»Den evigtvarende pagt«, Liahona, okt. 2022.
Den evigtvarende pagt
Alle de, der har indgået en pagt med Gud, har adgang til en særlig form for kærlighed og barmhjertighed.
Herren Jesus Kristus, af Del Parson
I denne verden, der er sønderrevet af krige og rygter om krige, er behovet for sandhed, lys og Jesu Kristi rene kærlighed større end nogensinde før. Kristi evangelium er herligt, og vi er velsignede ved at studere det og leve i overensstemmelse med dets forskrifter. Vi fryder os over vores muligheder for at fortælle andre om det – at vidne om dets sandheder, uanset hvor vi er.
Jeg har ofte talt om vigtigheden af Abrahams pagt og Israels indsamling. Når vi tager imod evangeliet og bliver døbt, påtager vi os Jesu Kristi hellige navn. Dåb er den port, der fører til at blive medarvinger til alle de løfter, som Herren i fordums tid gav Abraham, Isak, Jakob og deres efterkommere.1
»Den nye og evigtvarende pagt«2 (L&P 132:6) og Abrahams pagt er grundlæggende den samme – to måder at formulere den pagt på, som Gud indgik med dødelige mænd og kvinder på forskellige tidspunkter.
Adjektivet evigtvarende betegner, at denne pagt eksisterede, selv før jorden blev dannet! Planen, der blev lagt i det store råd i himlen, omfattede en foruroligende erkendelse af, at vi alle ville blive forstødt fra Guds nærhed. Men Gud lovede, at han ville sørge for en Frelser, der ville overvinde konsekvenserne af faldet. Efter Adams dåb sagde Gud til ham:
»Du er af hans orden, han som var uden dages begyndelse og års ende, fra al evighed til al evighed.
Se, du er ét i mig, søn af Gud; og således kan alle blive mine sønner« (Moses 6:67-68).
Adam og Eva accepterede dåbsordinancen og begyndte processen med at blive ét med Gud. De var trådt ind på pagtsstien.
Når I og jeg også kommer ind på den sti, får vi en ny livsstil. Vi skaber derved et forhold til Gud, der gør det muligt for ham at velsigne og forandre os. Pagtsstien fører os tilbage til ham. Hvis vi lader Gud råde i vores liv, vil den pagt føre os tættere og tættere på ham. Alle pagter er beregnet til at være bindende. De skaber et forhold med evigtvarende bånd.
En særlig kærlighed og barmhjertighed
Når vi først har indgået en pagt med Gud, forlader vi neutral grund for evigt. Gud vil ikke opgive sit forhold til dem, der har knyttet et sådant bånd til ham. Faktisk har alle, der har indgået en pagt med Gud, adgang til en særlig form for kærlighed og barmhjertighed. På hebraisk kaldes den pagtskærlighed for hesed (חֶסֶד).3
Hesed har ikke noget passende dansk tilsvarende. Oversættere af Bibelen må have kæmpet med, hvordan man siger hesed på dansk. De valgte ofte »godhed« eller »troskab«. De fanger meget, men ikke hele betydningen af hesed. Andre oversættelser blev også gengivet, såsom »barmhjertighed«. Hesed er et unikt udtryk, der beskriver et pagtsforhold, hvori begge parter er forpligtet til at være loyale og trofaste mod hinanden.
Et celestialt ægteskab er sådan et pagtsforhold. En mand og hustru indgår en pagt med Gud og med hinanden om at være loyale og trofaste mod hinanden.
Hesed er en særlig form for kærlighed og barmhjertighed, som Gud føler for og rækker ud til dem, der har indgået en pagt med ham. Og vi gengælder ham med hesed til ham.
Når I og jeg har indgået en pagt med Gud, bliver vores forhold til ham meget tættere end før vores pagt. Nu er vi knyttet sammen.
Foto: Jerry L. Garns
Fordi Gud har hesed til dem, der har indgået pagt med ham, vil han elske dem. Han vil fortsætte med at arbejde sammen med dem og give dem muligheder for at ændre sig. Han vil tilgive dem, når de omvender sig. Og hvis de kommer på afveje, vil han hjælpe dem med at finde deres vej tilbage til ham.
Når I og jeg har indgået en pagt med Gud, bliver vores forhold til ham meget tættere end før vores pagt. Nu er vi knyttet sammen. På grund af vores pagt med Gud vil han aldrig blive træt i sine bestræbelser på at hjælpe os, og vi vil aldrig udmatte hans barmhjertige tålmodighed med os. Vi har hver især en særlig plads i Guds hjerte. Han har store forhåbninger til os.
