2022
Det er en dejlig dag at være taknemlig på
Oktober 2022


»Det er dejlig dag at være taknemlig på«, Liahona, okt. 2022.

Kun digitalt: Trosskildringer

Det er en dejlig dag at være taknemlig på

Vi fandt ud af, at vi ved at dele håb fandt håb. Vores mål blev at hjælpe andre, såvel som os selv, til at forberede sig til evigheden.

placeholder altText

Foto bragt med tilladelse af familien Koch.

Cristi: De sagde, at jeg havde omkring to år at leve i. Jeg fortalte James, at jeg ville forstå, hvis det var mere, end han ønskede at påtage sig. »Det er din chance for at trække dig,« sagde jeg. Men han sagde: »Jeg vil hellere være med dig. Vi kæmper mod kræften sammen og gør alt, hvad vi kan. Vi vil tage os den tid, vor himmelske Fader vil give os, uanset hvor lang tid vi har. Bare husk, at vi er i dette for evigt.« Og han har faktisk ret. Et evigt ægteskab ender ikke, bare fordi en af jer flytter ind videre til det næste liv.

James: Jeg vidste, at hun var den, jeg ønskede at blive beseglet til. Vi havde begge været gift før, og jeg fastede og bad længe om at finde hende. Jeg forberedte mig på at være værdig til hende og til at være en ægtemand, der ville tage sig af hende. Jeg ville ikke bare gå væk fra det.

et nygift par forlader templet

Cristi og James blev beseglet i templet i Draper i Utah.

Cristi: Vi besluttede, at vi ville gøre alt, vi kunne, for at være lykkelige nu og lykkelige i evigheden.

James: Vi har begge altid været fysisk aktive, og vi besluttede os for at blive ved med at gøre de ting, vi elsker, så længe vi kunne – løbe, vandre, svømme, rejse, cykle på mountainbike og køre på motorcykel. Og vi elsker at bruge tid sammen med vores familie. Selv efter en operation for at fjerne tumorer fra hendes bryst og ryg, blev Cristi ved med at gøre så meget, hun kunne, så længe hun kunne. Samtidig begyndte hun at gøre andre ting, som hun følte, der også var brug for.

en hustru og mand nyder naturen

Cristi: Fra tidligere ægteskaber havde James fem børn, og jeg havde fire. Jeg besluttede mig for at skrive breve til dem. Så jeg skrev hele denne kasse med breve, og gæt engang – årene er gået siden da, og nu er min arm så opsvulmet og fuld af tumorer, at jeg ikke kan skrive mere. For blot nogle få dage siden prøvede jeg at skrive et brev til min datter til hendes fødselsdag, og jeg havde så frygtelige smerter i min arm, at jeg blev forpustet. Så det var en inspiration at skrive disse breve, da jeg gjorde det. Jeg er glad for, at jeg lyttede til den tilskyndelse, for nu ville jeg ikke være i stand til at gøre det.

James: Cristi har denne kristuslignende evne til at se det gode i andre. Hun har et dybt vidnesbyrd om sin Frelser og et stort ønske om at missionere.

Cristi: Jeg husker, at jeg prøvede at forhandle med Herren. I et stykke tid var det som: »Kom, helbred mig. Jeg vil gerne indsamle Israel!« Jeg prøvede at styre Gud, men det virkede ikke. Så tænkte jeg: »Okay, mit navn, Cristi, betyder ›Kristi tilhænger‹. Mens jeg stadig er her, vil jeg gerne bringe så mange sjæle til Kristus, som jeg kan.«

James: Og det førte til en anden tilskyndelse.

en kvinde sidder i en hospitalsstol

Cristi delte sine udfordringer, men delte også oplivende budskaber om tro.

Cristi: Jeg begyndte at lægge et budskab på de sociale medier hver dag, et lille budskab om håb og kærlighed. Jeg kaldte det :»Det er en dejlig dag at være i live.« Folk begyndte at høre om det. Min svigerinde var ateist, men hun sagde: »Vil du begynde at sende mig dine budskaber?« Med tiden blev hun troende, og nu er hun medlem af Kirken. Og min bror begyndte at læse budskaberne. De hjalp ham med at finde tro igen. Nu er han aktiv i Kirken

James: Jeg rejste meget med mit arbejde og tog til små byer i Texas og Georgia. Cristi tog ofte med mig. Vi mødte mennesker, vi gerne ville holde kontakt med, og hun sagde: »Må jeg sende jer et af mine budskaber? Så kan I beslutte jer for, om I vil blive ved med at modtage dem.«

Cristi: Antallet af mennesker, der ønskede mine budskaber, blev ved med at vokse. Nu er der omkring 200. Nogle er medlemmer af Kirken; nogle er ikke. I lang tid sendte jeg en tanke ud hver dag, men nu bliver det sværere og sværere. Jeg tror, at budskaberne vil være som en lille historie. Når jeg er væk, vil min familie og venner stadig have mit vidnesbyrd om det, jeg ved er sandt.

ægtepar

James og Cristi var begge enige: »Vi er med i dette for evigt.«

James: Det, hun har skrevet, vil hjælpe os til at bevare et evigt perspektiv. Hun bliver ved med at fortælle mig, at hun vil våge over mig og våge over os. Vi vil være en evig familie.« Det er det virkelige mål.

Cristi: Det er gået syv år, siden jeg blev diagnosticeret. Efterhånden som det bliver sværere at skrive mit budskab, kalder jeg det sommetider: »Det er en dejlig dag at være taknemlig på.« Jeg er så taknemmelig for Jesus Kristus og hans forsoning. Jeg tænker på ordene i salmen »Kastes du på bølgen om«.1 Hvis vi mister alt i dette liv, har vi stadig løftet om, at familier kan være for evigt. Vi kan altid tælle den velsignelse, og den vil løfte os.

silhuet af en kvinde på stranden

Cristi fyldte sit liv med håb og hjalp andre til at gøre det samme.