Et redskab i Herrens hænder

Ældste Ciro Schmeil

De Halvfjerds

Hvis vi følger Ånden og har et villigt hjerte, vil Herren vejlede os til at gøre det, han har brug for, at vi gør.

At være et redskab i Herrens hænder er virkelig ret let. Vi må bare være villige til at lade Ånden vejlede os og have modet til at følge hans tilskyndelser. Det var tilfældet, da min hustrus forældre tilsluttede sig Kirken i 1968. En ung missionær, der ønskede at være et redskab i Herrens hænder, hjalp med at bringe deres familie ind i Kirken.

Mine svigerforældre mødtes med missionærerne én gang, men efter det ønskede min svigerfar ikke at fortsætte. Så blev en ny missionær, ældste Fetzer, forflyttet til området, og denne unge missionær og hans kammerat følte sig tilskyndet til at besøge og tjene familien. Ældste Fetzer var i stand til at røre familiens medlemmers hjerte på en måde, som andre missionærer ikke havde gjort.

I de næste seks måneder betjente missionærerne familiens behov. Med tiden blev min hustrus forældre rørt af Ånden og tilsluttede sig Kirken. De modtog de velsignelser, der kommer, når vi indgår og holder pagter. Gennem dem har flere familier tilsluttet sig Kirken og modtaget evangeliets velsignelser.

Det skete til dels, fordi en ung mand fra Utah var villig til at »lade Gud råde« i sit liv. Han havde modet til at forlade hjemmets tryghed, lære et nyt sprog og tjene Herren i Brasilien.

En enkel samtale

For omkring et år siden fik min hustru, Alessandra, en sms fra en søster i vores hjemmenighed i Brasilien. Der var gået mere end to år, siden de sidst havde set hinanden. Denne søster skrev: »På en af de værste dage i mit liv ved jeg ikke, hvordan jeg kom i kirke. Da jeg gjorde, så du mig. Du holdt min arm og bad mig om at sidde ved siden af dig. Jeg talte med dig. Du lyttede og rådede mig.«

Det syntes at være en enkel samtale på det tidspunkt. Men det viste sig at være en mulighed for min hustru til at være et redskab i Herrens hænder. Hun drog omsorg for den kære søster, der gennemgik en udfordrende tid. Alessandra tænkte ikke rigtigt over det. Hun følte sig ganske enkelt tilskyndet til at lytte og trøste, og hun handlede på tilskyndelsen. Nu mere end to år senere modtog hun denne sms fra den søster, der udtrykte sin taknemmelighed.

Gennem disse begivenheder har jeg lært, at vi ikke behøver en kaldelse for at være et redskab i Herrens hænder. Vi skal bare have ønsket. »Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet« (L&P 4:3).

»Med henblik på en situation som denne«

I Det Gamle Testamente læser vi om en anden person, der tjente som et redskab i Guds hænder. Ester var en ung kvinde, der mistede sine forældre i en tidlig alder. Hun blev opdraget af sin fætter Mordokaj.

Da kong Ahasverus blev skilt fra dronning Vashti, valgte han Ester som sin nye dronning. »Kongen blev mere forelsket i Ester end i nogen af de andre kvinder, og hun vandt større yndest og velvilje hos ham« (Est 2:17). Ester var jøde, men det vidste kongen ikke.

Haman, en af kongens rådgivere, blev forfremmet til at sidde over alle de stormænd, der var med ham (se Est 3:1). Og han planlagde »at udrydde, dræbe og tilintetgøre alle jøder, både unge og gamle« (Est 3:13).

Da Ester hørte om Hamans plan, tilskyndede Mordokaj Ester til at tale til kongen. Det udgjorde en stor personlig risiko for hende, men hun fandt mod i Mordokajs ord. Han sagde: »Og hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?« (Est 4:14).

»Skal jeg dø, så lad mig dø!« sagde hun (Est 4:16) og gik til kongen uden at blive indkaldt. Det var en forbrydelse, der kunne straffes med døden. Ester var på grund af sin tapperhed i stand til at påvirke kongen. Som følge deraf udstedte han en forordning om at skåne jøderne. I den tillod han »jøderne i hver enkelt by at samles og forsvare deres liv« (Est 8:11).

Enhver rolle er vigtig

Ester var villig til at være et redskab i Herrens hænder. Hendes liv med lydighed og hengivenhed havde forberedt hende. Når jeg tænker på, at hun gik ind i kongens indre hof uden en invitation, forundres jeg over hendes mod. Den minder mig om præsident Russell M. Nelsons opfordring til os alle om at lade Gud råde i vores liv.¹ Ester var villig til at lade Gud råde.

Esters fætter Mordokaj var også et redskab i Herrens hænder. Han opdrog Ester godt. Han gav hende støtte, mod og inspiration. Vi har alle en rolle at spille, og hver rolle er lige så vigtig og afgørende.

Herren placerede Ester i kongens hus med et formål – at redde jøderne. Ligesom Herren gjorde med Ester, placerer han os der, hvor vi kan være med til at opfylde hans formål. Derfor må vi være beredte og værdige, når vi står over for de muligheder, han præsenterer.

Muligheder overalt

Muligheder for at være redskaber i Herrens hænder er overalt omkring os. Det er vores ansvar at være forberedt på at handle. Ofte ved vi ikke, hvornår eller hvordan disse muligheder vil vise sig. Vi er nødt til at leve værdigt til at have Helligåndens ledsagelse og have et villigt hjerte. Så vil Herren vejlede os til at gøre det, han har brug for, at vi gør.

I Lære og Pagter 35:3 siger Herren til Sidney Rigdon: »Jeg har betragtet dig og dine gerninger. Jeg har hørt dine bønner og beredt dig til et større værk.«

Herren kender os og har et værk for os alle at udføre. Sommetider er det noget, som kun vi kan udføre. Dette arbejde kan være i hjemmet som forældre, der hjælper en søn eller datter, der har det svært. Eller det kan være inden for vores ansvar i Kirken. Faktisk kan det være når som helst, hvor som helst og med hvem som helst.

Præsident Dieter F. Uchtdorf, daværende andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Herren har givet jer jeres ansvar af en årsag. Der kan være mennesker og hjerter, som kun I kan røre og bevæge. Måske er der ingen andre, der kan gøre det helt på samme måde.«²

Præsident Uchtdorf har også sagt: »Når vi følger [Frelserens] fuldkomne eksempel, kan vores hænder blive hans, vores øjne hans øjne og vores hjerte hans hjerte.«³

Ligesom Ester, Mordokaj, ældste Fetzer, min hustru og mange andre kan vi alle være redskaber i Herrens hænder.