I kender til den historiske erklæring, som Herren gav profeten Joseph Smith. Den kom ved åbenbaring. Herren sagde til Joseph: »Dette løfte er også jeres, fordi I er af Abraham, og løftet blev givet til Abraham« (L&P 132:31).
Derved blev denne evigtvarende pagt gengivet som en del af den store gengivelse af evangeliet i dets fylde. Tænk over det! En ægteskabspagt, der indgås i templet, er direkte knyttet til den abrahamske pagt. I templet introduceres et par for alle de velsignelser, der er forbeholdt Abrahams, Isaks og Jakobs trofaste efterkommere.
Ligesom Adam trådte I og jeg personligt ind på pagtsstien ved dåben. Og vi indtræder endnu mere fuldstændigt på den i templet. Velsignelserne ved Abrahams pagt bliver overdraget i hellige templer. Disse velsignelser giver os, når vi opstår, mulighed for at »arve troner, riger, magter, fyrstendømmer og herredømmer til vores ›ophøjelse og herlighed i alt‹ (L&P 132:19).«4
I den afsluttende tekst til Det Gamle Testamente læser vi Malakias’ løfte om, at profeten Elias vil »vende fædrenes hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre« (Mal 3:24). I det fordums Israel ville en sådan henvisning til fædrene have omfattet fædrene Abraham, Isak og Jakob. Dette løfte tydeliggøres, når vi læser den anden version af dette vers, som Moroni citerede for profeten Joseph Smith: »Han [profeten Elias] skal i børnenes hjerte plante de løfter, der blev givet til fædrene, og børnenes hjerte skal vende sig til deres fædre« (JS-H 1:39). Disse fædre omfatter helt sikkert Abraham, Isak og Jakob. (Se L&P 27:9-10).
De, der indgår hellige pagter og holder dem, bliver lovet evigt liv og ophøjelse. Jesus Kristus er garanten for disse pagter.
Udsnit af Kristus og den rige unge mand, af Heinrich Hofmann
Jesus Kristus: Pagtens midtpunkt
Frelserens sonoffer gjorde Faderen i stand til at opfylde sine løfter til sine børn. Fordi Jesus Kristus er »vejen og sandheden og livet«, følger det, at »ingen kommer til Faderen uden ved [ham]« (Joh 14:6). Opfyldelsen af Abrahams pagt bliver mulig på grund af vor Frelsers, Herren Jesu Kristi, forsoning. Jesus Kristus er midtpunktet for den abrahamske pagt.
Det Gamle Testamente er ikke blot en bog med hellig skrift; det er også en historiebog. I husker, at I læste om Sarajs og Abrams ægteskab. Fordi Saraj var barnløs, gav hun sin trælkvinde Hagar til også at være Abrams hustru i overensstemmelse med Herrens vejledning. Hagar fødte Ismael.5 Abram elskede Ismael, men han skulle ikke være det barn, som pagten ville gå igennem. (Se 1 Mos 11:29-30; 16:1, 3, 11; L&P 132:34.)
Som en velsignelse fra Gud og som svar på Sarajs tro6 undfangede hun i sine fremskredne år, så pagten ville gå videre igennem hendes søn Isak (se 1 Mos 17:19). Han blev født i pagten.
Gud gav Saraj og Abram nye navne – Sara og Abraham (se 1 Mos 17:5, 15). Overdragelsen af disse nye navne markerede begyndelsen på et nyt liv og en ny skæbne for denne familie.
Abraham elskede både Ismael og Isak. Gud fortalte Abraham, at Ismael ville blive mangfoldiggjort og blive et stort folkeslag (se 1 Mos 17:20). På samme tid gjorde Gud det klart, at den evigtvarende pagt skulle indgås gennem Isak (se 1 Mos 17:19).
Alle, der modtager evangeliet, bliver en del af Abrahams slægtslinje. I Galaterne læser vi:
»Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus …
For I er alle én i Kristus Jesus,
og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte« (Gal 3:27-29).
Således kan vi blive arvinger til pagten enten ved fødsel eller adoption.
Når vi først har indgået en pagt med Gud, forlader vi neutral grund for evigt. Gud vil ikke opgive sit forhold til dem, der har knyttet et sådant bånd til ham.
Isak og Rebekkas søn Jakob blev født i pagten. Derudover valgte han selv at indgå i den. Som I ved, blev Jakobs navn ændret til Israel (se 1 Mos 32:28), hvilket betyder »lad Gud råde« eller »en, der sejrer sammen med Gud«.7
I 2 Mosebog læser vi, at »Gud huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob« (2 Mos 2:24). Gud sagde til israelitterne: »Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom« (2 Mos 19:5).
