2022
Julefest i Gladsaxe
April 2022


Julefest i Gladsaxe

En skøn tid

Sikken en skøn tid! Julen bringer ekstra opmærksomhed til medmennesker, gode sammenkomster og ekstra tanker om Kristus, og hvilket særligt barn, han var, og hvor meget han kom til at betyde for os alle. Og det var alt det, vi kom til at opleve til vores julefest i Gladsaxe 2. menighed.

Julequiz og julemad

Vi mødtes en tidlig aften den 4. december og begyndte med en julequiz, der handlede om alt ved julen, lige fra mad til Jesusbarnet til julekalendere. Derefter spiste vi en skøn julemiddag med en mør flæskesteg, god sovs og lækre julesalater. Da vi havde snakket livligt og længe, gik vi tilbage i tiden til dengang, hvor der lyste en stjerne på himlen, og Kristus blev født. Det blev gjort ved hjælp af et skyggespil, en fortæller og nogle dejlige sange. Vi så, hvordan Maria fik at vide af en engel, hvilket stort ansvar hun skulle til at påtage sig. Og vi så, hvordan Joseph blev ved hendes side og støttede hende. Der var en dejlig ånd til stede.

De vise mænd kom ikke

Men de vise mænd kom ikke, for de havde ikke fundet stjernen, så børnene måtte ud og finde dem og hjælpe dem med at finde Kristus. Ligesom børnene hjalp vismændene, kan vi også fortælle om Kristus til andre og hjælpe dem med at finde ham. De vise mænd havde både gaver med til det lille Jesusbarn og børnene, og så dansede de om juletræet med os.

Da vi skulle vinke farvel til dem udenfor, var der bål, fællessang, varm kakao og gløgg og æbleskiver. Vi håbede, at naboerne kunne lide smukke julesange, for der blev sunget mange skønne sange, og folk sang så smukt. Det var en dejlig og stemningsfuld aften.