Kun digitalt: Unge Voksne
Finder et tilhørsforhold i templet igen
Jeg havde ikke været i templet i årevis, men jeg henvendte mig til Frelseren for at hjælpe mig til at blive værdig til at komme ind igen.
Foto: Megan Barnum
Jeg stod i foyeren, da andenrådgiveren i biskoprådet bad mig om at tale ved nadvermødet om vigtigheden af templer. Med et nedslået blik og en forlegen rødmen, der krøb frem på mine kinder, bad jeg om et andet emne at tale om. Jeg havde ikke været i templet i flere år på grund af valg i livet, der havde afkoblet mig fra min himmelske Fader, og jeg følte mig ikke egnet til at tale om templet.
Efter den oplevelse blev templet ved med at dukke op i mit sind, og jeg følte et voksende ønske om at være der, men jeg kæmpede også med følelsen af uværdighed. Jeg var bange for, at vor himmelske Fader ikke ville have mig i sit hellige hus.
Tager skridt til at ændre sig
Da generalkonferencen nærmede sig, lyttede jeg nervøst til talerne i håb om, at jeg ville føle en eller anden indikation af, at Gud stadig elskede mig på trods af mine fejl. Det var der, at præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagde: »Det betyder ikke noget, hvor fuldstændigt ødelagt vores liv kan synes. Det betyder ikke noget, hvor skarlagenrøde vore synder er, hvor dybt vores bitterhed stikker eller hvor ensomt, forladt eller sønderknust vores hjerte måtte være … Der er intet liv, der er så ødelagt, at det ikke kan genoprettes.«1
Jeg følte tydeligt, at Gud talte til mig. Jeg havde i månedsvis spekuleret på, hvordan jeg skulle komme tilbage til Kristus, og det konferencebudskab var hans kald til mig om at foretage ændringer for at komme ind i hans hus igen.
Jeg mødtes med min biskop for at drøfte at komme i templet igen. Han hjalp mig til at forstå den rolle, som Jesus Kristus kunne spille i mit liv, og hvordan det at acceptere hans forsoning kunne hjælpe mig til at overlade min byrde af smerte og synd til ham. Jeg begyndte at bede om forståelse, styrke og tålmodighed med mig selv. Ved at stole lidt mere på Gud og gøre det lidt bedre hver dag, blev jeg gradvist igen forbundet med Frelserens lys.
Samarbejdet med min biskop og det at lære mere om min Frelser styrkede mit vidnesbyrd om min identitet som vor himmelske Faders datter. Jeg forstod, at min kærlige Forløser aldrig ville bede mig om at forlade ham, men at Satan ville prøve at få mig til at føle, at jeg ikke hørte til i templet. Med den kundskab følte jeg mig med tiden klar til at komme ind i Guds hus igen.
Tilbagevenden til templet
Med en nyfoldet anbefaling i hånden trådte jeg hen mod templet for første gang i årevis, og blev pludselig urolig for min plads i Guds hus. Jo tættere jeg kom på dørene, jo mere usikkerhed løb igennem mig. Ville jeg se tåbelig ud, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gå hen, eller hvad jeg skulle gøre? Var jeg for gammel til at tage til templet for at blive døbt?
Manden ved velkomstskranken smilede, da jeg kom ind og bød mig velkommen til templet. Den morgen genoplivedes min ånd, da tempeltjenere forsikrede mig om min plads i Guds hus.
Da jeg forlod templet, vinkede en af medarbejderne til mig, mens jeg gik ned ad gangen for at forlade dåbslokalet. Med en hvisken og glæde i stemmen sagde han: »Tak, fordi du kom til templet i dag – vi havde brug for dig her!« Jeg lovede ham, at jeg ville komme tilbage den næste uge, da jeg så frem til at føle templets varme igen.
På grund af vores guddommelige identitet som døtre og sønner af himmelske forældre kan vi hver især finde et tilhørsforhold i templet. Der er intet, der permanent kan holde os borte fra Guds kærlige rækkevidde, hvis vi ønsker at være i hans nærhed. Han ønsker, at vi er der, og når vi tager små skridt for at blive mere som vor Frelser hver dag, kan vi rette vores liv ind efter hans og altid forblive tempelværdige. Jeg ved, at vi på grund af Jesu Kristi forsoning kan træde ind i Guds hellige hus og modtage de velsignelser, der venter på os derinde, og som jeg har oplevet, er disse velsignelser alt værd.