændrede ikke ved vores taknemmelighed til vor himmelske Fader for gaven ved hans Søn, Jesus Kristus, og for velsignelsen ved at deltage i denne vidunderlige jordiske oplevelse.
I vores bønner som par bad vi for, at mit liv ville blive skånet. Men hvis planen var, at jeg skulle kaldes hjem på dette tidspunkt, ville vi også acceptere det. Jeg bad også om, at jeg måtte lære, hvad Herren ønskede, at jeg skulle lære af denne oplevelse. Jeg huskede ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum, der ved en lejlighed sagde, at Herren gav ham kræft, så han kunne belære folket med autenticitet.1 Det fortsætter jeg med at tænke over.
Mens vi ventede på diagnosen, blev jeg ved med at føle fred. Jeg var meget taknemmelig for min fars velsignelse. Åndeligt talt ramte han plet og helbredte mig. Han helbredte mig åndeligt.
I løbet af alt dette følte jeg troen og bønnerne fra venner, familie og kære. Det er noget særligt at indse, at ens børn, deres ægtefæller og ens børnebørn beder for en med stor tro. Missionærerne og de hellige, som vi tjente sammen med i Barcelona-missionen i Spanien, udøver også deres tro og bønner på mine vegne. Hvilke større velsignelser findes der? Disse troens bønner og støtte fra så mange har skabt en kæmpe tsunami af kærlighed, der har været overvældende for mig.
Til sidst kom diagnosen. Jeg har kræft i min højre nyre, som er metastaseret til min venstre skulder. Kræften havde allerede været i min skulder i omkring et år, og derfor endnu længere i min nyre. Af en eller anden grund, som jeg ikke kender, er der ingen kræft i min hjerne eller mine lunger. Herren er meget omsorgsfuld. Der er et behandlingsforløb, jeg følger det, og jeg stoler på, at jeg om ca. et år vil være helbredt. »Og selv om [jeg] ikke gør det« (Dan 3:18), er jeg villig til at acceptere Herrens vilje for mig.
Jeg er ikke den eneste med helbredsmæssige udfordringer eller bekymringer eller hjertesorg af forskellig art. Ligesom jer har jeg tro på Herren Jesus Kristus. Ligesom jer har jeg tro på vor himmelske Faders plan. Og ligesom jer har jeg tro på, at »alting [skal] virke sammen til gavn for jer, hvis I vandrer retsindigt og erindrer den pagt, som I har indgået med hinanden« (L&P 90:24).
Vores tro fjerner ikke nødvendigvis vores prøvelser. Men den giver os kraften og perspektivet til at navigere vellykket igennem disse prøvelser.
Frelserens eksempel: »Ikke min vilje, men din«
Vor Frelser, som er vores eksempel i alt, har lært os, hvordan vi trofast udholder modgang. Mest gribende er hans oplevelse i Getsemane:
»Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:
›Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.‹
Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham« (Luk 22:41-43, fremhævelse tilføjet).
Faderen fjernede ikke dette lidelsens bæger, men han svigtede heller ikke sin elskede Søn. Han sendte en engel for at styrke ham, og med den styrke var Frelseren i stand til at udføre den uendelige forsoning.
På samme måde fjerner Faderen ikke altid byrden, når vi møder udfordringer, men når vi underkaster os hans vilje, kan vi regne med, at han giver os styrke, der svarer til udfordringen.
Fred i Kristus
Jeg vidner om Jesus Kristus, den sande kilde til varig fred (se Joh 16:33). Fordi han overvandt verden, giver han os styrke til at møde alle prøvelser, verden kan give os. Han giver evigt perspektiv gennem sit gengivne evangelium og trøst gennem Helligåndens indflydelse. Jesu Kristi evangelium er i sandhed svaret på alle de problemer, vi møder i livet.
»Fred efterlader jeg jer,« sagde Frelseren, »min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27).