Vendingen »ejendom« blev oversat fra den hebraiske segullah, hvilket betyder en højt værdsat ejendom – en »skat«.8
5 Mosebog beretter om vigtigheden af pagten. Apostlene i Det Nye Testamente kendte til denne pagt. Da Peter havde helbredt en lam mand på tempeltrinene, underviste han tilskuere om Jesus. Peter sagde: »Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus« (ApG 3:13).
Peter afsluttede sit budskab ved at sige til tilhørerne: »I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: ›Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom‹« (ApG 3:25). Peter gjorde det klart for dem, at en del af Kristi mission var at opfylde Guds pagt.
Herren holdt en lignende prædiken for folket i fordums Amerika. Der fortalte den opstandne Kristus folket, hvem de virkelig var. Han sagde:
»I er profeternes børn, og I er af Israels hus, og I er med i den pagt, som Faderen sluttede med jeres fædre, idet han sagde til Abraham: Og i dine efterkommere skal alle jordens slægter blive velsignet.
Faderen har oprejst mig for jer først og sendt mig for at velsigne jer ved at vende hver af jer fra jeres syndighed; og dette fordi I er pagtens børn« (3 Ne 20:25-26).
Kan I se betydningen af dette? De, der holder deres pagter med Gud, vil blive af en herkomst af sjæle, der er modstandsdygtige over for synd! De, der holder deres pagter, vil have styrken til at modstå verdens konstante indflydelse.
De, der holder deres pagter med Gud, vil blive af en herkomst af sjæle, der er modstandsdygtige over for synd! De, der holder deres pagter, vil styrke til at modstå verdens konstante indflydelse.
Missionering: Del pagten
Herren har befalet, at vi skal sprede evangeliet og dele pagten. Det er derfor, vi har missionærer. Han ønsker, at alle hans børn får mulighed for at vælge Frelserens evangelium og indtræde på pagtsstien. Gud ønsker at forbinde alle mennesker til den pagt, han indgik i fordums tid med Abraham.
Derfor er missionering en afgørende del af Israels store indsamling. Den indsamling er det vigtigste arbejde, der sker på jorden i dag. Intet andet kan måle sig i storhed. Intet andet kan sammenlignes i vigtighed. Herrens missionærer – hans disciple – er engageret i den største udfordring, den største sag, det største værk på jorden i dag.
Men der er endnu mere – meget mere. Der er et stort behov for at sprede evangeliet til folk på den anden side af sløret. Gud ønsker, at alle på begge sider af sløret nyder velsignelserne ved hans pagt. Pagtens sti er åben for alle. Vi bønfalder alle om at gå med os på den sti. Intet andet arbejde er så universelt inkluderende. For »Herren er barmhjertig mod alle, som i hjertets oprigtighed vil påkalde hans hellige navn« (Hel 3:27).
Eftersom Det Melkisedekske Præstedømme er blevet gengivet, har kvinder og mænd, der holder pagter, adgang til alle evangeliets »åndelige velsignelser« (L&P 107:18, fremhævelse tilføjet).
Ved indvielsen af templet i Kirtland i 1836 viste profeten Elias sig under Herrens ledelse. Hvad var formålet med det? »At vende … børnene til fædrene« (L&P 110:15). Elias viste sig også. Hans formål? At overdrage Joseph Smith og Oliver Cowdery »Abrahams evangeliums uddeling, idet han sagde, at i os og vore efterkommere skulle alle slægter efter os blive velsignet« (L&P 110:12). Mesteren overdrog således Joseph Smith og Oliver Cowdery præstedømmemyndighed og retten til at viderebringe den abrahamske pagts unikke velsignelser til andre.9
I Kirken rejser vi både individuelt og kollektivt på pagtens sti. Akkurat som ægteskaber og familier deler et unikt vandret bånd, der skaber en særlig kærlighed, gør det nye forhold, der dannes, når vi lodret binder os ved pagt til vor Gud også!
Det kan være det, Nefi mente, da han sagde, at Gud »elsker dem, der vil have ham som deres Gud« (1 Ne 17:40). Det er præcis derfor, at der som en del af pagten er en særlig barmhjertighed og kærlighed – eller hesed – tilgængelig for alle, som indtræder i dette bindende og nære forhold til Gud, ja, »til tusind slægtled« (5 Mos 7:9).
