»Succes med at dele evangeliet«, Liahona, okt. 2022.
Succes med at dele evangeliet
Missionering kan være noget så enkelt som at »elske, dele, invitere«.
Da en ny familie flyttede ind i deres menighed, besluttede Eddie og Christina Brouse sig for at lære dem at kende. Efter kirke henvendte Christina sig til Brent Vickers og de talte sammen. Snart sluttede Brents kæreste, Jessica Espinoza, sig til dem. Fordi de begge havde nyfødte sønner, fandt Christina og Jessica hurtigt sammen.
Eddie sagde: »Brent er en høj fyr, som nogle mennesker måske finder skræmmende, men jeg følte bare, at han var sådan en flink fyr. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var en, jeg virkelig gerne ville lære bedre at kende.«
Da familien Brouse og Espinoza/Vicker blev venner, inviterede de ofte hinanden hjem til middag. En aften fortalte Brent og Jessica Brents historie med evangeliet. Brent havde modtaget undervisning af missionærerne nogle få år tidligere, fordi Jessica allerede var medlem af Kirken, og selvom han havde syntes om at mødes med ældsterne, besluttede han sig for ikke at blive døbt på det tidspunkt.
Med Jessicas og familien Brouses opmuntring besluttede Brent sig for at mødes med missionærerne igen. Han nåede langt nok frem i lektionerne med missionærerne til, at han og Jessica besluttede, at de skulle giftes. Familien Brouse støttede denne beslutning og fortsatte med at støtte Brent, da han mødtes med missionærerne. Brent og Jessica blev viet i juli 2019 af deres biskop, Eddie Brouse.
Familierne var i stand til at mødes igen, fordi de tog de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger under covid-19-pandemien. Jessica nævnte for familien Brouse, at Brent mente, at han var klar til at blive døbt. Brents smil bekræftede denne udtalelse.
Christina sagde: »Vi ringede straks til søstermissionærerne og fortalte dem, at Brent ønskede at blive døbt. Det var en onsdag, og om lørdagen blev han døbt.«
Hun fortsatte: »På dåbsdagen gav Brent os det største kram. Jeg husker, at jeg var så taknemlig for, at de havde ladet os være en del af denne rejse sammen med deres familie.«
Kort tid efter Brent var blevet døbt, udtrykte Jessica interesse for at tage til templet. Da Jessica havde talt med menighedsledere og deltaget i deres menigheds tempelforberedelsesundervisning, blev hun i stand til at modtage sin begavelse i templet i Orlando i Florida, efter covid-19-restriktionerne var ophævet.
Jessicas forældre var også i stand til at forny deres tempelanbefalinger og komme i templet sammen med Jessica. Jessica og Brents ældre søn Eli var også i stand til at modtage Det Aronske Præstedømme.
Da Brent begyndte at tage lektioner for nye medlemmer og deltage i slægtsforskning, blev han i stand til at finde navnene på de familiemedlemmer, han kunne bringe med til templet. Brents far døde for nylig, så Brent er ved at forberede sig på at udføre tjeneste for sin far i templet.
Jessica udførte slægtsforskning om sin biologiske far og andre familiemedlemmer for at sikre sig, at de modtog deres tempelordinancer. Jessicas søn Eli var stedfortræder ved sin bedstefars dåb.
Familien Brouse var et eksempel på, hvor naturligt det kan være at fortælle andre om evangeliet. Familien Brouses datter Abbie sagde: »At blive venner med dem først hjalp os til at fortælle dem om evangeliet.« Christina er enig: »Det var så let at tale med dem om evangeliet, fordi vi elsker dem så højt, og vi ønskede ikke andet end at se dem komme Herren nærmere.«