Der, hvor drømme går i opfyldelse

Shyam Kumar Lohat er fra New Delhi i Indien

Min far truede med at sparke mig ud hjemmefra, hvis jeg sluttede mig til Kirken, men efter min dåb var alt, jeg oplevede, store velsignelser i mit liv.

Shyam, hans hustru, Radhika, og deres søn

Af en eller anden grund besluttede en sød pige i min 10. klasse sig for at give mig et eksemplar af Mormons Bog på engelsk. Jeg vidste ikke, hvad det var. Min far havde givet mig en bog med forkortede bibelhistorier på hindi, da jeg var ung. Så da jeg prøvede at læse et par sider i Mormons Bog og så navnet Jesus Kristus, tænkte jeg: »Det ligner Bibelen.«

Jeg beholdt bogen, men jeg lod den være. Jeg talte ikke engelsk, selvom jeg havde det som fag i skolen. På omtrent samme tidspunkt begyndte jeg at forberede mig til eksamen med min ven, der gav mig Mormons Bog. Jeg var god til alle mine akademiske fag, undtagen ét.

»Jeg er virkelig bekymret for mine eksamener i engelsk,« sagde jeg til min ven. »Jeg er bange for, at jeg kommer til at dumpe.«

Hun svarede: »Jeg har nogle venner, der kan hjælpe dig med at lære engelsk.«

De venner var missionærer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Snart begyndte de at komme hjem til mig og give mig lektioner i engelsk grammatik. Efter nogle få uger begyndte de at undervise mig i evangeliet.

Efterhånden som jeg undersøgte Kirken, lærte missionærerne mig om Åndens frugter (se Gal 5:22-23) og hjalp mig til at forstå, hvordan Ånden taler til os. De sagde også, at jeg skulle spørge vor himmelske Fader, om deres budskab var sandt. Da jeg bad, forventede jeg ikke et svar som det, Joseph Smith modtog, men jeg ønskede et svar på en måde, så jeg vidste, at jeg traf det rette valg.

Svaret kom sent en aften på en måde, jeg ikke kan fornægte. Det var et svar fyldt med lys og fred. Jeg følte mig opløftet og født på ny. Jeg følte, at jeg ønskede at være den venligste person i verden. Gud vidste, hvordan han skulle svare mig, og jeg vidste, hvad jeg skulle gøre bagefter. Faktisk var jeg bange for, hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke blev døbt.

Da jeg fortalte mine forældre det, var min far imod det – ikke fordi han ikke er en venlig mand, men på grund af det kulturelle pres. Han var ikke sikker på, om vores omgivelser ville acceptere min dåb.

»Hvis du bliver døbt, bliver du smidt ud hjemmefra,« sagde han til mig.

Grædende sagde jeg til min mor: »Jeg vil virkelig gerne døbes, men det er sådan, far siger.«

Hun svarede: »Gør det bare. Så må vi se, hvad der sker.«

Jeg gjorde det og blev døbt. Derfra vendte jeg aldrig om. Alt jeg så, var store velsignelser i mit liv.

Min far smed mig ikke ud, men i et år eller to var livet svært derhjemme. Når der skete noget svært i vores familie, troede nogle af vores slægtninge og familiemedlemmer, at det var, fordi jeg havde forrådt guderne ved at tage imod evangeliet. Men da mine forældre så positive ændringer i mig, ændrede tingene sig i hjemmet. To år efter jeg var blevet medlem af Kirken, døbte jeg mine to yngre søstre. Senere blev min anden søster døbt.

Et løfte blev opfyldt

Da missionærerne underviste mig i evangeliet, lovede den ven, der havde givet mig Mormons Bog, at hvis jeg læste den fra ende til anden på engelsk, så ville jeg lære at tale engelsk. Det løfte tog jeg alvorligt, så jeg begyndte at læse, selvom jeg til at begynde med ikke forstod så meget. Jeg læste og studerede Mormons Bog hver dag og hver aften. Jeg gemte den endda under min pude, så jeg kunne begynde at læse igen, hvis jeg vågnede om natten.

I løbet af et år talte jeg godt nok engelsk til at arbejde på et engelsktalende callcenter. Efter jeg havde sparet op, blev jeg kaldet til Bangalore-missionen i Indien.

Under min mission bekymrede jeg virkelig over, at hele min familie ikke var samlet i Kirken. En dag læste jeg dette vers: »Se, du har haft mange trængsler på grund af din familie; alligevel vil jeg velsigne dig og din familie, ja, … og den dag kommer, da de vil tro og kende sandheden og være ét med dig i min kirke.« (L&P 31:2).

Jeg følte Ånden så stærkt, at jeg vidste, at dette vers talte til mig. Det tog 14 år, før det løfte gik i opfyldelse i min familie. Men for tre år siden døbte jeg begge mine forældre. Nu er vi alle medlemmer af Kirken, bortset fra en af mine brødre.

Jeg siger ofte dette: »Kirken er et sted, hvor drømme går i opfyldelse.« På grund af Kirken har jeg det, jeg ønskede mig mest. Jeg lærte at tale engelsk. Jeg tjente på en mission, der var fuld af mirakler. Efter min mission mødte jeg Radhika, som nu er min smukke hustru, og vi blev beseglet i templet i Bern i Schweiz. Vi har en fireårig søn. Min familie er med mig i Kirken. Alle mine gode drømme er gået i opfyldelse.