En mild barmhjertighed fra Herren

M. Gary Hadfield fra Virginia i USA

I årevis spekulerede jeg på, om min missionærindsats på den franske riviera havde været forgæves.

Som ung tjente jeg på en 30-måneders mission i Frankrig fra 1955 til 1958. I de sidste otte måneder af min mission blev jeg kaldet til at tjene som grenspræsident i Cannes. Cannes Gren var lille med færre end 10 aktive medlemmer.

Vores missionspræsident fortalte os, at han planlagde at lukke grenen kort tid efter, hvis der ikke kom nogen dåb. På mirakuløs vis bad tre ældre damer snart om at blive døbt. Efter deres dåb flyttede den ene af dem til Dijon, hvor der ikke var nogen gren af Kirken, og de to andre kæmpede med at forblive aktive i Kirken. Ikke desto mindre hjalp disse nye medlemmer af Kirken os med at holde grenen åben.

Forestil jer min overraskelse, da jeg vendte tilbage til Cannes i 1990’erne med min hustru, Kathleen, for at finde en ny kirkebygning for sidste dages hellige i Le Cannet, et eftertragtet nabolag på skråningerne med udsigt over Cannes. Den husede en levende menighed, der var ved at vokse sig for stor og forventede at skulle deles. Da forsamlingen hørte den ydmyge historie om min tid i Cannes, blev vi fanget af tre bedstemødre, der havde tilsluttet sig Kirken i 1960’erne.

»Hvis Cannes Gren ikke var forblevet åben,« fortalte de os, »ville vi aldrig have kendt til genoprettelsen af Kristi Kirke! Nu har vi alle børnebørn, der tjener på missioner.«

Mens vi sammen frydede os over det lykkelige resultat af at holde grenen åben, sluttede en fremtrædende herre sig til os, der havde overhørt vores samtale.

»Jeg er bror Paya, og jeg tilsluttede mig også Kirken i Cannes i 1960’erne,« sagde han. »Jeg var tidligere biskop her, præsident for staven i Nice-Stav og missionspræsident i Spanien.«

Senere blev bror Paya præsident for templet i Madrid i Spanien og områdehalvfjerdser. Vi græd alle af glæde over at høre deres historier.

Hvor er det dog en mild barmhjertighed Herren viser for at lære mig, at vores missionering på den franske Riviera ikke var forgæves, som jeg havde troet i så mange år. Herren fører omhyggeligt tilsyn med vores arbejde og velsigner det med succes, selvom vi ikke kan forudse det fremtidige resultat, som han gør.