Bed for dem

Meg Daines fra Alabama i USA

Nedlukninger af templer gav mig mulighed for at skabe nye måder at engagere mig i Guds værk på ved at hjælpe andre på denne side af sløret.

kvindelig læge, der taler med en kvindelig patient

For nogle få år siden besluttede jeg mig for at komme i templet hver uge. På det tidspunkt boede vi i nærheden af et tempel. Denne vane blev en pålidelig kilde til lys og kraft, som jeg var kommet til at holde af.

Et år senere, da vores familie flyttede på tværs af landet, boede vi ikke længere tæt på et tempel. Tempelbesøg var ikke umuligt, men da rejsetiden var længere og min unge familie også havde behov for mig, kom jeg kun dertil to gange om måneden.

Da covid-19-pandemien begyndte, kunne jeg slet ikke komme i templet, hvilket virkede som en straf efter at have reorganiseret mit liv, så jeg kunne komme ofte. Jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne fortsætte med at vokse åndeligt, og jeg følte mig tynget af, hvor uretfærdige ting syntes.

Under en rutinemæssig tandrensning kæmpede jeg med finde ro i mit sind. Da tandplejeren spurgte mig, hvad jeg ville lytte til under min tandrensning, svarede jeg: »Jeg ville virkelig nyde at lytte til afslappende meditationsmusik.«

Hun sagde, at ingen nogensinde havde bedt om det, men hun tændte for musikken. Femten minutter inde i vores aftale udtrykte hun, hvor meget hun nød vores »meditative tandrensning.« Så fortalte hun mig om angsten i hendes liv, som gik på hendes 13-årige søns nylige skade. Omgivet af en travl kliniks summen delte hun sin byrde med mig, og vi fandt sammen fred.

I min afslappede mentale tilstand fandt mine tanker vej til templet. Jeg gennemgik ordene fra den forberedende del af mine tempelpagter i mit sind. Tre særskilte tilskyndelser fra Ånden fulgte derpå:

Spørg tandplejeren om navnet på hendes søn.
Fortæl hende, at du vil bede for ham.
Bed for dem begge ved navn.

Gennem denne tilsyneladende enkle udveksling følte jeg, at min byrde blev forvandlet til en velsignelse. Jeg fik et glimt af, hvordan mine pagter hjalp mig til at elske vor himmelske Fader og min næste. Ånden lærte mig, at det at komme i templet lige så meget handler om at hjælpe andre på denne side af sløret, som det handler om åndeligt at styrke mig selv og mine forfædre.

Tempellukninger havde ikke hæmmet min åndelige udvikling. De havde snarere givet mig nye måder at engagere mig i Guds værk på og modtage himmelsk kærlighed, lys og kundskab.