Få glæde og styrke ved at holde tempelpagter

Kathryn Reynolds

Hjælpeforeningens vejledende råd

Det kan sommetider være svært at tage i templet alene, men vor himmelske Fader fylder os med sin rene kærlighed, varige styrke og evigtvarende glæde, når vi stræber efter at ære vores tempelpagter.

Bemærk: Denne artikel er blevet gennemgået af tempelafdelingen.

Forfatteren bor i Utah i USA.

kvinde, der sidder foran templet — Modelfoto

Som et medlem af Kirken, der endnu ikke er blevet gift, er jeg i over 18 år kommet i templet uden en ægtefælle til at ledsage mig. For nogle af os i den situation kan det ofte være udfordrende at tjene og tilbede i templet, ligesom for fraskilte, enker eller gifte, hvis ægtefælle ikke har en gyldig tempelanbefaling. Vi kan få en stærkere følelse af at være alene på grund af de budskaber om evigt ægteskab og familie, der er flettet ind i ordinancerne. Selvom jeg til tider relaterer til disse modstridende følelser, har jeg indset, at i stedet for at fokusere på, hvorvidt jeg har modtaget alle de lovede velsignelser i templet eller ej, så kan jeg fokusere på at tilbyde alt , hvad jeg kan give til vor himmelske Fader og Jesus Kristus i – og uden for – templet.

Jeg var i fem år ansat som tempelpræsidentens sekretær i templet i Salt Lake City. Det smukke maleri »Simeon ærer Kristusbarnet« hang på væggen tæt på mit skrivebord. Det skildrede Maria og Josef, der bragte Jesus til templet og ofrede et par turtelduer i henhold til moseloven, den ene som syndoffer og den anden som brændoffer (se 3 Mos 12:6, 8).

Hver gang jeg gik forbi maleriet, så fuglenes øjne ud til at se lige på mig, og jeg følte, at Herren brugte dette symbolske billede til at spørge mig: »Hvad har du at tilbyde, når du præsenterer dig for mig?«

Jeg fik ofte følelsen af, at »jeg er offeret, der skal præsenteres for ham.« Hele mit liv – min personlige lydighed mod mine pagter med ham – er i sidste ende min gave og mit offer, min »hellighed for Herren«.

Som apostlen Paulus opfordrede os til, kan vi »bringe [vores] legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være [vores] åndelige gudstjeneste« (Rom 12:1, fremhævelse tilføjet). For mig kan en del af dette levende offer til Gud omfatte mit offer for at

holde mine løfter til ham, som jeg har indgået gennem mine tempelpagter,
stræbe efter at ære og adlyde befalingerne,
»lad[e] Gud råde«¹ ved at prioritere ham i mit daglige liv.
Tjene andre på en naturlig og omsorgsfuld måde, som Kristus ville gøre,
vise taknemlighed for de muligheder, vor himmelske Fader har givet mig for at deltage i sit værk på jorden,
og være villig til at stole på Herren, når han leder mig ad de forskellige stier, han har i vente for mit liv.

Når vi søger og lytter til åbenbaring, ved jeg, at vor himmelske Fader altid vil hjælpe os med at forstå, hvilke ofre vi må yde ham hver dag og hele vores liv.

Herrens kærlighed og løfter

I min stræben efter at bringe Gud et helligt offer med den måde, jeg vælger at leve på, er jeg fuldt ud klar over, at det kun er gennem min Frelser og hans uendelige offer, at det overhovedet er muligt. For der skal ikke »gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, navn« (Mosi 3:17). Denne grundlæggende kundskab opmuntrer mig med større kraft til at styrke mit personlige forhold til ham.

Da Kristus kom til Amerika efter sin opstandelse, gik nefitterne »frem en efter en … og med deres egne øjne så og med deres egne hænder følte og med vished vidste [de] … at det var ham … som skulle komme« (3 Ne 11:15, fremhævelse tilføjet).

Jeg følte en lignende dejlig vished den dag, jeg trådte ind i templet for at modtage min begavelse. Da jeg blev fulgt ind i området for den forberedende ordinance, var mit hjerte (såvel som omgivelserne) meget stille og rolige. Hver del af ordinancen mindede mig om, hvor personlig min frelse er, og hvordan Kristi ømme kærlighed til os vises en for en. Det motiverede mig til at tænke over betydningen af mine pagter.

