Kun digitalt: Unge Voksne
Nogen spørgsmål? Her er fem sandheder at være opmærksom på
Jeg havde mange spørgsmål, da jeg tilsluttede mig Kirken, men jeg har lært, hvad jeg skal gøre for at finde svar.
I Japan voksede jeg op med at lære om ting, der ikke gav mening for mig. Så inden jeg blev medlem af Kirken, havde jeg spørgsmål om universet og formålet med livet.
Da jeg begyndte at blive undervist af missionærerne, følte jeg mig overvældet af spørgsmål. Jeg forklarede, at jeg havde søgt svar fra så mange forskellige kilder, men jeg havde aldrig følt mig helt afklaret med det, jeg fandt. De lærte mig, at jeg altid kunne stole på, at Herren ville lede mig til sandheden.
Siden da har jeg altid været i stand til at søge svar fra ham og følge Ånden for fortsat at styrke mit vidnesbyrd.
Her er fem sandheder, jeg har lært hen ad vejen, om at have spørgsmål:
1. Det er okay at have spørgsmål
Spørgsmål kan virke overvældende, men vor himmelske Fader ønsker, at vi stiller spørgsmål i tro, så vi kan øge vores tro på Jesus Kristus. Vi kan se på eksemplerne på profeter, der stillede retskafne spørgsmål som Nefi (se 1 Ne 17-18), Jereds bror (se Eter 2-3) og især Joseph Smith, hvis enkle spørgsmål førte til gengivelsen af evangeliet (se JS–H 1:5-13).
2. Gud ved alt
Da jeg læste 2 Nefi for første gang, indså jeg, at selv Nefi havde spørgsmål. Men han satte sin lid til Herren i stedet for »armen af kød« (2 Ne 4:34). Så da jeg havde spørgsmål, stolede jeg også på Herren. Jeg bad oprigtigt, granskede skrifterne og studerede profeternes ord for at komme ham nærmere og stole på hans timing før noget andet.
Verdens svar kan virke lette at finde, men Gud er den virkelige kilde til sandhed og kundskab. Og vi har konstant adgang til ham for at vejlede os til sandhed – sikke en fantastisk velsignelse det er!
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Uanset hvilken kirkekaldelse vi har, kan vi bede til vor himmelske Fader og modtage vejledning og retning, blive advaret mod farer og forstyrrelser og være i stand til at gøre det, vi helt enkelt ikke kunne gøre på egen hånd.«1
3. Vi har brug for daglige oplevelser med Herren
Jeg er til tider blevet fristet til at rykke længere væk fra vor himmelske Fader, når jeg har lyttet til verdens stemmer, især dem på de sociale medier. Modstanderen gør alt, hvad han kan, for at lede os væk fra sandheden. Og ofte præsenterer han os for halve sandheder og ideer, der virker harmløse og tillokkende.
Men præsident Nelson har også sagt: »Derfor er modgiften til Satans onde plan klar: Vi har brug for daglige erfaringer med at dyrke Herren og studere hans evangelium … Giv ham en fair del af jeres tid. Når I gør det, så læg mærke til, hvad der sker med jeres positive åndelige momentum.«2
At tage sig tid til ham hver dag vil hjælpe os til at skelne mellem modstanderens og Herrens røst.
4. Overholdelse af pagter indbyder til Guds kraft
Det kan være fristende at lade vores spørgsmål tilsidesætte vores tro og håb på Jesus Kristus. Verden kan endda få tanken om at bryde vores pagter til at se tiltalende ud. Men jeg vidner om, at jeg ved at følge profeternes ord og holde mine pagter har været i stand til at få et evigt perspektiv, der har hjulpet mig til at føle mere fred og glæde end nogensinde før, selv uden alle svar. Jeg ved, som præsident Nelson sagde, at »ordinancer og pagter giver os adgang til guddommelig kraft«,3 og jeg har følt den kraft til at finde og tro på sandheden ved at holde mine pagter.
5. Vi kan vælge at tro
Når I står over for ubesvarede spørgsmål, så tænk over, hvad I ved. Husk, at vor himmelske Fader er med jer, selvom I ikke kan finde svar med det samme.
Jeg ved, hvordan det føles at have ubesvarede spørgsmål og møde fristelser fra verden. Men vi har Helligåndens betydningsfulde og opmuntrende gave. At følge Ånden betyder ikke altid, at vi straks finder svar, men det betyder, at vi altid kan blive vejledt til sandheden. Når jeg søger vor himmelske Fader og Jesus Kristus, føler jeg glæde og styrke fra Ånden hver dag til at fortsætte fremad i tro. Jeg husker på, at vi trods vores kampe altid har kraften til at »vælge at tro«.4
Jeg er så taknemmelig for min kundskab om evangeliet og for spørgsmål, der giver mig mulighed for at nære og udvikle mit vidnesbyrd om Jesus Kristus.