Når vi indgår pagt med Gud, ændrer det vores forhold til ham for evigt. Den velsigner os med et ekstra mål af kærlighed og barmhjertighed.10 Den påvirker, hvem vi er, og hvordan Gud vil hjælpe os til at blive det, vi kan blive. Vi er blevet lovet, at vi også kan være hans »ejendom« (Sl 135:4).
Løfter og privilegier
De, der indgår hellige pagter og holder dem, bliver lovet evigt liv og ophøjelse, »den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7). Jesus Kristus er garanten for disse pagter (se Hebr 7:22; 8:6). De, der holder deres pagter, der elsker Gud og tillader ham plads før alt andet i deres liv, gør ham til den stærkeste indflydelse i deres liv.
I vore dage har vi det privilegium at modtage patriarkalske velsignelser og lære om vores forbindelse til fordums patriarker. Disse velsignelser giver også et glimt af, hvad der ligger forude.
På grund af vores pagt med Gud vil han aldrig blive træt i sine bestræbelser på at hjælpe os, og vi vil aldrig udmatte hans barmhjertige tålmodighed med os.
Elsker du mig mere end de andre?, af David Lindsley
Vores kaldelse som en pagtens Israel er at sikre, at alle medlemmer af Kirken indser den glæde og de privilegier, der er forbundet med at indgå pagter med Gud. Det er et kald til enhver mand og kvinde, dreng og pige, der holder deres pagter, om at dele evangeliet med dem, der er inden for deres rækkevidde. Det er også et kald til at støtte og opmuntre vores missionærer, der bliver sendt ud med instruktioner om at døbe og hjælpe med at indsamle Israel, så vi sammen kan være Guds folk, og han vil være vores Gud (se L&P 42:9).
Enhver mand og enhver kvinde, der deltager i præstedømmeordinancer, og som indgår og holder pagter med Gud, har direkte adgang til Guds kraft. Vi påtager os Herrens navn som enkeltpersoner. Vi påtager os også hans navn som et folk. At være passioneret omkring brug af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige rette navn er en afgørende måde, hvorpå vi som folk påtager os hans navn. Enhver god handling fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og dens medlemmer er i sandhed et udtryk for Guds hesed.
Hvorfor blev Israel spredt? Fordi folket brød befalingerne og stenede profeterne. En kærlig, men sørgende Fader reagerede ved at sprede Israel vidt og bredt.11
Men han spredte dem med et løfte om, at Israel en dag igen ville blive indsamlet i hans fold.
Judas stamme fik ansvaret for at forberede verden på Herrens første komme. Fra den stamme blev Maria kaldet til at være mor til Guds Søn.
Josefs stamme gennem hans og Asenats sønner, Efraim og Manasse (se 1 Mos 41:50-52; 46:20) fik ansvaret for at lede Israels indsamling, for at forberede verden på Herrens andet komme.
I et så tidløst hesed-forhold er det kun naturligt, at Gud ønsker at indsamle Israel. Han er vor himmelske Fader! Han ønsker, at alle hans børn – på begge sider af sløret – hører budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium.
En kærlig sti
Pagtsstien er en kærlighedssti – den utrolige hesed, den medfølende omsorg for og håndsrækning til hinanden. At føle den kærlighed er befriende og opløftende. Den største glæde, I nogensinde vil opleve, er, når I bliver opslugt af kærlighed til Gud og til alle hans børn.
At elske Gud mere end nogen anden eller noget andet er den tilstand, der bringer sand fred, trøst, selvtillid og glæde.
Pagtsstien handler om vores forhold til Gud – vores hesed-forhold til ham. Når vi indgår en pagt med Gud, har vi indgået en pagt med ham, som altid holder sit ord. Han vil gøre alt, hvad han kan, uden at krænke vores handlefrihed, for at hjælpe os til at holde vores.
Mormons Bog begynder og slutter med henvisning til denne evigtvarende pagt. Lige fra Mormons Bogs titelblad til Mormons og Moronis afsluttende vidnesbyrd henvises der til pagten (se Morm 5:20; 9:37). »Mormons Bogs fremkomst er et tegn til hele verden på, at Herren er begyndt at indsamle Israel og opfylde de pagter, han har indgået med Abraham, Isak og Jakob.«12
Mine kære brødre og søstre, vi er på dette afgørende tidspunkt i jordens historie blevet kaldet til at undervise verden om den evigtvarende pagts skønhed og kraft. Vor himmelske Fader stoler implicit på, at vi udfører dette store værk.
Dette budskab blev også givet ved et lederskabsmøde ved generalkonferencen den 31. marts 2022.