Siden den dag har jeg holdt fast ved den styrke, jeg får fra et vedvarende ønske om at holde mine løfter til ham, og jeg holder især fast i hans løfter til mig.

For eksempel er nogle specifikke lovede velsignelser i den forberedende ordinance i forbindelse med ægteskab endnu ikke blevet opfyldt for mig. Jeg ved, at det til tider kan være naturligt at kæmpe med et begrænset jordisk syn, men jeg tror fuldt og fast på, at Herren ser alt som nærværende for sig i nuet² – selv de ønsker, vi længes efter at modtage i fremtiden.

Når Frelseren taler, kan vi stole på, at han vil opfylde sine løfter, for han er altid pålidelig. Og i hans alvidende og evige perspektiv er hans del af pagten allerede blevet opfyldt.

Et af mine yndlingsskriftsteder lyder:

»Gud har stor kraft til at opfylde alle sine ord.

For han vil opfylde alle sine løfter, som han skal give jer« (Alma 37:16-17, fremhævelse tilføjet).

Denne dybsindige erklæring giver mig en umådelig glæde og styrke til at bevæge mig fremad!

Glæde til at trives

At tro og stole på, at disse løfter – selv om nogle er »i det fjerne« (Hebr 11:13) – kan få os til at modtage en endnu større evne til glæde til at trives i vores liv både nu og senere. Uanset hvad vores nuværende omstændigheder er, er livet fuld af udfordringer. Prøvelser er en del af vor himmelske Faders plan, men det er lykke også.

Som medlemmer, der i øjeblikket er enlige, kan vi længes efter partnerskab og tilhørsforhold på livets rejse, der sommetider kan føles som et ensomt og dystert sted. Men når vi holder os tæt på Kristus, kan det give os styrke og evig lykke.

Alma mindede os om, at »Herren sørgede for dem, så de ikke skulle sulte, ej heller skulle de tørste; ja, og han gav dem også styrke, så de ikke skulle lide nogen slags trængsler, uden at de blev opslugt i glæden over Kristus« (Alma 31:38; fremhævelse tilføjet).

Jeg er taknemlig for, at Kristus, fordi jeg har æret mine dåbs- og tempelpagter ved mit offer til ham, har sørget for – og fortsat vil sørge for – at opfylde mine behov, hvad enten de er åndelige, timelige eller følelsesmæssige. Jeg er også blevet fyldt med »Guds fred, som overgår al forstand« (Fil 4:7), og som gør mig i stand til at udholde mit livs rejse med glæde.

Som præsident Russell M. Nelson sagt: »Vi [kan føle] glæde, uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv. Glæde kommer fra og på grund af [Jesus Kristus]. Han er kilden til al glæde.«³

Et hellighedens offer

Hver gang jeg tænker på maleriet af turtelduerne, bliver jeg gentagne gange mindet om at ofre mig selv til Kristus gennem mit pagtsliv. Jeg er især taknemmelig for det, han lover mig for at holde mine tempelpagter.

Hvis I endnu ikke har modtaget jeres egne frelsende ordinancer i templet eller af en eller anden grund ikke har været i templet i et stykke tid, inviterer jeg jer kærligt til at tilsidesætte tidligere eller nuværende barrierer og yde den nødvendige indsats for at komme ind ad disse hellige døre. Når I gør det, vil I blive i stand til at modtage den styrke og glæde, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus tilbyder os gennem tilbedelse i templet og pagter.

Jeg ved, at templet er et sted, der kan forandre os – ikke på grund af selve den hellige bygning, men på grund af det, den repræsenterer, og hvordan den peger os i retning af Jesus Kristus. Når vi træder ind ad de hellige døre, føler jeg, at vi hver især fylder vores lamper med åndelig olie, når vi forbereder os på Frelserens tilbagekomst (se Matt 25:1-13). Når vi indgår og holder vores dåbs- og tempelpagter, forbereder det os til at modtage alt, hvad Faderen har i vente til os.

Når vi holder vores pagter, stoler jeg på, at vor himmelske Fader og vor Frelser vil fylde vores liv med større kraft til at handle i tro og med oplysende glæde til at leve det liv, som Gud så gavmildt har givet os.