Far-Søn tur – København Stav
Nej, du har ikke læst forkert
Måske nogen, der læser denne overskrift, tænker: Jamen, der har da ikke været nogen far-søn (brødre) tur i år (i skrivende stund endnu, for der jo planlagt en »brødre-tur« senere på året), sådan som det indtil de ubarmhjertige coronatider var sædvanligt og havde været det vel i omkring 25-30 år og altid i dagene omkring Kristi Himmelfartsdag. Til gengæld kunne man i Århus Stavs Facebook-gruppe læse, at man der havde afholdt en sådan tur netop i de dage, og det »sved« lidt hos mig.
Den manglende »gammeldags« tur i København Stav skyldes dels som nævnt coronaen, dels det forhold, at det sted, hvortil turen er gået gennem en årrække og som mange var glade for – andre bekymrede på grund af en skrænt – nu havde fået nye ejere og prisen var blevet eksorbitant forhøjet. Men fat mod.
Lidt retrospektivt
Blot til benefice for dem, der ikke kender eller har hørt om sammenhængen, så stammer traditionen med Kristi Himmelfart-turen fra dengang, hvor København Stav havde en aktiv seniorspejdergruppe. Seniorspejder – hvad er det, spørger nogen måske. Lidt sjovt, for i dag hørte jeg i radioen et interview med en »seniorpensionist«. Nå, tænkte jeg, det må da være en rigtig gammel pensionist, men nej – det er faktisk en ung pensionist, da man kan opnå »titlen« 5-6 år før folkepensionen. Anderledes med en seniorspejder – det var ganske enkelt betegnelsen på de brødre, der var over den almindelige spejderalder, men som på grund af fortsat interesse for udendørslivet – og arbejdet med de yngre – holdt fast i spejderarbejdet. Vi havde dengang 2 ture om året med ofte relativt mange deltagere.
På en weekend-tur for seniorspejderledere (ja, der var faktisk så mange, at de fleste menigheder havde en seniorspejderleder) i en hytte på Røsnæs spurgte en af lederne (Erik Bernskov), om ikke vi på den ene af turene kunne tage vores søn(ner) med, da det ville være bedre familiemæssigt. Og jo, det kunne vi og dermed fødtes far-søn turen i et nyt regi – afholdt i dagene omkring Kristi Himmelfartsdag, hvilket den fortsatte med, lige indtil coronaen stoppede den.
Fat mod
Op mod coronaens indtog skiftede turen lidt navn fra en »far-søn tur« til en »brødre-tur« vel på baggrund af, at ikke alle brødre har (interesserede eller levende) fædre eller sønner. Men hallo, det har aldrig stoppet nogen fra at deltage, for man »adopterede« til lejligheden en far eller en søn – alt efter forholdene. Men at det er en lejlighed for fædre og sønner til at komme nærmere hinanden og lære sider hos hinanden at kende, som man ikke altid ser derhjemme, må ikke glemmes i et forsøg på at få alle mænd med på turen. At de voksne brødre så samtidig får lejlighed til at tale sammen om snart sagt alting, og de unge kan lege lidt vildt sammen (uden at mor bliver bange), er jo blot en sidegevinst.
Så i 2022 afholdtes en brødretur over 1 døgn og det samme er i skrivende stund planlagt for 2023.
MEN – i 2024 vender det gamle tilbage. På forespørgsel på rette sted om, hvorvidt noget var planlagt, fik jeg at vide, at alle havde travlt med andre planlægninger, men hvis jeg ville, måtte jeg da godt gøre noget. Så, det gjorde jeg.
I dagene omkring Kristi Himmelfartsdag i 2024 vil der blive afholdt en far-søn-brødretur som i »gamle« dage, og vi vil mødes i/ved Dehnshytten uden for Vordingborg. Man vil kunne sove inde (på soveloft på madrasser) eller ude i telte og lign. Der vil være aktiviteter/bål/underholdning m.m. og en aften med fællesspisning. Så glæd jer, store og små drenge.